Læsetid: 4 min.

Folkeoplysning i Turbo

Digteren Per Højholt indskrives i kunsthistorien som en af forløberne for 90’ernes mediekunst. En af årets hidtil bedste, mest ambitiøse og originale udstillinger er netop åbnet
24. juni 2004

Kunstudstilling
Det kan virke paradoksalt, at digteren Per Højholt nu gøres til genstand for en retrospektiv kunstudstilling på et museum. Selv optrådte digteren med sine forskellige oplæsnings- og performanceshows bevidst alle mulige andre steder end netop på kunstmuseet. Nu viser samtidskunstmuseet i Roskilde et ikke bare repræsentativt, men overraskende bredt udsnit af digterens såkaldt mediekunstneriske produktioner fra 1967 og frem. Den medfølgende bogudgivelse er en vigtig del af udstillingen og indeholder helt luksuriøst to cd-udgivelser spækket med ‘lydstykkker’, Gitte-monologer, radioreportager m.m. Udstillingens underliggende ambition er, med Højholt som kostelig indsats, at skrive mediekunstens (danske) historie ud fra nye forudsætninger. Og forsøgsvist at nærme sig en genremæssig bestemmelse. Ambitiøst og vildt interessant. Men heller ikke uproblematisk.
‘Mellem ørerne – PERformer Højholt’ kunne umiddelbart minde om den klassiske retrospektive kunstudstilling, der ofte er et halvlunkent og pædagogiserende stykke kunsthistorie. Typisk kedelig, fordi der som regel er tale om værker, der i forvejen cirkulerer synligt rundt i museumssystemet. Men det er der så på ingen måde tale om her.

Folkeoplysning
Udstillingen er overraskende og må i det hele taget virke dybt inspirerende på yngre digtere, litterater, kunstnere, radiofolk. Ja – folk der i det hele taget holder en nok så lille mental dør på klem, men som af gode aldersmæssige grunde ikke har kunnet opleve performeren Højholt optræde live med sit enmandsshow, der slet og ret hed Show. For disse turbulente og i bogstavelig forstand elektriske oplæsningsseancer, hvor kaudervælske ordstrømme, lydeffekter og indstik af slapstickkomisk karakter afvikles med digterens udprægede sans for rykkende temposkift (som det ses på tv-udsendelsen fra Brandbjerg højskole 1973), må have virket som et totalt uforudset kunstnerisk elektrochok, der ramte plet ned i den jyske muld af provinsialitet og det nøgne ingenting. »Et show er, hvad det er, mens det kører, og intet, når det er færdigt,« forklarer Højholt til et tv-kamera, hvorefter forsamlingen af mere eller mindre måbende, paralyserede og vantro højskoleelever observerer fænomenet udfolde sig – i Turbo! Se dette er folkeoplysningens moderne ånd.
Per Højholts mediekunstneriske produktioner er som oftest fremragende. Fra de medieeksperimenterende og altid meget morsomme enten frenetisk knopskydende eller konkretistisk gakkede radioproduktioner, som henholdsvis Turbo, En spacefiction (1969) og Omkring rundt (1970), til de ligeså morsomme stereotyper, dialekter og karikaturer i Gittes monologer (ca. 1979 – 1983). Filmen Dette tab af sted jeg rejser i (fra 1982 – ikke vist offentligt før nu) er, nu vi befinder os i det mediekunstneriske spor, en smuk og filosofisk mediterende kunstfilm om ‘noget’ og ‘ingenting’. Slægtskabet med visse videoværker af Gary Hill og Bill Viola står klart og den kunstneriske kvalitet er mindst lige så høj.

I smerteskolen
I den subtilt samfundsmediterende radiomontage Smerteskolen (1978), der tager afsæt i lydoptagelser fra Legoland, beskrives smerteuddrivelsens forskellige former og legens disciplinerende karakter. Sammen med filmen Stockcar (1973), anslår Smerteskolen en række etiske problemstillinger, der, kendetegnende for Højholt og helt befriende, aldrig behandles moraliserende, men lige netop kunstnerisk.
I Stockcars meget enkle komposition ser vi skiftevis tre forløb. Vi ser en kvinde i sin lejlighed på sammenbruddets rand, der manisk pakker alt ind i papir (det kan forsikres at hendes ærinde er af en helt anden neurotisk karakter end indpakningskunstneren Jean-Claude Cristos). Vi ser en skoleklasse på busudflugt, der fuldstændig tyranniserer deres lærere. Og endelig ser vi tre elegante og smarte unge mænd køre en BMW aldeles truende rundt i et storcenter og siden hen aggressivt op på et fortov for at genere en gammel dame. Lydsiden: muzakkens evindelige og sorgløse flyden. Yderst simpelt. Meget effektfuldt.
Højholt spænder ufattelig bredt. Og måske bredest i de forskellige showformer og mediekunstneriske produktioner, hvor den særegne evne til kompromisløst at koble en folkelig dimension sammen med vilde avantgardistiske eksperimenter kommer tydeligst frem.

Ud af æteren. Ind på museet
Men det interessante ved historien er ikke mindst, at alle disse mediekunstneriske produktioner, vi ser på Museet for Samtidskunst, aldrig har været tiltænkt kunstmuseet og da slet ikke dets samlinger. Da Højholt i starten af 1970’erne optrådte med Show, var det på gymnasier, seminarer, højskoler, biblioteker o.lign. Turbo. En space-fiction udkom på lp, men var oprindelig en radioproduktion, (som ifølge Højholt selv, var radiomand Peter Kristiansen og tekniker Clemens Johansens værk!) ligesom Omkring rundt, Smerteskolen og de mange andre lydstykker, reportager, Gitte-monologer m.m., der nu foreligger på cd. Højholt ville langt uden om kunstens traditionelle produktionsformer, »fordi de borgerlige dannelsesidealer dominerer det kulturliv, der er dens ufravigelige miljø«, som der står i Intethedens grimasser – Højholts teoretiske hovedværk.
Højholt må altså i dag se sig selv repræsenteret indenfor det miljø, han af al magt prøvede at undgå. Det er måske ikke så slemt eller paradoksalt som det umiddelbart lyder. For det første: Vi er glade for at kunne se og lytte til alle disse radio- og tv-produktioner, som jo nok ikke går den lyseste fremtid i møde på sendefladerne. Dertil er værkerne simpelthen for gode. For det andet: Museets rolle har i mellemtiden ændret sig en lille smule og måske specielt det i Roskilde, der aktivt forsøger at redefinere og omfortolke (medie)kunstens og museets rolle i samfundet. En vanskelig, men heroisk indsats. Om det kan lykkes for et museum, at skabe sig et andet publikum, således at en kommende Per Højholt gerne leverer et show på stedet, og alligevel stadig forblive et museum, det må tiden vise. Hvad mellemtiden angår, så er den Højholtsk, i turbo og helt uforlignelig. Den går nu!

*’Mellem ørerne – PERformer Højholt’. Museet for Samtidskunst. Roskilde. Til 26. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her