Læsetid: 2 min.

Foderfirma politianmeldt

GMO-fri foder er fyldt med GMO. Greenpeace politianmelder landets største producent.
25. juni 2004

I går mødte 10 aktivister op på DLG’s foderfabrik i Skave i Nordjylland, og pyntede fabrikkens silo med en 4x4 meter stor ’sur smiley’.
Den viser, at foderproducenten har alvorlige problemer med at holde deres GMO-fri foder rent.
Greenpeace har fået analyseret fire af fabrikkens GMO-fri svinefoderblandinger, og tre af prøverne overskred grænseværdien – i en af prøverne fandt man op til 50 % GMO-soya.
»Det er er en grov vildledning af de landmænd, der ønsker at fodre deres svin med GMO-fri foder - foder, de i øvrigt betaler en alt for høj ekstrapris for. «
»Det er ydermere et klart lovbrud, idet de nye GMO-regler, der trådte i kraft i april i år foreskriver klar GMO-mærkning, hvis produktet indeholder mere end 0,9% GMO per ingrediens,« siger Dan Belusa, GMO-talsmand i Greenpeace.
DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab) er landets største foderproducent, og her påpeger man, at hverken egenkontrol eller Plantedirektoratets hidtidige prøver har vist noget mistænkeligt. Men man erkender, at produktet skulle have været mærket:
»På indlægssedlen skulle der stå, at blandingen kan indeholde op til 1% GMO, det har der ikke gjort, og det vil blive rettet omgående,« siger informationschef, Christoffer Hage.
Han påpeger samtidig, at konklusionen afhænger af, hvordan man regner på prøverne.
»Greenpeace har undersøgt en ingrediens af foderet og ikke set på den samlede foderblanding. Blandingen indeholder samlet set under den ene procent, som den må ifølge vores aftale med Danish Crown,« siger han.
Men den køber Greenpeace ikke.
»EU-forordringen tilsiger en grænse per ingrediens, derfor er det humbug at sige, at man måler på den samlede blanding. DLG har derfor intet belæg for at afvise vores undersøgelse,« siger Belusa.
Hos Plantedirektoratet har man ingen kommentarer til sagen, før den er undersøgt yderligere.
Direktør Ole P. Kristensen understreger dog, at det er producentens ansvar, at loven bliver overholdt.
»En del af anmeldelsen går på overtrædelse af foderlovgivningen, derfor skal vi formentlig se på sagen. Hvis det viser sig, at der virkelig er GMO i foderet, er det naturligvis ikke godt nok, og så vil der blive reageret i overensstemmelse med gældende regler,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu