Læsetid: 2 min.

Gorans sommer

23. juni 2004

Spot
Denne sommer er en sand fest for os sportsidioter. For godt en uge siden begyndte EM i fodbold, dagen før finalen spilles, begynder tre ugers Tour de France, og når den gule trøje er blevet uddelt for sidste gang i Paris den 25. juli, er der kun godt tre uger til, at de Olympiske Lege i Athen brændes i gang.
For en ægte sports-afficianado er sports-sommeren 2004 dog meget mere. Den er som sædvanlig også ensbetydende med den største af alle tennis-turneringer, Wimbledon – eller The Lawn Tennis Championships at Wimbledon, som turneringen retteligt hedder.
Det er uden sammenligning den mest prestigefyldte tennisturnering i verden, og højdepunkterne i turneringens historie har været mange. Der er Bjørn Borgs fem sejre i træk fra 1976 til 1980, der er Pete Sampras syv sejre, der stadig er rekord, og så er der det største af alle højdepunkter, den ene sejr, som tennisentusiater får tårer i øjenkrogen af at tænke på – kroaten Goran Ivanisevic’s sejr i 2001.
Vejret den sommer var – som det ofte er i England i juli – skiftende. Lidt sol, lidt blæst og lidt regn, men græsset på det smukke tennisanlæg i London-forstaden var saftigt og grønt, og adskillige ekspert-udpegede forhåndsfavoritter stod parat til at tage over, efter at Pete Sampras havde droppet tennis året før.
Blandt favorittterne var der et par amerikanere, en brite og en australier – men slet ingen kroat. Arrangørene havde som en sidste gestus til en af turneringens store profiler, den tre gange finalebesejrede Goran Ivanisevic, tildelt ham et wildcard. Som tak for mange timers god underholdning fik han dermed muligheden for en sidste kamp og et ordentligt farvel til det publikum og de baner, han havde elsket i mere end et årti.
Men det år gik det ikke som tennis-profeterne prædikede. Goran vandt. Og hvilken sejr.

Efter at have fældet den ene modstander efter den anden med sit elegante serve-flugtspil – inklusiv Englands egen favorit Tim Henman i semifinalen – stod han over for australieren Patrick Rafter i finalen. En episk finale, der varede tre timer og et minut, strakte sig over fem sæt, og som sluttede med, at manden fra Split med det letantændelige temperament, den let sjoskende gang og de bedrøvelige, mørke øjne foran 13.370 tilskuere endelig efter 13 år kunne smile og grædende omfavne sin hjertesvage far.
Goran er med igen i år, for han kan ikke slippe den grønne plæne. I år bliver det næppe til sejr, men han vil med garanti få det største bifald af alle, når han entrer det berømte tennis-anlæg.

*TV2, kl. 14.00 : Wimbledon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu