Læsetid: 4 min.

En halv luder og to mulige lommetyve

Kandidaterne kæmper om opmærksomheden op til afgørelsen. Dem er der to af – og de har ikke meget med hinanden at gøre
5. juni 2004

Kandidaterne kæmper om opmærksomheden op til afgørelsen. Dem er der to af
– og de har ikke meget med hinanden at gøre

Prag
Sidste lørdag udkom Tjekkiets største avis Mlada Fronta Dnes med et otte siders særtillæg. I fire farver, med store fotos og grafik blev læserne præsenteret for kombattanterne. Alder, hjemsted og et par linjer med et koncentrat af deres personlige motivation for at stille op.
I yderste spalte var der vox-pops med kendte mediepersonligheder, politikere og skuespillere, der hver især argumenterede for deres personlige favorit.
Med tanke på, at der nu kun er en uge til Tjekkiets første valg til Europaparlamentet, kunne man forledes til at tro, at det var de politiske kandidater, der var tale om. At særtillægget var et udtryk for, at borgerne i dette jomfruelige unionsland er mere end almindeligt interesserede i den europæiske politiske proces. Ja, sågar, at de har en form for uspoleret politisk entusiasme i behold.
Men man skal have haft slået hovedet meget hårdt og have ligget i dyb koma i den sidste måneds tid for at tro, at det er Tjekkiets røst i unionen, der bliver brugt den slags tryksværte på.
Her en uge inden parlamentsvalget er det nemlig en hel, hel anden afstemning, der har lammet den offentlige bevidsthed. Nemlig hvorvidt det er en frisk og frejdig kopi af Robbie Williams eller en 17-årig barmfager udgave af Alanis Morisette, der vinder nationens hjerte og når det ultimative mål: At blive tjekkisk Superstar.
Siden tv Nova for godt en måned siden lagde ud med de 10 udvalgte sang-talenter er orgrammet Tjekkiet leder efter en Superstar blevet en national besættelse.
Sidste søndag fulgte 3,5 millioner tjekkiske seere med i de glade amatørers sangkonkurrence, der i opbygning er en toptunet blanding af Stjerne for en aften, Popstars og Robinson.
Konceptet er så enkelt, som det er populært. 10 sangere bliver udvalgt, og så kan seerne uge for uge bedømme, om det nu er den tjekkiske Celine Dion wannabee eller den 18-årige hårfagre udgave af Phil Collins, der står for tur til at blive stemt ud af programmet. Og afstemningen kræver end ikke, at man rejser sig fra divaneseren. Det hele forgår pr. elektronisk folkedomstol – sms.
Trist for de politiske kandidater, at de sådan er blevet frataget rampelyset. Og faktisk lidt urimeligt, når man ser på, hvilken indsats de politiske partier har ydet for at højne underholdningsværdien i valgkampen.
Partiet De Grønne, der har et minimalt budget i forhold til de store, har sikret sig gratis opmærksomhed ved at placere et billede af præsident Vaclav Klaus ved siden af formanden for Det Kommunistiske Parti, Miroslav Grebenicek, under overskriften: Registreret partnerskab? De Grønne siger ja (med én undtagelse). Henvisningen går på de homoseksuelles krav om juridisk anerkendelse og er samtidig en kommentar til, at Vaclav Klaus i modsætning til sin forgænger Vaclav Havel, har haft kommunisterne på besøg til samtaler på præsidentkontoret. Plakaten har fået Vaclav Klaus til at hidkalde sine advokater med sigte på et kommende sagsanlæg. Og i mellemtiden godter De Grønne sig over det meget postyr ud fra kalkylen : Dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Om det er samme overvejelse, der ligger bag valgets absolut mest omdiskuterede kandidatur – er uvist. Men med en fortid som voldsomt afklædt hovedrolleindehaver i det, der med en pæn omskrivning benævnes voksen-underholdning, har den 35-årige Katerina Bochnickova i al fald fra starten været sikret en fremtrædende plads i de tjekkiske medier. Således var både tv-reportere og avisskribenter på pletten, da Katerina – eller Dolly Buster som er hendes kunstnernavn i pornokredse – dukkede op på et lokalt plejehjem. Med overhængende fare for silikonefremfald og ballekorte skørter forsøgte hun at fiske stemmer til Det Uafhængige Initiativ, hvor hun er topkandidat.
»Hendes personlighed er ikke til at overse, og alt hvad hun siger, vil blive hørt, så hun vil kunne fungere som en naturlig talskvinde for alle vores repræsentanter i Europaparlamentet«, som Richard Knot, manden bag Det Uafhængige Initiativ forleden udtalte om Dolly.
Alt dette kunne være meget sjov kolorit på en ellers temmelig visionsløs valgkamp. En tosse ud af 800 kandidater, det er jo trods alt ikke så meget. Men, at der på stemmesedlen også er to navne på formodede kriminelle, er alligevel for meget for de fleste tjekker. Den ene af de to er emigranten og milliardæren Victor Kozeny, der opholder sig på Bahamas. På trods af, at han er sigtet i både USA og Tjekkiet for svindel i millionklassen, insisterer han på sin uskyld og sit kandidatur. Den anden kontroversielle kandidat er den tidligere direktør for Tv Nova, Vladimir Zelezn´y, der beskyldes for skattesvig.
Så måske det alligevel er klogest at glemme alt om politik og demokratisk indflydelse, tænde for kassen og koncentrere sig om, hvorvidt gavtyven Samér Issa klarer den som Superstar med nummeret »Against All Odds«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu