Det himmelske lys

Ny cd
Hvordan det føles at hæge om og til hver en tid hype en kunstner, der indiskutabelt peakede omkring 1965-66 og siden har kæmpet for at finde fodfæste – personligt, kunstnerisk, følelsesmæssigt – i denne, vor hastigt accelererende og dog alligevel så sært reaktionære verden? Nu De spørger: Det føles ret fedt, tak. Thi i tilfældet Brian Wilson, er tolerancen, rummeligheden og taknemmeligheden her i firmaet stort set utømmelig. Ingen musiker – måske pånær ham dersens J.S. Bach – har nemlig formået at give en så forbenet ateist som undertegnede så mange glimt af, hvad der i mangel af bedre må kaldes det himmelske lys. Ligefrem uden brug af stoffer! Så kom ikke her. Jeg knæler for hans bestjernede fod, gu’ gør jeg så.
Brian var den ældste af tre brødre – de to andre er nu begge døde – fra L.A.-forstaden Hawthorne, søn af et børnemishandlende monster af en far, selv frustreret musiker. Døv på det ene øre, patologisk genert og med tendens til overvægt isolerede Brian sig tidligt med musikken, idet han opdagede, at hans far lod ham være, bare han spillede klaver. Inspireret af vokalkvartetten The Four Freshmen og tidlig rock’n’roll som (især) Chuck Berry skabte Wilson som komponist, arrangør og producer med gruppen The Beach Boys en sonisk perfekt ækvivalent til de tidlige 60’eres modedille på vestkysten – surf! – med en perlerække af hits.
Selv om Beach Boys kun sang om surf i karrierens første par år, hænger imaget ved endnu! Men med lp’en Today! tog Wilson – og rocken! – i 1965 et kæmpeskridt fremad, hvilket kulminerede i ’66 med den urørlige Pet Sounds.

Emotionelt skrøbelig
Da stofkulturen gjorde sit indtog, knækkede filmen for den emotionelt skrøbelige og ustabile Brian, der af samme årsag aldrig fik færddiggjort sit magnum opus, Smile. Som han dog opførte live så sent som i år; at dømme ud fra T.S. Høegs rapport i dagbladet Politiken lever dette myteomspundne værk helt op til den ned gennem årene rigeligt genererede hype. Vi glæder os ydmygt til live-albummet!
Men det har knebet for Wilson med at få samlet trådene og hans til dato to solo-albums har – med undtagelser – ikke matchet hans storhedstid. Gettin’ In Over My Head er det tredje udspil i en solokarriere, der tog sin begyndelse i 1988 (!), men til gengæld det mest helstøbte og kunstnerisk tilfredsstillende. De 13 sange holder en høj og jævn standard, og Brian selv synger fantastisk, de rigelige vokalharmonier lyder som en hel anstalt af engle på ecstasy og – bedst af alt – en ældre, dybfølt og uforlignelig Carl Wilson-vokal er fundet frem af gemmerne fra et forstudie til nummeret »Soul Searchin«, der i sin færdige form udgør det første blandt mange højdepunkter på denne velkomment prægnante udgivelse.
Blandt de prominente gæster høres Elton John, Eric Clapton og Paul McCartney. Stjernen i foretagendet er dog den uforlignelige californiske weirdo, Mr. Brian Wilson himself, der lyder både inspireret og livskraftig på denne ødsle udgivelse, vel nok den bedste forvarsel om sommer, en gammel Wilson-junkie som Deres ærbødige kunne ønske sig. Titelnummeret alene er entréen værd – Pet Sounds-lyden ajourført – og selv om ikke alle sange befinder sig på dét niveau, er der ikke noget her den gamle strandløve behøver at skamme sig over.

*Brian Wilson: Gettin’ In Over My Head (Brimel/Rhino/Warner) Udkommer i dag.