Læsetid: 12 min.

Fodbold som ritual

Kjeld Koplev og Peter Grønborg har ikke meget til fælles. Det er eftertænksomme P1 over for hurtige TV-Danmark. Men ét sted mødes de to – når snakken står på fodbold og hvordan man får lov at se den
18. juni 2004

Skal jeg jonglere med den på hovedet. Det kan jeg da sagtens,« lyder det med ungdommelig selvtillid fra Peter Grønborg. Kjeld Koplev holder sig på fotografens anvisning lidt i billedets baggrund. Hvor Grønborg både praktiserer fodbold på hyggeplan og kommenterer det på TV-Danmark, erklærer Koplev, at hans interesse for fodbold altid har været rent teoretisk. På en skala fra 0 – 10 i fodboldgalskab, sætter hans sig selv til mellem otte og ni.
»Og når jeg ikke siger 10, så er det fordi, jeg ikke vil have ballade på hjemmefronten.«
Grønborg er nået til den erkendelse, at hans hovedspil er lidt rustent. »Der var engang, jeg kunne,« må han sige – de mest smertelige ord en fodboldspiller kan formulere. Og han ser lettet ud, da fotografen har fået sit, og vi kan bænke os på den nærmeste cafe.
Fodbolden har erobret hjemmene og samtalen. Børnetimen er forvist til DR2 og mange kvinder lider under mænd, der er om muligt endnu mere mentalt fraværende end normalt. Blikket er fjernt og distraktionen trives. Hver dag er en lydløs nedtælling til den næste kamp. Det er ikke altid Danmark er et af holdene. Det skal ses alligevel – i hvert fald i baggrunden. Og undskyldningerne er heldigvis blevet bedre med årene.
»Jeg ser jo meget, fordi jeg arbejder med det til daglig. Det er blevet mit alibi,« siger Peter Grønborg.
»Jeg er i den ulykkelige situation, at jeg ganske enkelt må sige til min kæreste: ’Jeg vil selvfølgelig helst være sammen med dig honey, men jeg er nødt til at se den her fodbolskamp, det er ligesom mit arbejde’.«
Koplev slår en imponeret latter op. Grønborg fortsætter og overbeviser sig selv:
»Det er jo mit arbejde.«
Koplev er blevet inspireret:
»Sådan har jeg det jo faktisk også. Når jeg laver Koplevs Krydsfelt, som er så vidtfavnende og har så mange emner, så er jeg simpelthen nødt til at vide, at Pantani ikke er en by i Italien, men en cykelrytter.«
Den opmærksomme læser vil vide, at samtalen er ude af et sidespor og argumentationen lige så – vi skulle tale fodbold. Men i virkeligheden kunne vi tale om sport i almindelighed, når det handler om omverdenens accept.
Grønborg: »Men spørgsmålet er så om du er nødt til at se hele bjergetapen fra klokken 10.00 til 17.00.«
Koplev: »Man må se det hele for at kunne tale med.«
Ingen siger ham imod.

Det bliver aldrig et rigtigt interview. Dertil er emnet for interessant. De to herrer taler uafhængigt af de stillede spørgsmål. Meget presser sig på og skal ud. Ikke mindst de iagttagelser, som fodboldfanatikere ikke kan dele med en hustru eller kæreste. Nedenstående detalje vendte vi tilbage til flere gange. Den er fra kampen mellem England og Frankrig. Zinedine Zidane har scoret til 2-1 for Frankrig på straffespark i kampens overtid. Han er på vej tilbage til den franske banehalvdel.
Koplev: »Det var spændende at se, hvordan Zidane fejede sine holdkammerater væk da han havde scoret. Han var sådan irriteret: ’For helvede hold jer væk. Jeg kan ikke klare det’. Jeg tror, han syntes det var synd for David Beckham.«.
Og Grønborg følger op:
»Ja. Han viser en form for respekt ved ikke at juble.«
Koplev udbygger:
»Jeg så også, at da spillerne var på vej ud af banen, der var Zidane lige henne og hilse på Beckham.«
Og Grønborg perspektiverer teorien:
»Zidane kender jo turen gennem medierne som topstjerne, hvis du har spillet dårligt.«
Sådan er en god fodboldsnak. Et fælles og konkret udgangspunkt. En rituel opridsning af situationen. Analyse. Og konklusion. Vi taler stammens sprog, lukker de få ind i fællesskabet og holder de mange ude.
Men selv om ritualet kan ophøje passerede detaljer til aktuelle begivenheder, så kender vi godt de moralske grænser, som andre har defineret for galskaben. Hvis nevøen skal konfirmeres, så må fodbolden vige, lyder det samstemmende fra hele selskabet. Men selvfølgelig – lyder det opfølgende – man har da lov at håbe på, at der står et tændt fjernsyn et sted.
Nogle kampe bider sig fast og bliver siddende som et register, man kan bladre i for sig selv. Men hvis selskabet er forstående, kan siderne også luftes i fællesskab.
»Jeg husker EM i 1992, hvor vi vandt selv om ingen havde regnet med os. Det var ren dansk feriestemning og skide skægt,« siger Kjeld Koplev. ’Vi’ er i denne sammenhæng Danmarks fodboldlandshold for herrer.
Grønborg præciserer. EM i 1992 var ikke uforglemmelig på grund af spillets kvalitet.
»Det der med EM ’92 var for mig en meget følelsesmæssig ting. Spillemæssigt er det ikke noget, jeg husker tilbage på.«
Harmonien er truet. Men nej. Synspunktet er også Koplevs:
»Nej, det mener jeg også. Det var en følelse.«.
Udvekslingen af fodboldmeninger kan fortsætte.

Grønborg tilhører en minoritet. Ligesom filmproducenter ikke kan se en film, fordi de kun ser klippene og ikke handlingen, kan han heller ikke bare se en fodboldkamp.
»Jeg ser med det samme, hvilken formation holdet stiller op i, og hvilke instrukser for eksempel midtbanen har fået. Det kan man lynhurtigt se, især i starten af kampen, hvor spillerne kan huske beskeden fra omklædningsrummet. Du kan se, at ham der han har fået at vide, at når medspillerne løber frem i den side, så skal du i hvert fald blive tilbage. Det ser jeg.«
Koplev: »Så kan du vel også se sammenbruddet, når taktikken falder fra hinanden.«
Grønborg: »Da Danmark scorede til 1-0 mod Norge i en afgørende kvalifikationskamp i Parken, havde nordmændene lige haft indkast. Bolden var blevet kastet lige ind i midten af banen. Og det ved jeg er forbudt i forhold til den norske taktik. Du må ikke spille bolden på tværs. Det der, det var en kæmpestor taktisk fejl. Og ganske rigtigt. Det var den fejl, nordmændene fokuserede på næste dag.«
Her nærmer vi os den filosofi, samtalen skal vise sig at centrere omkring. Der er to måder at spille fodbold på. Og den, nordmændene praktiserer, er ikke den, danskerne kan lide.
Grønborg: »Han kaster den jo, fordi sådan er fodbold. Det er derimod unaturligt og synd for fodboldspillet at sætte ting så meget ned i kasser. I Real Madrid kaster man jo bolden til den, der er fri, lige meget hvor han står. Tingene må ikke blive for kalkulerede. Der er derfor, vi i Danmark ikke kan lide norsk fodbold. Fodbold er også fantasi og kreativitet. Og hvis du tager det ud ...«
Koplev: »Det er der, vi er i dag. I 80’erne kunne man blive helt betaget af brasilianerne, når de legede. Man så sandstrande og bare tæer for sig. I dag er alle hold så organiserede, at det er svært at se forskel. Og derfor er det svært at holde med et bestemt hold, for de spiller så ens.«
Grønborg: »Jeg holder med det hold, som tør spille risikobetinget fodbold. Det er risikabelt at satse på at angribe. Det er meget nemmere at overlade initiativet til de andre og slå kontra. Det har Italien vidst i mange, mange år. Det sværeste i fodbold er at have bolden og løbe op og score et mål. Jeg beundrer de hold, der prøver, og de spillere, der kan gøre fodbold til et smukt spil.«
Koplev: »Zidane minder mig om Knud Lundberg. Han kunne stå og lave alt med en bold. Han så alle hullerne og alle løbene, inden de var begyndt. Dengang spillede man til en medspiller, så Lundberg var faktisk helt forkert på den, når han spillede bolden ind i det tomme rum. Det opdagede de andre, at de kunne bruge. Men der er for få af dem. Det er derfor Zidane er spændende. Han gør hele tiden noget så man tænker: ’Nå!’«.
»Men jeg synes, der er for meget udligning mellem holdene. De spiller for ens, synes jeg. Der er ikke den forskel, der engang var på Brasilien og de europæiske hold. Systemerne bliver for ens, spillerne har deres pladser.«
Grønborg foretrækker at fortsætte snakken om fantastiske Zidane frem for om fodboldens fallit.
»Måden Zidane flytter bolden på. Måden han bare trækker den væk på, hvis han kan se, at modstanderen er ude af balance. Nu er det jo Information, det her, og så må den jo godt svæve lidt: Det fantastiske er jo, at det her foregår med fødderne og benene. Jeg kan jo sidde med den her pose sukker og kaste den op og lade den lande på bagsiden af min hånd – men med fødderne. Det er helt fantastisk. Det går så hurtigt, og du skal holde balancen. Det er derfor det er så ekstremt fascinerende.«

Diskussion om Zidanes kvaliteter har relation til dansk fodbold. Skal man bruge de kreative spillere, som ikke bruger kræfterne på at lave glidende tacklinger? Selskabet er ikke i tvivl.
Grønborg: »Der er spillere, der er ekstremt dygtige offensivt, men som ikke bringer noget defensivt. Typer som Zidane eller Michael Laudrup. Selvfølgelig skal de med.«
Koplev: »Ja, da.«Grønborg: »Så må man indrette sin taktik efter det, sådan som Danmark gjorde det i VM i 1998, hvor vi skulle møde Nigeria i ottendedels-finalen. Danmark spillede godt, fordi Michael havde fået en fri rolle. Alternativet var at han var bundet til venstre side i en flad midtbane, hvor han bliver presset helt ned i vores forsvar, når de andre har bolden. Og hvor er Michael Laudrup bedst på en fodboldbane? Oppe foran. Det må man tage hensyn til. Det gør franskmændene. De har Zidane på midtbanen, fordi de ved, han kan skabe chancer med kreativitet og fantasi.«
På dette tidspunkt er der ikke luftet nogen voldsom foragt for italiensk fodbold. Men det står fra nu af tydeligere og tydeligere, at italiensk fodbold skal kategoriseres sammen med engelsk og norsk. Og at disse hold står over for andre hold, der spiller som Frankrig.
Grønborg: »Vi har et fransk hold, som er besat med fire deciderede offensivt tænkende spillere. Det er en taktik, som er lagt an på at erobre bolden så hurtigt som muligt og derpå finde svagheden i modstanderens forsvar og komme igennem og score. Så enkelt og så svært. Englænderne spiller meget mere defensivt. De prøver altid at lave hurtige angreb. Lange bolde fra Beckham frem mod de to hurtige angribere. Englænderne vil forsøge at komme hurtigt frem ad banen og hurtigt af med bolden. For jo længere tid de har bolden, desto farligere er det. Tænk hvis franskmændene pludselig bryder på midten.«
Koplev: »Selv Beckham er blevet forudsigelig. Det han kan er at lægge en flot bold ind.«.
Grønborg: »Og det får englænderne så også et mål på.«
Koplev: »Ja, men det er bare set så mange gange.«
Grønborg: »Derfor holder jeg med Frankrig. Fodbold handler om at lave mål. Hvis vi er otte gutter, og vi deler to hold fire mod fire, så er der ingen af os, der kunne finde på at stille os foran vores eget mål for at forhindre modstanderne i at score. Vi vil selvfølgelig forsøge at komme op at score. Det er jo fodbold. Franskmændene tænker: ’Hvordan får vi lavet et mål i den her kamp’. Og skridt nummer to: ’Hvordan undgår vi så at de andre får lavet mål.’ Hvor man i England og Italien siger: ’Hvordan ødelægger vi modstanderens offensiv? Hvordan destruerer vi modstanderens offensive kapacitet! Det gør vi sådan og sådan og sådan. Godt så. Og hvordan får vi så eventuelt selv et mål?’ Og det er den helt afgørende forskel. Derfor er der stadigvæk i 2004 stor forskel på, hvordan man tænker fodbold rundt omkring. Er din ambition at score mål eller forhindre modstanderen i at gøre det?«
Koplev: »Forsvarsspil er kedeligt at se på. Det drejer sig om at få mål.«
Grønborg: »Det er intentionen om at få mål, der er vigtigt for spillet.«
Koplev: »Målene giver også forløsningen.«
Grønborg: »Jeg forstår ikke at italienske fodboldtilskuere finder sig i det. Italien er et smukt land, dejlig mad og de har begrebet La Bella figura som dækker arkitektur og andet. Derfor kan jeg ikke begribe, hvorfor deres fodbold skal være så udsultet og fattigt... Men for dem er nederlaget så ubærligt, at man for alt i verden må undgå at tabe. Italienerne har altid været tilfredse med 0-0. Så har vi i hvert fald ikke tabt.«

Danmarks sidste og afgørende puljekamp er mod Sverige. Hvor der ikke er nogen tvivl om, hvordan Norge skal kategoriseres ud fra de forskellige fodboldfilosofier, er det straks sværere med Sverige. En engelsk ekspertkommentator har over for svensk tv forklaret, at han aldrig ville gide blære sig med, at han havde billet til en svensk landskamp. Det udsagn har gjort ondt på svenskerne.
Holdet har stærke offensive spillere, men alligevel virker det som om de ofte spiller med håndbremsen trukket. 5-0-sejren over Bulgarien er en undtagelse, men Bulgarien er med al respekt ikke noget storhold.
Grønborg: «Jeg var til en paneldi-skussion i Sverige, hvor svenske trænere med forstand på dansk fodbold skulle give svaret på følgende spørgsmål: Hvordan skal Danmark slå Sverige? Svaret var ifølge de svenske trænere, at Danmark skulle komme igennem på fløjene. De skal bryde igennem fra fløjene og lave indlæg til Jon Dahl Tommasson. Så blev trænerne spurgt, hvordan Sverige skulle slå Danmark. Og svaret lød: Sverige skal sørge for at de danske fløje ikke kommer igennem. I stedet for at sige:»Vi skal have Henke Larsson til at gøre sådan og sådan, så handler det om, at de andre ikke må lave mål. Det er præcis der, forskellen ligger. I indstillingen.«
»I Danmark spiller vi generelt mere offensivt end Sverige. Der er et større krav fra publikum om at se noget angrebsfodbold. Det var også derfor at Richard Møller Nielsen var så upopulær i Danmark, selv om vi vandt mange kampe under ham. Folk vil ikke se det der defensive fodbold.«
Men hvordan går det så? Når Danmark videre fra indledende runde eller slutter det med et nederlag til svenskerne og måske også pointtab mod Bulgarien? Det er svært at få et præcist bud.
Koplev: »Jeg er dybt pessimistisk kamp for kamp: Det her klarer vi aldrig. Jeg ser ikke taktikken på samme måde, som Peter gør. Men jeg ser med det samme, hvordan de ser ud i ansigterne. Jeg sidder på kanten af stolen og er helt ødelagt. Min grundindstilling er, at man ikke rigtigt kan stole på Danmark. Men det letter lidt, hvis de afleverer ordentligt. Og især hvis jeg kan se, at spillerne har den der dansende fornemmelse og attitude.«
Grønborg: »I dag, hvor jeg er fodboldjournalist, holder jeg ikke rigtig med nogen. Det er blevet lidt kedeligt, for det er sjovt at holde med nogen. Jeg holder med Danmark, når der er landskampe, og det synes jeg er sjovt. Der kan jeg mærke følelserne. Jeg kan blive bange, hvis vi er foran 1-0 og der mangler fem minutter.«
»Danmark kan rigtigt meget, men det er der mange hold der kan, desværre. I betragtning af vores lands størrelse, så er jeg stolt af det her hold. I modsætning til tidligere, så spiller vi positivt. Spillerne prøver at få fat i bolden og vil gerne angribe. Og det synes jeg er sympatisk. Når England med 60 millioner siger: ’Lad bare de andre have bolden,’ så er det flot, at vi prøver på at vinde. Jeg så en venskabskamp mellem Danmark og Spanien, hvor Danmark havde bolden 65 procent af tiden. På udebane! Mod Spanien! Så er jeg altså imponeret.«
Koplev: »Men vi tabte 0-2. Og vi vinder ikke EM ved at spille flot og tabe
0-2.«
Grønborg: »Det er dilemmaet og en af fodboldens spændende diskussioner: Hvad er bedst? Og det er selvfølgelig aldrig bedst at tabe. Det er bedst vinde med stil.«q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu