Tennis
Wimbledon Verdens mest prestigefyldte og traditionsrige tennisturnering på græs, Wimbledon, er ikke enhver beskåret at overvære. Hvis man vil have en billet uden at ligge i telt eller klamme soveposer i den obligatoriske kilometerlange kø, melder man sig til en offentlig lodtrækning om billetter året før. Og venter indtil der er bid.
Der er folk her i kvarteret, som har deltaget i lotteriet i syv år uden held. For tag endelig ikke fejl Wimbledon er ikke bare en tennis-turnering. Fra at være overværet af nogle få hundrede mennesker i startåret 1877, er det nu op imod 500.000 mennesker, der over 13 dage valfarter til mekkaet for tennis, jordbær, den engelske sommerdrik Pimms og champagne.
Foran tv-skærmene verden over sidder halvanden milliard mennesker, som følger de indædte dueller, hvor hvidklædte tennisspillere kæmper i et spil, hvis psykologiske dybder kun matches af skak. Det er individualisternes spil. Det er præcision og koncentration, som er i højsædet ulig holdspil som fodbold og håndbold, hvor der nok er plads til eneren, men hvor kollektivet sætter rammen
Det hele foregår på silkeblødt og fejlfrit grønt græs under blå himmel med små hvide skyer af vat, der venligt driver rundt for en sagte vind. Når det ikke lige regner, hvilket det som regel gør op til en tredjedel af tiden.
Tennisens Hugh Grant
Wimbledon hører hjemme i The All England Lawn Tennis Club. Den elegante i mørkegrønt og dybt-violet klædte traditionsrige klub, som anses for at være verdens fineste, har bare omkring 350 medlemmer. Reglerne for acceptabel opførsel inkluderer slips og ingen jeans for mændenes vedkommende og »smart« dress-code for damerne. Rygning er forbudt, man må ikke drikke alkohol, når man ser kampen, og det er forbudt for mandlige publikummer at smide skjorten »på ethvert tidspunkt«. Mobiltelefoner og blitzfotografering på banerne er naturligvis heller ikke tilladt. Det er også den eneste af de fire grand slam-turneringer, hvor spillerne skal være klædt i hvidt.
Selv uden for Centre Court og Court One på en græsbeklædt bakke der i folkemunde er døbt Henman Hill efter det nationale engelske tennishåb, Tim Henman, som år efter år skuffer sine hengivne fans ved akkurat ikke at nå finalen hersker der orden, mens folk i alle aldre med madkurve og de obligatoriske jordbær med fløde følger duellerne på Centre Court på storskærm.
I det britiske er forventningerne til den unge, ulasteligt klædte Hugh Grant-agtigt høflige Henman større end nogensinde før. Dels efter Henmans fine præstation i semifinalen i French Open, som han godt nok tabte, for nogle uger siden. Dels efter ydmygelsen af briterne under EM i fodbold sidste torsdag, hvor den engelske nation gik i kollektiv nedturs-mode, efter at deres hold tabte straffesparksduellen med værtsnationen Portugal.
Henman selv er kun alt for godt klar over, hvad der sker, når hans fans igen formår at få de nationale forhåbninger skruet op til fænomenet Henmania. Han har i år sagt, at hans aktuelle storform skyldes hans nye træner, Paul Annacone, som tidligere har trænet ekvilibristen Pete Sampras. I virkeligheden skal Henmans popularitet findes i det gode gamle begreb klasse et begreb, der fortsat giver langt mere mening i Storbritannien end i det lighedssøgende Skandinavien.
Den unge engelske tennishelt inkarnerer den høflige, evigt veloplagte tilskuer med sin picnic-kurv og sin lemonade eller te. Ikke den brølende hooligan, som gør det skamfuldt at være engelsk. Det er middelklassens håb om at finde en ung mand, der kan slå igennem på den pæne græsbane på en 100 procent respektabel måde, som holder liv i drømmen om Tim Henmans sejr ved Wimbledon.
Så selv om han skulle ryge ud af turneringen i løbet af ugen, kan man være sikker på en ting: Middle-England står klar med drømmen om sejr i 2005 igen.
