Læsetid: 2 min.

Forsvarschefens orienteringer hemmeligholdes

Fem gange under Jæger- og Frømandskorpsets indsats i Afghanistan i foråret 2002 følte forsvarschefen, at han måtte orientere Forsvarsministeriet – om hvad kan offentligheden bare ikke få at vide
19. juni 2004

Hemmelighedskræmmeriet om det danske specialstyrkebidrag til indsatsen mod terrornetværk i Afghanistan i foråret 2002 fortsætter.
Senest har Forsvarsministeriet blankt afvist at give aktindsigt i de orienteringer, som forsvarschef Jesper Helsø har pligt til at sende til Forsvarsministeriet. Det eneste, ministeriet har ønsket at udlevere, er en ufuldstændig journal-liste med i alt seks dokumenter.
Hemmeligholdelsen begrundes ikke med henvisning til Forsvarskommandoens notat fra april 2004 om generel hemmeligholdelse af oplysninger om specialstyrkerne, derimod henviser Forsvarsministeriet til de paragraffer i offentlighedsloven, der bl.a. handler om »statens sikkerhed«, »rigets forsvar« og »forholdet til fremmede magter«.
Derfor kan offentligheden ikke få at vide, hvad Jesper Helsø har orienteret daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) om vedrørende de danske specialstyrker. Det eneste, vi må vide, er, at det er sket seks gange i løbet af det halve års tid, hvor i alt 102 soldater fra Jæger- og Frømandskorpset var udsendt til Afghanistan.
Alle seks dokumenter har titlen »FOELM Situationsrapport COM (Central Command)« samt »Daglig briefing i US CENT«.

’Tunge sager’
Kontorchef Keld Christensen fra Forsvarsministeriet har tidligere oplyst til Information, at forsvarschefen har pligt til at orientere ministeriet »om forhold vedrørende danske militære styrkebidrag i internationale operationer, herunder særlige hændelser, hændelser der kan have politisk interesse, samt hændelser der kan have mediernes bevågenhed.«
En anden af ministeriets kontorchefer, Birgitte Juul, har suppleret med, at informationspligten også gælder »hændelser, der medfører egentlig brug af magt«. Hun tilføjer, at »detaljeringsgraden afhænger af den konkrete hændelse, men omfatter generelt også omfanget af den anvendte magt.«
Kort sagt skal ministeriet orienteres, hver gang der er ’tunge sager’ på tapetet.
Når det er Jesper Helsø, der har denne ’løbende’ orienteringspligt, hænger det ifølge Keld Christensen sammen med, at forsvarschefen »ved udsendelse af danske militære styrkebidrag, herunder specialstyrkebidrag, i internationale operationer bibeholder (…) fuld kommando over de danske styrker, herunder jurisdiktion«. Hvad de udsendte, danske soldater gør, gør de med andre ord på forsvarschefens fulde ansvar.

Cubafangen og tolken
Betydningen heraf er åbenbar: Når forsvarsministeren skal orientere offentligheden eller leve op til sit ministeransvar i forhold til Folketinget, er det altså forsvarschefens pligt at sørge for, at ministeren er godt klædt på.
Især to forhold den seneste tid har peget på, at denne orientering nok ikke sker optimalt. Først var der spørgsmålet om, hvor ’den danske cubafange’ var pågrebet, Afghanistan eller Pakistan? Det ’glemte’ chefen for de danske specialstyrker øjensynligt at orientere om, selv om han i foråret 2002 ’tilså’ Slimane Hajd Abderahmane. Derfor kunne udenrigsministeren flere gange fejlagtigt meddele Folketinget, at Abderahmane var fanget inde i Afghanistan.
Anden gang var, da forsvarsminister Søren Gade (V) svarede på Søren Søndergaards (EL) spørgsmål, om dansk militært personel havde deltaget i afhøringer af fanger i Afghanistan, »hvor der er anvendt tortur og anden nedværdigende behandling.«
Nej, forsikrede Søren Gade, for »Forsvarskommandoen har oplyst, at dansk militært personel ikke har deltaget i« den slags afhøringer. Få dage senere kom så nyheden om, at en dansk tolk, udsendt af forsvaret, havde anlagt en arbejdsskadesag med krav om erstatning, fordi han havde overværet »tortur og drab«, som Ritzau formulerede det, på fanger i amerikansk varetægt i Afghanistan.
Disse nye oplysninger fik Det udenrigspolitiske Nævn for godt en uge siden fra forsvarsministeren, der har overladt sagen til Forsvarets Auditørkorps.

uda@ information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her