Læsetid: 2 min.

Dr. Phil

7. juni 2004

Spot
Mine cigaretter er udstyret med følgende tekst, der fylder lidt mindre end halvdelen af bagsiden af pakken: ’Hold op med at ryge, hvis du vil nedsætte risikoen for dødelige hjerte- og lungesygdomme’. På den anden side af pakken går tonen fra venligt formanende til decideret kritisk: ’Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser’. Med mindre skrift, men dog tydeligt markeret af en sort ramme står der: Tjære 10 mg, Nikotin 0,8 mg, Kulilte 10 mg. Det er den slags produktinformationer, som på engelsk betegnes som en disclaimer: Du er selv ude om det, hvis du spilder kaffen, vi har advaret dig: Den er varm. Kort sagt: en del velmenende advarsel, en del ansvarsfralæggelse. I USA, hvor det juridiske system har udstyret ikke så få produkter med ansvarsfralæggelser og hvor tv-udsendelser ganske som herhjemme kan betragtes som et produkt, har man naturligvis også fundet på at kombinere de to til ’viewer disclaimer’. Lidt i stil med cigaretpakkerne: ’Dette program kan være skadeligt for dit mentale helbred!’

På TV3 vises en udsendelse, der ligner godt gammeldags talk-tv af den lødige art, hvor problemer fremstilles og løses om muligt. Et program, hvor nationens mentale helbred og privatlivsetik udfordres. 57 pct. af alle amerikanske ægteskaber ender i skilsmisse, tordner værten, som engang blev berømt, da han gav sine gode råd hos Oprah Winfrey. Nu har han sit eget program: Dr. Phil. McGraw, som Phil, den fine fyr, hedder til efternavn, mener, at det er problem med alle de skilsmisser og råder folk: Hold ud til det sidste, gi’ ikke op før alt håb er ude. Det er en sært intim oplevelse, at se sådan en familie blive reddet fra opløsning, og man må nødvendigvis tage sig selv i at tænke: Han er fin fyr, ham Dr. Phil, han kunne godt være min ven. Men naturligvis er det ikke andet end et underholdende talk-show, Jerry Springer-light

Programmet slutter, som mange programmer gør, med rulletekster. Og ganske som om han var en pille, kan man læse (hvis man er hurtig) følgende advarsel: ’Udsendelsen informerer seerne om almene problemer. For råd, der er passende til Deres specifikke situation, konsulter venligst en lokal psykolog.’ Men det lille råd er ikke nok for de amerikansk ’mental-health activists’ (sådan nogen har de også), som nu overfor de amerikanske myndigheder kræver, at det løbende under udsendelsen skal gøres klart, at der er tale om underholdning. Det er ganske som med cigaretpakken, i sort ramme: Underholdning. Underholdning. Underholdning. Hyg dig med Dr. Phil, hvis du tør!!

*TV3 13.00: Dr. Phil

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her