EU-kabale for fuld skrue

Af Annegrethe Rasmussen og BJØRN WILLUM Informations korrespondenter

LONDON/BRUXELLES – Hvem skal være formand for Europa-Kommissionen, når den nuværende formand, Romano Prodi, takker af 1. november? Hvem skal have den nye post som udenrigsminister for EU? Og hvem løber med posten som ny vicegeneralsekretær for EU’s Ministerråd?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som EU-diplomater og politikere i såvel Bruxelles som i mange af medlemslandenes hovedstæder er i fuld gang med at forhandle om.
Spillet om kommissionsformanden er det mest kendte. Efter at have fået den kolde skulder i arbejdet for at promovere Anders Fogh Rasmussen til posten lobbyer Storbritanniens premierminister Tony Blair i øjeblikket kraftigt for den 47 år gamle stærkt pro-europæiske, men ikke særligt kendte, portugisiske socialist Antonio Vitorino – EU’s kommissær for retlige og indre anliggender.
Juristen Vitorino, som har været både forsvarsminister og vicestatsminister i sit hjemland, er en populær mand på de interne linjer i Bruxelles. Han siges at være morsom og beleven, han taler fransk (fortsat nærmest et krav i Paris for at kunne besætte posten), spansk og har kendskab til tysk og hollandsk.
Frankrig og Tyskland har imidlertid støttet en anden kandidat, Belgiens statsminister Guy Verhofstadt. Men han er en særdeles upopulær herre i både Rom og London, efter at han i forbindelse med de dybe uenigheder i EU-kredsen om Irak-krigen tilbød at lægge land og bygninger til et europæisk rivaliserende hovedkvarter til NATO uden for Bruxelles.
Desuden fik hans liberale parti en lussing ved søndagens kombinerede valg til Europa-Parlamentet og Belgiens regioner – en statsminister, der måske er på vej ud ses ikke som et stærkt kort på de bonede gulve.
I kulisserne spøger som muligt alternativ Verhofstadts kollega fra Luxembourg, den moderat konservative Jean-Claude Juncker, men heller ikke han er særlig populær i London, der ser ham som ’for føderalistisk’, altså EU-integrationsivrig.
Men efter valgsejren i sidste uge erklærede lederen af den konservative og kristdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, at gruppen har ’ret’ til at vælge en kandidat til højre for midten. Parlamentet, hvor de konservative har den største gruppe, kan nemlig nedlægge veto mod en hvilken som helst kommission, og Pöttering har bombastisk erklæret, at han i aften vil ’udnævne’ en kandidat. Måske Juncker.
Juncker vægrer sig officielt ved at tage posten, men den irske premierminister og EU-formand Bertie Ahern – der i øvrigt også selv gisnes om som kandidat – sagde for nylig efter at have rejst Europa tyndt for at lure stemningen om bl.a.
kommissionsformanden, at »alle vil have ham«.

Udenrigsministerkabalen
Desuden har spanske Javier Solana lagt billet ind på fem år til som Ministerrådets særlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske repræsentant. Han vil nok også være interesseret, hvis hans stilling bliver opgraderet til EU-udenrigsminister, hvilket ifølge forfatningsudkastet skal ske i 2009. Et magtfuldt job. Udenrigsministeren vil både være viceformand for EU-Kommissionen med øverste ansvar for EU’s bistandsprogrammer, lede møderne om udenrigsanliggender i EU’s Ministerråd samt egenhændigt repræsentere unionen udadtil i spørgsmål om udenrigspolitik.
Der er også en tung embedsmandsstilling til besættelse: posten som vicegeneralsekretær for Ministerrådet.
Endnu en magtfuld stilling. For selvom de hyppige Ministerrådsmøder også fremover skal ledes af roterende nationale formandskaber – og når talen fra 2009 falder på udenrigspolitik af ovennævnte EU-udenrigsminister – ser vicegeneralsekretæren alle papirer og kan i realiteten agere problemknuser ved at udarbejde kompromisforslag. Vedkommende sidder der jo permanent, mens formandskaberne kun har kasketten på i seks måneder hver gang der er gået 12 et halvt år.

Den diskrete dansker
Og er der én, der har næse for det politiske spil i EU, er det den tidligere danske EU-ambassadør i Bruxelles, Poul Skytte Christophersen, med sine 26 års erfaring i Bruxelles, herunder Ministerrådet.
Under det danske EU-formandskab i 2002 spillede han en central rolle i forhandlingerne om EU’s udvidelse. Desværre for Skytte, som han kaldes, var Anders Fogh Rasmussen lidt for glad for at trække på hans ekspertise – i stedet for sin udenrigsminister. Som tak parkerede udenrigsministeriet bagefter Skytte som ambassadør i Rom – selvom han netop havde ønsket at blive endnu en stund i Bruxelles for at forbedre sine chancer for at blive vicegeneralsekretær for Rådet.
Ved Skyttes afskedsreception på det fornemme Val Duchesse-slot udenfor Bruxelles skillingede det danske journalistkorps i byen sammen til en indrammet karikaturtegning af ham. På tegningen kan man udover Skytte se et forhandlingsbord hvor det med små mærkater og flag er angivet, hvor Jacques Chirac og Tony Blair skal sidde. På Danmarks bordkort står der bare Skytte, for Fogh Rasmussen og Per Stig Møller har travlt med at slås i baggrunden. »Uha,« udbrød ambassadørfruen, da journalisterne overrakte gaven og så ud som om, hun helst ville gemme den langt væk.
Men i Bruxelles har man ikke glemt den spinkle venlige, selvudslettende, men viljestærke dansker med fuldskæg. Ord som »tydeligvis højt kvalificeret« og »bredt respekteret« falder prompte, da Information henvender sig til en centralt placeret (ikke-dansk) diplomat, der bekræfter, at den danske regering formelt har indstillet Skytte til posten – hvis Frankrig trækker sin støtte til at bevare den nuværende mand på posten, franske Pierre de Boissieu. Hvilket intet nu tyder på p.t.
Der er dog et aber dabei. For ender man med en fransk kommissionsformand eller erstattes Solana med en franskmand, vil landet næppe samtidig kunne gøre krav på også at beholde vicegeneralsekretærposten. »Lad os sige, at Boissieu ikke var der. Så ville han bestemt være en god kandidat,« siger diplomaten om Skytte.