Læsetid: 5 min.

Grønt lys for etniske særordninger

Politikerne accepterer, at landets kommuner tager utraditionelle metoder i brug for at løse skolernes problemer med at fordele indvandrerbørn
21. juni 2004

Politisk analyse
Da undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i den forløbne uge slog fast, at Vejle Kommune ikke må foretage ’etnisk sortering’ af skolebørnene, blåstemplede regeringen samtidig, at landets kommuner tager utraditionelle metoder i brug i forhold til børn af etniske minoriteter.
Vejle-skolen må ikke inddele klasserne efter etnisk tilhørsforhold; en metode, som jurister har dømt diskriminerende og i strid med loven. Men kalder man det holdopdeling i stedet for klasser og underviser lidt på kryds og tværs af holdene med henvisning til pædagogikken, er det i orden, og praksis vil være nogenlunde den samme: Nemlig at skolen – for at fastholde »gammeldanskerne«, der ellers var på vej væk – kan lade de rent danske elever undervise sammen, så de ikke føler sig totalt i mindretal i forhold til børnene af tyrkisk og arabisk oprindelse.
I håb om at kunne styrke integrationsindsatsen har en række kommuner i adskillige år været i gang med at fordele tosprogede skoleelever under den ene eller anden form. Spørgsmålet er, i hvilket omfang metoderne kan fastholdes samtidig med, at det frie skolevalg udvides fra næste år, så elever har ret til at vælge skole uden for eget distrikt og uden for kommunegrænsen. Det vil være særdeles vanskeligt for en regering, der hylder liberale principper og målet om større valgfrihed i den offentlige sektor, hvis et barn født af tyrki-ske forældre i Danmark skal nægtes samme rettigheder som andre borgere. Foreløbig har politikerne bag loven om frit skolevalg nedsat en arbejdsgruppe, der skal følge konsekvenserne af det frie skolevalg i forhold til integrationen af etniske minoriteter.
Problematikken vil blive forstærket, hvis kommunalreformen på et tidspunkt bliver gennemført med langt større kommuner til følge: Det vil give hver enkel skoleforvaltning bedre kort på hånden til at fordele de tosprogede elever – men igen sætte idealerne om ligebehandling og frihed for alle under pres.
Integrationsproblemerne og polariseringen i samfundet har imidlertid et omfang, der gør, at regeringen gerne vil give kommunerne stort spillerum. En ny undersøgelse om lavindkomstfamilier, regeringen præsenterede i onsdags, viser, at blandt de 225.000 personer, som har en indkomst, der er mindre end halvdelen af midtergruppens indkomst, er indvandrere og efterkommere overrepræsenteret. Hver femte i lavindkomstgruppen – hvor man tjener mindre end 73.700 kroner om året – er indvan-drer eller efterkommer, selv om denne gruppe kun udgør otte procent af befolkningen.

Polarisering begynder tidligt
Samtidig har andre undersøgelser dokumenteret, at de sociale skel begynder ganske tidligt, og at det især er indvandrere og efterkommere, der rammes. Der er eksempler på skoler med mange tosprogede, som ligger fagligt højt. En skole i Esbjerg i et socialt belastet område med to-tredjedele af eleverne tosprogede kan således fremvise et karaktergennemsnit på 8,7 i dansk hos de ældste elever. Men ellers er der langt mellem succeshistorierne: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nyligt påvist, at polariseringen i storbyerne ikke blot er social og etnisk. Den er også faglig, så børn af velstillede typisk går på skoler, der har et karaktergennemsnit på næsten 9, mens børn af indvandrere eller socialt belastede danske forældre ofte befinder sig på skoler, hvor karaktergennemsnittet er helt nede på 6,5-7. Tendensen til polarisering begynder allerede i daginstitutionerne, hvor ressourcestærke danske forældre typisk får deres børn i vuggestuer og børnehaver med høj kvalitet og aktivitetsniveau, mens børn af indvandrerfamilier henvises til hinandens selskab eller samværet med danske børn fra problemfamilier.
Udviklingen på folkeskolerne har taget fart gennem de seneste tyve år, således at børn af indvandrerfamilier i 2001 udgjorde mellem 38 og 52 procent af eleverne på den fjerdedel af de mest belastede skoler i Odense, Århus og København.
I 1981 udgjorde børn af indvandrerfamilier kun 8 procent af eleverne på de mest belastede skoler. Ved belastning forstås, at mange af eleverne præges af svag hjemmebaggrund i form af for eksempel enlige forældre, der lever af kontanthjælp og ikke har nogen uddannelse.
Baggrunden for polariseringen er ikke kun ghetto-fænomenet, men også, at børn fra velstillede eller ressourcestærke familier flytter eller sendes i privatskole frem for i den lokale folkeskole, hvis der er en stærk overvægt af børn fra indvandrerfamilier.
En gennemgang af de store byers folkeskoler, som Ugebrevet A4 har foretaget, viser, at Vejle langt fra står alene med forsøgene på at sprede børnene:
I Albertslund har tosprogede børn ikke umiddelbart adgang til den lokale distriktsskole. Hvis de ikke taler alderssvarende dansk ved en test før skolestart, fordeles de på andre skoler sammen med etnisk danske elever. Kommunen sørger for transporten. I Farum har man ligeledes en vidtgående model, der kom i stand for adskillige år siden på baggrund af efterspørgsel fra tyrkiske familier, der foreslog bedre fordeling af skolebørnene af hensyn til integrationen. I kommuner som Hvidovre og Slagelse forsøger man at overtale indvandrerfamilier til at lade deres børn gå på skoler uden for distriktet, hvis der er flere etniske danskere uden for nærmiljøet, og i Ålborg og Ishøj sætter man ind allerede ved børnehavealderen med tilbud om en institution længere væk fra hjemmet – hvis det ventes at kunne gavne integrationen.
Endelig har der i Høje-Tåstrup Kommune, hvor en skole ved det store almennyttige boligbyggeri Tåstrupgård har 98 procent tosprogede elever, været forslag fremme om at omdanne den lokale skole til en egentlig indskolingsskole for børn af anden etnisk herkomst end dansk. Forslaget gik ud på at sætte ind med særlig støtte, før eleverne som større ville blive fordelt på andre af kommunens skoler. Problemet ifølge lokalpolitikerne har blandt andet været, at områdets gymnasier og tekniske skoler har klaget over for lavt fagligt niveau hos de tosprogede elever. Selv om eleverne taler dansk, mangler de en del af den begrebsverden, som er knyttet til at vokse op i et »dansk« miljø blandt danske venner.

Ond cirkel
Netop det faglige efterslæb blandt unge anden generationsindvandrere er det, som bekymrer integrationsminister Bertel Haarder (V) mest:
»Det helt store problem er efterkommerne, som i antal vil blive tredoblet på ti år. Næsten halvdelen af dem forlader folkeskolen med svage sprogkundskaber. De lærer ikke, hvad de skal, og mange hopper fra en erhvervsuddannelse,« siger integrationsministeren, der har hæftet sig ved, at kun hver fjerde borger med tyrkisk oprindelse under 40 år har andet end folkeskolen som uddannelse.
»Tag Vollsmose, Gellerup og Ishøj – det er Danmark om ti år, hvis vi ikke tager fat om det nu,« siger Bertel Haarder:
»Det er et gigantisk problem, det største samfundsproblem overhovedet, at disse unge forlader folkeskolen uden at have lært nok. Jeg har den allerdybeste respekt for kommuner, der prøver nye veje for at løse problemerne med sprogligt svage elever.«

*Helle Ib er journalist på Dagbladenes Bureau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu