Læsetid: 4 min.

Força fodbold

Nyd fodbolden. Europa skabes ikke fra oven, men føles også fra neden
11. juni 2004

Udsyn
Hvad er vigtigst for en europæisk identitet? Fodbold-slutrunder som Euro-2004 i Portugal eller Europa-Parlamentsvalget? Måske kan De finde svaret på en lækker fladskærm eller ved at hente video-highlights ind på mobiltelefonen. I Tyskland er 45 procent af de multimedieklip, som T-Mobiles 60 millioner kunder henter ind på mobilen, fra Bundesligaen i fodbold. Selskabet regner med at udvide successen under Euro-2004 slutrunden. Business for imagologi og underholdning i permanent mobil kommunikation. Måske bliver Europa i sin forunderlighed formet via den diminutive skærm på mobilen? Det subliminale i Euro-2004 viser hen til fællesskabets møntenhed, euroen, og er led i fortsat symbolbygning.
I de fleste EU-lande er værnepligten til at forsvare nationen militært afskaffet, staterne har fået den økonomiske suverænitet udhulet på det liberaliserede verdensmarked, og der er ikke så mange slagmarker, hvor folk kan udkæmpe deres symbolgivende slagsmål mere.
Der er få frirum. Lyt bare til massernes patriotiske brøl under klaphat og tørklæde, hvis nationens fodboldhelte banker svenskerne. Sociologer og meningsdannere i den nationalkulturalistiske genrejsning – ingen nævnt, ingen glemt – vil gribe øjeblikkets rus og påstå, at nationalstaten for folket er vigtigere end nogensinde før. I deres reaktion imod de mange globaliseringer trækker de sig tilbage og ind i de gamle forklaringsmønstre.
I Portugal fører det højreorienterede PP valgkamp under sloganet ’Força Portugal’ og deler gule og røde kort ud til modstanderne. Fodboldens sprogkoder er effektive i det mediale demokrati. Berlusconiseringen af europæisk politik er igang. I Tjekkiet stiller en pornostjerne op, i Estland kan vælgerne blive forført af modellen, Carmen Kass, og i Slovenien har fodboldhelten, Mladen Rudonja, så travlt med at træne musklerne, at han ikke har tid til at føre EP-valgkamp for sit kandidatur. Nu mangler vi bare, at Don Silvio (der synes, at hr. Fogh er en flot fyr) køber TV-2 med sit Mediaset og opretter et ’Força Europa’.
Mere end syv milliarder tv-seere – målt i akkumulerede tal – vil følge fodbold-EM. Showet har tiltrækningskraft. Men under 50 procent af vælgerne gider at stemme til EP-valget. Det er sygt. Det europæiske – og ikke bare det i EU – er afkræftet. Også nationalt, hvor de aktive flygter fra partierne. Intensiteten i den politiske debat er omvendt proportional med varerne på hypermarkedernes hylder. Og antallet af shows i tidens public service tv. Manglen på oplysning, elementær dannelse og passioneret debat om samfundets indretning og EU’s nye forfatning bør bekymre. Kun hver fjerde dansker kan tælle til 25 EU-lande, men der er altid en ekspert til at bortforklare det som et sundhedstegn på, at danskerne er mere optaget af ’processerne’. Det lyder lidt som den stivnede debat om den danske folkeskole.

Debatten om demokratiets fremtid – i en verden, hvor vi med politologen David Helds ord er indlagt i overlappende skæbnefællesskaber og skal genopfinde demokratiet – er også ret tabubelagt. Ja, man kan høre den energiske Bonde synge endnu en sang om EU som et demokratitruende projekt, men hans hjemlængsel til det mellemstatslige morads sikrer ikke demokratisk regulering af de frisatte markeder og grænseoverskridende problemer på det rigtige niveau. Omvendt er der stort set ingen EU-tilhængerne, der har et solidt bud på et europæisk demokrati. Som del af en vision om et globalt demokrati. Vi snubler ind i fremtiden.
Det er så deprimerende, at man næsten forstår, at kun 20 procent af slovenerne vil stemme og kun en tredjedel af briterne vil. I et nyt essay om klarsynet skriver den 81-årige forfatter, José Saramago – der stiller op til EP-valget i Portugal – om den perfekte demokratiske tragedie. Et samfund, hvor 83 procent af vælgerne stemmer blankt, og regeringen griber til undtagelsesforanstaltninger. Saramago mener, at demokratiet er blokeret, overvåget og lever i en bobbel, hvor den økonomiske magt dikterer alt.
Man må håbe, at det ikke går sådan, som en ven plejer at sige, når han vil afværge pessimisme.
Men hvorfor være pessimist? Om lidt fløjtes der til kamp i Portugal. Forhåbentlig tryller Thomasen på grønsværen, og hvis ikke han gør, kan vi nyde den algierske indvandrer, Zidane, der er hele Frankrigs og fodboldens fornemste ridder.
På grønsværen findes en ny kosmopolitisk identitet. Forleden erklærede Zidane over en tortilla de patata, at han nu også føler sig som halvt spansk. Han er ikke ’fremmedlegionær’, som danske Bundesliga-spillere blev kaldt i EF’s unge dage. Han er også vores helt. Som Pirès, der er barn af en portugiser og en spanier, spiller i en engelsk klub og under Euro-2004 kæmper for Frankrigs demokratiske republik. Det er storslået. Lad ’os’ knappe en Carlsberg op og få en sponsor-øl, der markedsføres som et kosmopolitisk produkt. . Herunder på grønsværen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her