Forsvarets Efterretningstjeneste gennemskuede allerede et godt stykke tid før Irak-krigen, at de amerikanske terroranklager mod Irak ikke holdt vand.
Men først fornyligt afmonterede den amerikanske 11. september Kommission anklagerne og konstaterede, at USA ikke er i besiddelse af »troværdige beviser« for en terrorforbindelse mellem Osama bin Ladens terrornetværk og Saddam Husseins regime i Bagdad.
I første omgang accepterede FE de amerikanske beviser for Saddam Husseins støtte til al-Qaeda. Beviser betod ifølge den amerikanske udenrigsminister Colin Powell af oplysninger om, at et formodet al-Qaeda- medlem, Abu Massad al-Zakawi, havde modtaget lægebehandling i Bagdad, samt at organisationen Ansar al-Islam havde etableret en træningslejr i den kurdisk-kontrollerede del af Irak.
Men efter at have nærlæst de amerikanske oplysninger, råbte flere af FEs analytikere vagt i gevær. Heriblandt tidligere efterretningsanalytiker Frank Grevil, der ud over sit speciale i masseødelæggelsesvåben også i en længere periode deltog i formuleringen af de afsnit i FEs trusselvurderinger, der omhandlende terror.
»Ansar al-Islams lejr lå jo i den britisk-amerikansk kontrollerede zone i Nordirak og havde således intet at gøre med Saddam Hussein eller det irakiske styre. At et ledende al-Qaeda medlem havde modtaget lægebehandling i en millionby som Bagdad, var heller ikke på nogen måde et bevis for, at det irakiske regime samarbejdede med al-Qaeda«, siger Frank Grevil.
»Vi diskuterede sagen i tre en halv time, før det lykkedes mig og to kolleger at overbevise chefen for FEs antiterrorafdeling om, at der ikke var fugls føde på de amerikanske anklager, og trusselsvurderingen derfor burde omformuleres på det punkt,« siger Grevil.
Derfor kunne FE den 30. januar 2003 syv uger før Irak-krigen fortælle regeringen, at der »muligvis« har været »visse kontakter mellem al-Qaeda og det irakiske regime... men hvorvidt der er tale om samarbejde mellen det irakiske regime og al-Qaeda, vides ikke.«
FEs øverste chef, kontreadmiral Jørn Olesen, bekræfter citatet som »stort set korrekt,« men ønsker i øvrigt ikke at »gå ind i en polemik med en nu afskediget medarbejder«.
Inget at matche med
Frank Grevil understreger, at FEs ledelse generelt ikke er meget for at ændre i allerede fremsendte trusselvurderinger, men i dette tilfælde lod man sig altså overbevise.
Information har forgæves søgt aktindsigt i FEs al-Qaeda vurderinger, men uden held.
En anden tidligere FE-analytiker bekræfter imidlertid, at »tendensen i tiden efter 11. september var, at alt skulle kobles til al-Qaeda, lige meget hvor langt ude i hampen det var.«
En af årsagerne til, at FE ikke straks kuldkastede de amerikanske anklager, var ifølge Grevil, at tjenesten ikke havde noget at holde de amerikanske påstande op imod. Et generelt problem, som både tidligere og nuværende ansatte i FE før har redegjort for i Information.
»Ligesom på masseødelæggelsesområdet, havde vi stort set intet at matche de amerikanske oplysninger med,« siger Frank Grevil.
Eller som en anden tidligere FE-analytiker udtrykker det: »Problemet var og er stadigvæk FEs manglende egenindhentning. Det eneste værn mod amerikansk bevidst eller ubevidst misinformation er analytikernes sunde fornuft, og den har ofte trange kår.«
Det eneste punkt, hvor Danmark kunne bidrage med oplysninger om Iraks terrorforbindelser var med hensyn til Saddam Husseins finansiering af diverse lokale oprørs- og terror-grupper, herunder de palæstinensiske selvmordsbombere, hvis familier modtog klækkelige beløb fra en hemmelig irakisk konto i Jordan.
»Men heller ikke her fandt vi nogen beviser for Iraks forbindelse til al-Qaeda,« siger Frank Grevil.
Beviser underkendt
En særlig undersøgelseskommission i den amerikanske kongres er i disse dage ved at lægge sidste hånd på kulegravning af de amerikanske efterretningstjenesters indsats i forbindelse med 11. september.
I sin foreløbige rapport, offentliggjort i sidste uge fastslår kommissionen, at der ikke er »nogen troværdige beviser for, at Irak og al-Qaeda samarbejdede om angreb mod USA«, og at der ikke er nogen »overbevisende oplysninger om, at nogen regering ydede finansiel støtte til al-Qaeda før 11. september.«
Af rapporten fremgår det, at al-Qaedas leder, Osama bin Laden, tilbage i 1994 »undersøgte mulighederne for at etablere et samarbejde med Irak«.
Bin Laden skal bla. have forespurgt om mulighederne for at etablere træningslejre samt opnå assistance til at våbenopkøb.
»Men Irak svarede tilsyneladende aldrig på anmodningen,« konkluderer kommissionen, der også refererer oplysninger om kontakter »mellem Irak og al-Qaeda, efter bin Laden vendte tilbage til Afghanistan (i 1996). Men heller ikke disse kontakter »synes at have resulteret i et samarbejde«, hedder det.
Så sent som i sidste uge gentog den amerikanske præsident George Bush og vicepræsent Dick Cheney imidlertid beskyldningerne om en terrorforbindelse mellem Osama bin Laden og Bagdad.
»Grunden til, at jeg insisterer på, at der var en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda, er, fordi der var en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda,« sagde George Bush, mens Cheney betegnede forbindelsen som »langvarig«.
Dansk tavshed
Mens Iraks støtte til al-Qaeda var en af USAs hovedbegrundelser for at gå i krig, nævnte den danske regering aldrig specifikt al-Qaeda som begrundelse for den danske krigsdeltagelse.
Tværtimod sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede den 14. november 2002, fire måneder før krigen, at der»er ikke tableret nogen forbindelse mellem beguivenhederne den 11. september 2201 og regimet i Irak«
Flere gange har statsministeren og udenrigsminister Per Stig Møller og fremhævet Iraks støtte til terrorister. Det skete bla. den dag, Danmark besluttede at gå i krig, 21. marts 2003:
Her sagde Fogh, at »Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser til terrorister og muligvis stadig (har det)«
Anders Fogh har senere over for Information forklaret, at udtalelsen ikke var en henvisning til al-Qaeda, men derimod til den palæstinensiske terrorist Abu Nidal, der for år tilbage døde i Bagdad, til Iraks støtte til Folkets Mujahedin, der bekæmper det iranske præstestyre og til Saddam Husseins økonomiske bistand til palæstinensiske selvmordsbomberes familier.
*De foreløbige konklusioner fra 11. september kommissionen kan læses på: www.9-11commission.gov/