Læsetid: 4 min.

Entré tilstøver museer

For briterne og svenskerne er det blevet gratis at gå på museum. I Danmark stiger entréen, mens besøgstallene daler. Skadeligt for folkeoplysningen, lyder kritikken
18. juni 2004

Mens landene omkring os afskaffer entréen til museer og udstillingshaller, bliver det stadig dyrere at opleve kunst og historiens vingesus i Danmark.
Den danske entre blev indført fra 1991 og har siden medført, at langt færre danskere end eksempelvis svenskere tager på museumsbesøg. Det går ud over den folkeoplysningseffekt, som institutionerne ifølge deres fundats burde have, påpeger en række fagfolk over for Information. I stedet for at fungere som biblioteker, skal museerne i dag konkurrere med underholdningsindustrien om borgernes gunst – og vilje til at lade kreditkortet lyne.
Den tidligere chef for Center for Dansk Billedkunst under Kunststyrelsen, Lars Grambye, er en af kritikerne. Han leder i dag Malmö Konsthall, som på trods af den skånske hovedbys beskedne indbyggertal præsterede et besøgstal på 234.000 i 2003. Til sammenligning tiltrak Statens Museum for Kunst blot 15.000 flere til Sølvgade sidste år.
»Entré-kravet har til stadighed en række mærkbare konsekvenser. Dels betyder det en nedgang i besøgstallet. Dels forringer det mange museers fornemste formål, nemlig folkeoplysningen. Det bliver jo vanskeligere at få fat i nye besøgende,« siger Lars Grambye.
Den tidligere centerchef vurderer, at det politiske krav om indførelse af entré, efterhånden har forvandlet museerne til et forbrugsgode. Faktisk betaler publikum på eksempelvis Statens Museum for Kunst dobbelt, fordi de allerede har bidraget over skattebilletten, mener han. Og det system sætter alt for få danskere spørgsmålstegn ved.
»Der lyder jo ikke noget ramaskrig, selv om man reelt skal vælge mellem at tage i biografen og gå ind og se på kulturarv eller svær tilgængelig kunst. Men hvis man tilsvarende indførte entre på bibliotekerne, så det kostede penge at låne snæver litteratur (...) så skulle det nok vække forargelse,« mener Lars Grambye.
Institutleder og kunsthistoriker ved Københavns Universitet, Mikkel Bogh, erklærer sig enig:
»Brugerbetalingen har en dobbelt effekt. Først og fremmest trækker den de offentligt finansierede museer væk fra oplysningsforpligtigelsen og i retning af den rene underholdningskultur. For det andet understreger den museernes elitære karakter. Man skal virkelig have en særlig motivation for at se nærmere på kulturarven, når det koster penge at få lov,« siger Mikkel Bogh.

Briter beundres
Den lovpligtige entré blev indført på statsinstitutionerne under Schlüter-regeringen i 1991 og bredte sig siden til såvel de kommunalt som amtsligt støttede museer. Inspirationen kom fra Thatchers Storbritannien, hvor lignende tiltag blev gennemført op gennem 1980’erne.
Men sådan ser det ikke længere ud. I 2001 brød Tony Blair og New Labour med jernladyens linje, og i dag er der gratis adgang til 20 af de største museer i England og Wales. Blandt andet til Tate National og Tate Modern i London.
Afskaffelsen af entre-afgiften har betydet en enorm tilstrømning til de vægtigste britiske museer og udstillingshaller. I løbet af de to første år steg statsinstitutionernes samlede besøgstal op mod 80 procent. Siden har nyhedens interesse lagt sig, og publikumstilstrømningen er blevet mere moderat. Besøgstallet ligger dog fortsat væsentlig højere, end da der blev taget entre på den anden side af Kanalen.
»Jeg beundrer museumskulturen i Storbritannien. Derovre kan man stadig give et bidrag ved indgangen, men det er frivilligt. Dermed værner man om institutionernes symbolske værdi. Det virker jo selvmodsigende, at staten tager penge for at fremvise statens ejendom,« argumenterer Mikkel Bogh.

Entre gør udslaget
Opgøret med brugerbetalingen har også spredt sig til Skandinavien. Mest markant er det, at Moderna Museet i Stockholm efter genåbningen i februar ikke længere gør sig i en adgangs-afgift. Også den norske magtfaktor Bergen Kunsthall har skilt sig af med billetlugerne og lever i stedet på kommunes, amts og sponsorers nåde.
I september og oktober sidste år forsøgte Nationalmuseet sig med at droppe entre-opkrævningen. Det lod sig økonomisk gøre, fordi statinstitutionen blev tilgodeset i en privatpersons testamente. I de to måneder registrerede Nationalmuseet en stigning på 108 procent – altså mere end en fordobling af besøgstallet.
På den baggrund ville direktør Carsten U. Larsen gerne selv kunne bestemme, hvor stor entreen til museet bør være. Hvis der da overhovedet skal være nogen.
»Erfaringerne taler deres eget tydelige sprog. Vi tiltrak et langt større publikum, og der kom nye brugergrupper til. For eksempel har det tidligere været noget nær umuligt at lokke unge børnefamilier ind hos os, men det lykkedes altså,« forklarer Carsten U. Larsen.
I den kommunalt ejede udstillingsbygning, Nikolaj Kirke, har man for nylig oplevet konsekvensen af det politiske entre-krav.
I 1999 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget under Borgerrepræsentationen i København, at Nikolaj Kirke skulle tage betaling. Beslutningen kan tilsyneladende aflæses i besøgstallene: »Før 1999 registrerede vi mellem 80- og 100.000 besøgende om året. Nu ligger tallet i gennemsnit på 37.000,« oplyser udstillingsleder Elisabeth Delin Hansen.
Hun ønsker ikke at kommentere tallene yderligere eller give sit besyv med, om entre-pålæggelsens negative effekt.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen (K) inden avisens deadline.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her