Intermetzo
Som klummeskriver med aftale om at klumme løs hver lørdag, hænder det en gang hvert 30. år at det kniber med at få ideer. Men så har man da heldigvis sine håndbøger at ty til. En af dem er en aflang sag med årets gang dag for dag, samt opremsning af de større og mindre begivenheder der har beriget danmarks- og verdenshistorien på en given dato:
Den lange dags dato udgivet af Holkenfeldt. Vi tager altså fat på den 19. juni. Hvad skete hin anonyme dato, hvor ingenting faldt ned fra himlen, ingen store slag blev slået, ingen helte gik i døden. Den 19. juni 1970 afløste den konservative Edward Heath Labours Harold Wilson som britisk premierminister; så ved man dét, hvilket jo ikke er videre ophidsende, eftersom den musikalske Edvard Heath ikke var konservativ så det gjorde noget, gik stærkt ind for britisk deltagelse i EF, som det hed dengang, og til sidst blev makuleret af antieuropæeren, det britiske svar på en kloning af Ulla Dahlerup, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen: Margaret Thatcher, den dumme kælling.
I 1918 på denne dag, den 19. juni, holdt den radikale Elna Munch gift med P. Munch for nu at opretholde traditionen om det kvindediskriminerende som den første kvinde i Folketinget sin jomfrutale. Talen, der blev afleveret fra den endnu ikke færdige talerstol i salen, var dog ikke en markering af selve begivenheden eller havde noget med kvindesagen at gøre, debutens substans var blot en temmelig ligegyldig lov om lærerlønninger på statsovertagne højere skoler i København.
19. juni 1834 altså for 170 år siden hvad der smager af lidt rundt fødtes maleren Edgar Degas i Paris det er ham med vædeløbsheste og balletdanserinder i kulissen. For en overfladisk undersøgelse har Degas ikke sagt noget, der er værd at gengive. Ikke et ord i citatbøgerne, det var åbenbart slet ikke hans stil og styrke. Endnu en blindgyde.
Det amerikanske ægtepar Julius og Ethel Rosenberg dømt for atomspionage til fordel for russerne blev henrettet den 19. juni 1953 i New York. Retssagen eller hekseprocessen var foregået i en giftig atmosfære, der i mangt og meget minder om vore dages terroristtraumatiske udskejelser, hvor almindelige retsgarantier snart sagt er en by i Sovjetunionen. Brugen af ordet communist, om alt der
ikke svarede til de toneangivende mestendels republikanske, men også højredemokratiske forestillinger om amerikansk patriotisme svarer til George W.s hyppigt anvendte fællesbetegnelse terrorists.
Når dette ord lukkes ud, er alting jo sagt. Se bare præsidenten når han siger ordet. Terrorists! Øjnene bliver smalle som møntindkast i en jukebox i 50ernes Texas, den lille læbeløse mund som en sammensyet hønserøv, øjenbrynene glider mod hårgrænsen og manden stanger med hovedet som en hjernedød slagsbror. Det er altid fint med den slags trylleord, terrorists, hvor man ikke behøver gå i distraherende detaljer såsom kendsgerninger og andet billigt skidt.
Som når Camre taler om muslimer under ét; ifølge dette mageløse studie i intolerance og stupiditet har arabere/muslimer ét fedt aldrig nogensinde frembragt noget af nogen værdi. Det sagde kandidat Camre i radioen nogenlunde ordret vistnok i en kommentar til tyrkernes fortsatte ønske om medlemsskab af EU.
Til støv og aske
Man så for sit indre blik alting blive støv og aske: Sultan Ahmet i Istanbul, Alhambra i Granada, kunstvandingsanlæggene i det øvrige Spanien, keramikken, fajancen, de illuminerede håndskrifter, basarerne, suqen, lærdomsskrifterne, Koranen, afskrifterne af de græske filosoffer, verdensrigerne og meget mere alt det Camres politiske kolde kalkulationer i sine vælgeres uvidenhed utvivlsomt bevidst overser, og som han med sin baggrund og uddannelse jo må vide noget om. Enten er udtalelser af den art ren rå camresk kynisme, eller også er manden bare dum som pap.
Apropos dette materiale: Præcis for 40 år siden den 19.juni 1964, året før danmarkshistoriens bedste studenterårgang, afløstes mælkeflaskerne i Danmark af papkartoner. En fantastisk omvæltning for forbrugerne, hvor generationen, der beklageligvis, og som antydet er mere end gammel nok til at huske dagen, også husker følelsen af at det moderne nu for alvor var kommet til Dannevang. Man havde jo set i Life hvorledes amerikanerne sad der til morgenbords med deres cornflakes og pandekager og mælk i pap. Mælkeflaskerne var da også meget besværlige, ikke mindst fordi de var chefdesignet af en meget, meget stor mand med meget, meget store hænder, der betød at den pågældende mælkeemballageansvarlige ikke fattede, hvorfor spinkle damemennesker, gamle, børn og andet skvat havde et frygteligt mas med at gribe rundt om de relativt omfangsrige flasker.
Sådan er der så meget, alting er afhængigt af fysiske grundvilkår, kan man med en vis ret mene. Pascal, good old Blaise har fødselsdag den 19. juni, og blev født i året 1623 i Clermont-Ferrand eller snarere i Clermont eftersom de to byer endnu ikke var samlet med en bindestreg i det centrale massiv af Frankrig. Matematikeren, fysikeren, filosoffen og teologen Pascal udtalte blandt meget andet godt at det meget vel kan tænkes at såfremt Cleopatras næse havde været kortere, ville verdenshistorien have gebærdet sig anderledes. Højst sandsynligt. Cleopatra med opstoppertud og skæve tænder havde næppe fået en romersk statsmand og general som Antonius til at sætte sine chancer over styr og danse fandango med madammen på en faldlem.
Midaldrende bodegamuskler
Og nu tilbage til mælken: I branchen altså ikke mælkebranchen men klummeskriverbranchen siger man gerne, at Ekstra Bladet for så vidt skrives af dygtige journalister tidligt på dagen, men hver eftermiddag klokken 17 overtages redaktionen af en bande midaldrende bodegamuskler med hentehår, der tror at mælken stadig bliver bragt til køkkendøren i små brune flasker. Ret morsomt sagt, ganske træffende har man da hørt, og forklarer i hvert fald en hel del uden, at man behøver gå i sårende enkeltheder eller nævne navne.
Og nu tilbage til Blaise Pascal, og hvad der i øvrigt har med dette enestående geni at gøre, nemlig Gud, som han også var ret optaget af. Det er jo temmelig vanskeligt for tiden at gennemskue de teologiske spidsfindigheder, især hvis ens vej falder forbi Tårbæk; man skal passe gevaldigt på ikke at blive rodet ind i noget, for så får de jo nogle svære anfald ikke mindst amatørteologerne, der står på spring over for det afvigende. Men altså Pascal. Pascal blev efter en livstruende oplevelse engang i ungdomsårene med efterfølgende vækkelse og mystisk oplevelse som ofte er en følge af vækkelsen eller omvendt, en from mand. Men eller og Pascal afviste Gud som et beviseligt fænomen. Man kan sige, at Pascal på sin vis sagde det samme som kætteren ude fra Tårbæk uden selvfølgelig at sige det samme. Men sætter man ølse for eller ølse bag...
Pascal var af den overbevisning af gudsbeviset udelukkende lå i troen og forsagelsen, og at Jesus var indgangen til troen og riget. Kun ved troen på Kristi død, opstandelse og himmelfart kommer man i nærheden af Gud og dermed på beviset på Gud, som altså ikke er noget rigtigt bevis, men alligevel. Og i hvert fald er beviset vel at mærke ikke noget bevis som hos Descartes, mod hvem Pascal af samme årsag følte den dybeste bitterhed livsdagen lang, selv om den nu ikke blev så lang men snarere kort han blev kun 39 år. Det interessante i denne forbindelse er atter engang det ultimative element i troen, hvilket for den ubeviste Gud ved for hvilken gang vi gentager her, må få tænkende mennesker til at indse gudstroens og kristendommens tilsvarende element af det fundamentale. Tror man ikke på Jesu død og genkomst unbedingt, som Luther ville sige, er man ikke kristen. Det kan ikke nytte noget at opfatte denne del af mytologien som en fortælling fra de varme lande; den er konkret, hvad teologerne almindeligvis også siger. Og det er her Tårbæk-præsten fejler. Han kan selvfølgelig ikke være præst og
ikke fundamentalt tro på Jesus, som denne også forlanger af den troende. Det er herefter temmelig groft af kristne forkyndere at udskælde muslimerne for at være fundamentalister eller for den sags skyld andre kristne, der tror på Biblen bogstaveligt. Der er i det højeste tale om nuanceforskelle, eftersom kravet om troen på døden og opstandelsen må siges at være temmelig omfattende og fundamental eller istisk.
Stik så den!
Ikke mere om 19. juni.
