Læsetid: 6 min.

Fortiden er forbi

Man fatter ikke, hvordan Bush, når han færdes alene i Det Hvide Hus om aftenen, vover at snige sig forbi portrætterne af store forgængere som Jefferson, Lincoln
5. juni 2004

Intermetzo
I think we agree, the past is over.
Præsident Bush, Dallas Morning News 10. maj 2000

Det hjemlige højre med centrum i Berlingeren og en B.T.-redaktør, der praktisk talt fungerer som talerør for regeringen, har for tiden travlt med at udråbe kritikere og modstandere af præsident Bush som antiamerikanere. Aldrig så snart filmmanden Michael Moore havde vundet sin palme i Cannes, før det kom til udtryk: Nu var den fine Cannes-pris blevet politisk og erklæret antiamerikanisme; hvad kunne man også vente andet af franskmændene, der hele tiden har ment, at krigen i Irak er uforsvarlig. (Jo, jo de har også penge til gode, det ved vi jo godt, sådan er nogle af dem også!). Reaktionen mindede ikke så lidt om tidligere tiders hellige forsikringer om sportens uafhængighed og ikke-politiske væsen, til den dag en eller anden sportsbegivenhed fra at være beliggenhedskonservativ uforanderlig garant for tingenes ufravigelige stilstand pludselig fik et andet fortegn. Markant da sorte sportsfolk på den olympiske sejrsskammel hævede højre arm til black panther-hilsen. Så blev der et farligt hus, sporten var blevet politisk, fy faen!
Herhjemme fik den som antydet hele armen, Cannes havde tildelt en ikke-kunstnerisk film førsteprisen, forsikrede Berlingskes kulturredaktør i et ukritisk radiointerview, en film med klare anti-holdninger. Som om film ikke har holdninger, og film uden holdninger ikke også er holdninger. Nævn en film, der ikke har haft politisk indhold. Far til fire i sneen hylder det kryptopædofile, småborgerlige, konservative kærnefamilieliv, Den Gamle Mølle på Mols, landmandsliv, og Blut und Boden og Fra den gamle Købmandsgaard trofastheden over for kapital og forretning frem for fremmed fisse. For nu at sige det sådan.
Der var mere af samme skuffe, hvor det uudsagte bliver fremstillet som det objektive og kritikken som had. Statsministerens besøg i Washington ophøjedes af de jublende i Pilestræde til statsmændenes stormøde, mens mere skeptiske iagttagere gjorde opmærksom på misforholdet mellem påstået intention, faktiske ord og fælles konkrete erklæringer. Den allermest vidunderlige formulering var Bush/Foghs erklæring om, at irakerne naturligvis selv bestemmer, om tropperne skal blive eller rejse hjem. Naturligvis. Især når enhver idiot kan se, at en irakisk statsminister eller præsident, indsat på koalitionens betingelser og med billigelse af Bush, har kortere levetid end en døgnflue, hvis vedkommende ikke bakkes op i alle ender og kanter. Og selv sådanne militære garantier er næppe nogen god livsforsikring . Adskillige indbyrdes rivaliserende stammer og grupper står parat til at erobre skalpe fra folk, som de opfatter som rene quislinge, hvis de ellers kunne norsk.
Man får let det indtryk, at Bush’s udsagns stupiditet, runden af mandens tilsvarende dannelsesniveau, modtages positivt af medløbende professionelt kommenterende folk, der med en kraftanstrengelse har slukket for forstanden. Læs denne sætning igen, ordene er faktisk rosende ment og frakender altså ikke talerørene forstand. Mindre rosende måske, hvad angår småting som etik og moral, det billige skidt.
En af de sidstedags nykonservative, den gamle venstrefløjsprovo Ole Grünbaum var nærmest ved at finde sin nye helgen i Bush som afløser for – Marcuse var det vistnok engang, eller var det Anders And? – siden en lille fed, indbildsk, øretæveindbydende indisk guru, der til gengæld også var en svindler, siden Jesus, siden Bill Gates, eller også var det omvendt - og nu altså Bush. Mon det næste ikon bliver Fogh Rasmussen? Denne vil i så fald kunne betro Grünbaum visse metoder til at holde styr på disse skriftende sandheder ved brug af passende doser kreativ bogføring. Ikke fordi Grünbaum er en snyder, det er han bestemt ikke, han er en kronisk troende, god og meget, meget rar fyr, elskværdig som få og underholdende. Dertil kommer, at han i egenskab af lyslevende menneskeligt barometer som en anden Pittelkow evner at registrere lufttryk og vindens retning i afmålt takt med forandringerne. Den slags er fascinerende. Hvor folk som Grünbaum, der ellers ikke ligner Pittelkow på andet end det store skæg, Pittelkow ikke mere har, egentlig gør ad deres brugte erkendelser, kan man af og til undre sig over. Eller opfatter de mon livsforløbet som én lang opbygning hen imod den fuldendte sum af alle gangbare holdninger og synspunkter? Ja, man har vel lov at spørge, ellers bliver man jo aldrig ligeså klog.

Medieprofessor ved New York University Mark Crispin Miller begik i øvrigt allerede for et par år siden en bedårende bog om George W. : The Bush Dyslexicon med undertitlen: Be afraid, be very afraid. Det sidste udbrud kan man efter endt læsning godt forstå, hvis man da ikke i forvejen nærede denne velbegrundede angst. Spørgsmålet er jo det enkle om Bush’s uendeligt primitive sprog med en beherskelse af gloser og syntaks som en sent udviklet otteårig ikke også dækker over en tilsvarende menneskelig primitivitet. Man har lov at slutte negativt, når man betænker de ulykker, manden allerede har iværksat, og hvilke der venter om næste hjørne, såfremt demokraterne ikke får damp på flodbåden. Man kan hævde, at det primitivt talte er det primitivt tænkte. Guderne skal vide, at Bush ikke er den første præsident på sprogligt abestadium, men han hører på den anden side til i udkanten af femte division. Og når man betænker Unionens betydelige oratorer på posten, fatter man ikke hvordan Bush, når han færdes alene i Det Hvide Hus om aftenen, vover at snige sig forbi portrætterne af store forgængere som Jefferson, Lincoln, Roosevelt’erne og Kennedy.
Hele bogen er én lang citatkæde hentet fra udtalelser og interviews i tv og afdækker en rent ud rystende samling vås og sproglig sildesalat, som imidlertid også dækker over hårhudet kynisme og direkte løgne. Mandens evne, hans formentlig hårdeste politiske valuta, til at sætte sig under den laveste fællesnævner er formidabel. Han kan således hævde, og slippe fra det over for en stadigt mere og mere sløv og ukritisk presse, at han forstår small bussiness, fordi han selv har været small bussiness. Det svarer til, at Mærsk hævdede at forstå sine kassedamer, fordi han ejer de fleste af landets supermarkeder og kan synge partierne i Tosca efter at have ydet sin skræv til operaen. Man kan måske i et optimistisk øjeblik mene, at Bush repræsenterer det absolutte lavpunkt i den politiske side af tv-kulturen, at folk ikke kan tage mere af den slags, og at det nu kun kan gå fremad. Dette er langt fra sikkert og snarere udtryk for ønsketænkning.

I sin tid, da Ole Grünbaum så småt var i gang med at smide bukserne i en bredere offentlighed, beskyldte man i den danske borgelige presse med ledende venstrefolk og daværende socialdemokrat – og kollega – Jørgen Schleimann i spidsen Danmarks Radios korrespondent i Washington, den navnkundige Christian Winther for at være antiamerikansk. Det gjorde man, fordi Winther, en af dansk udenrigsjournalistiks betydeligste skikkelser nogensinde, 1: på linje med amerikanske medier og adskillige amerikanske fremtrædende politikere som f. eks. Robert F. Kennedy kritiserede det amerikanske engagement i Vietnam og 2: senere dagligt rapporterede, i skarpe vendinger inspireret fra Washington Post og New York Times og deres fremragende reportere, om Watergate-skandalen. I sidste ende fældede dette uhyrlige konglomerat af slyngelstreger jo den forbryderiske og dystre republikanske præsident Nixon. Winther havde ikke sagt ét ord forkert, men fik aldrig nogensinde så meget som antydningen af en undskyldning fra sine så ihærdige kritikere for deres grove beskyldninger. De havde endda forlangt ham fyret. Dobbelt komisk – eller tragisk – var det i og for sig, fordi Winther selv var borgerlig med stærke inklinationer til partiet Venstre, fra hvis presse han oven i købet kom. Historien gentager sig som bekendt ikke, men visse dumheder gør det tilsyneladende. Som for eksempel at kritikere af USA under George W. bevidst forveksles med skummel hadefuld femtekolonne fra den mest paranoide amerikanske fiktionstradition. Man håbede jo at denne fortid var forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu