Analyse
Det franske Socialistparti, PS, svulmer i stemmetal, men står splittet i dag, så at sige offer for to forfatninger, den projekterede EU-forfatning og den franske.
EU-forfatningstraktaten splitter partiet mellem lunkne tilhængere og deciderede modstandere, og samtidig med, at EU stjæler opmærksomheden, kendetegnes debatten mere og mere af konkurrencen mellem partispidserne om, hvem der skal være præsidentkandidat i 2007.
Det sidste er en uundgåelig følge af den franske forfatning, der gør den folkevalgte præsident til hovedhjørnestenen i landets politiske liv. Spørgsmålet om præsidentkandidaturen opsluger en stor del af de store politiske partiers energi og fremkalder ofte bitter rivalitet. PS opnåede ved EU-valget 29 procent af stemmerne (mod 16,6 procent til regeringspartiet UMP), men trods sine strålende valgsejre i år ved både regional-, amtsråds- og EU-valg og sin dominerende størrelse har PS ikke noget program eller projekt.
Netop som partiet står foran et omfattende arbejde med udarbejdelse af et program, beslaglægges opmærksomheden af splittelsen om EU og af rivaliteten mellem præsidentkandidat-kandidater.
I øjeblikket er PS i den mærkelige situation, at alle socialistiske politikere er enige om at ønske fransk folkeafstemning om EU-forfatningen, mens partiet endnu ikke har besluttet sig for, om det vil anbefale ja eller nej.
Partiformand François Hollande har endnu hverken sagt ja eller nej, og han har heller ikke formelt fremsat krav om folkeafstemning. Han ønsker tilsyneladende at vinde tid han er i en situation, hvor det er presserende at vente. Hollande kræver, at præsident Chirac først skal bekende kulør og beslutte sig for, om han vil have ratifikation ad parlamentarisk vej eller ved folkeafstemning. Det er nemlig præsidenten, der bestemmer, men Chirac sagde på en pressekonference fornylig, at tiden ikke var inde til at træffe denne beslutning.
Klar udmelding
I mellemtiden er næstformanden for PS, Laurent Fabius, kommet med en temmelig klar udmelding, idet han erklærer sig parat til at stemme nej til EU-forfatningen. Hans modstandere stempler dette som en taktisk manøvre med henblik på at tækkes de to mindretalsfraktioner i partiet, der siger klart nej til EU-forfatningen idet Fabius håber at samle et bredt flertal i partiet bag sig som fremtidig præsidentkandidat.
Fabius præsidentambitioner er ikke nogen hemmelighed, men han har flere konkurrenter, mere eller mindre erklærede: Hollande, de tidligere ministre Dominique Strauss-Kahn, Martine Aubry og Jack Lang eller Paris-borgmesteren Bertrand Delanoë.
Ingen socialistiske politikere finder EU-forfatningen tilfredsstillende, men mange inden for den store flertalsfraktion mener, at den er nødvendig for EUs funktionduelighed, og at man derfor bør stemme ja. Vi har ikke noget valg, siger de, og de advarer mod, at de franske socialister isolerer sig blandt deres europæiske partifæller ved at sige nej.
Nej-tilhængernes argumenter er anderledes slagkraftige.
De to mindretalsfraktioner Nouveau Monde og Nouveau Parti Socialiste kritiserer forfatningen som en dogmatisk bekendelse til liberalismen og markedsøkonomien, der rejser principielle hindringer for enhver alternativ, progressiv politik.
Fabius tilslutter sig ikke denne opfattelse, men, siger han, »de ønskelige fremskridt er ikke blevet opnået, hverken på det sociale eller økonomiske plan eller for de offentlige tjenester«. Strauss-Kahn taler om »tilbageskridt« i forhold til den version af forfatningen, der blev vedtaget af konventet.
Kold douche
Fabius siger om den nu foreliggende version: »For mig, der er meget pro-europæisk, er det en virkelig kold douche... Jeg tvivler stærkt på, at de franske socialister vil stemme ja til den nuværende tekst«. Han beklager, at EU-beslutninger på det sociale og skattemæssige område kun kan træffes med enstemmighed mellem de 25 lande (altså med vetoret for hvert enkelt land). Forfatningen er vanskeligt forenelig med den kampagne for det sociale Europa, som PS førte op til EU-valget, siger han.
Også andre politikere inden for flertalsfraktionen af PS har erklæret sig for et nej til forfatningen. Det er en udbredt opfattelse, at forfatningen er en sejr for Storbritannien, der ønsker at blokere for sociale fremskridt på europæisk plan. Og fælles for både ja- og nejfløjen inden for partiet er den opfattelse, at forfatningen i sin nuværende version er et skuffende kompromis.
Da partibestyrelsens forretningsudvalg holdt møde i den forløbne uge, konstaterede det, at forfatningen rummer visse »reelle fremskridt« på det institutionelle område, men efterlader »betydelige mangler« på det sociale og skattemæssige område. Man nåede ikke til enighed om en konklusion ud over, at forfatningen »ikke lever op til de forventninger«, der måtte stilles til en »virkelig forfatning«.
Partimedlemmerne vil blive spurgt om deres mening, men tidspunktet og formen for denne undersøgelse er ikke fastlagt.
