Læsetid: 4 min.

Hinsides øjeblikkene

I Lund har billedkunstneren Sture Johannesson fået den udstilling, han skulle have haft for 35 år siden. Tiden er forsvundet, men værkerne består. Så hvad siger de – om os og vores tid?
11. juni 2004

Kunstudstilling
Spørgsmålet er måske ikke så meget, hvad der faktisk skete i 60’erne på det billedkunstneriske område, men snarere hvad der ikke skete. Land-art, pop, minimalisme, konceptkunst, environmental art, fluxus, happening. You name it. Det skete alt sammen, og årtiet fremstår således retrospektivt som én gigantisk kreativ happening. Man føler sig en anelse misundelig over ikke at have oplevet det, for i al væsentlighed er det stadig denne 60’ernes kunstneriske revolution, som samtidskunsten tygger drøv på i dag.
De billedkunstneriske strømninger berørte hippiebevægelsen, men udsprang på ingen måde af den, og de identificerede sig ikke entydigt med den. For hippiebevægelsen var enten en bevægelse af folkelig karakter eller en marginaliseret undergrundsbevægelse alt afhængig af, hvor man befandt sig hvornår. Et multikulturelt miskmask, som kunsten typisk ikke ville kendes ved. Dels fordi kunsten ville være 100 procent sig selv, og dels fordi den – trods alt – nærede og stadig nærer ønsket om at være en del af det borgerlige etablissement, og vil således alligevel ikke være helt sin egen.
Dette er givetvis forklaringen på, at den svenske plakat-, provo- og digitalkunstner Sture Johannesson (f. 1938) kun meget kortvarigt var del af nogen kunstscene, selv om hans kunst – om nogen – udsprang af 60’ernes (sub)kulturelle strømninger og var ‘et billede på tiden’, som man siger.
For Johannessons sympatier lå et helt andet revolutionært, utopisk og psykedelisk sted end på den for ham alt for bonerte kuntscene. Så da han i 1969 oplevede at få værket Hashflicka censureret på udstillingen »Underground« på Lunds Kunsthal, forsvandt han for en længere periode fra kunstscenen. Dens urimelige snæversynethed var alligevel ikke besværet værd. Han ekskluderede sig selv.

Plakaten
Hashflicka er en plakat, der parafraserer Eugene Delacroixs (1799-1883) berømte maleri ‘friheden fører folket på barrikaderne’. I dette ser vi ‘friheden’ symboliseret ved en kvinde med blottet bryst, gevær i den ene hånd og trikoloren i den anden, føre folket frem til sejr under den franske revolution. I Johannessons udgave ser vi en total nøgen kvinde med blidt stenede buddhaøjne. Ikke svingende noget flag, men rygende en hashpibe, der oser af små Che Guevara-ansigter, der som forbudte frugter fæstner sig i baggrundens grønne løv. Geværet i hånden på ‘friheden’ er erstattet af en vifte, hvorpå der står skrevet »revolution means revolutionary consciousness«. Den revolutionære bevidtshed indtages – i bogstavelig forstand – gennem hamprygning.
Den i 1969 så kontroversielle plakat Hashflicka er måske Johannessons mest berømte. Den blev ikke bare bandlyst. Udstillingen »Underground« åbnede aldrig, museets direktør sagde op, og Lunds Kunsthal forblev lukket i over et år, som direkte følge af den heftige debat værket affødte. Nu kan værket så endelig ses i Lund på en udstilling, der generelt kommer hele vejen omkring kunstnerens visuelt visionære talent. Et talent, der udfoldede sig i plakater, malerier og tegninger som æteriske og skævt propaganderende billeder af og for en psykedelisk tid. Fra de tidlige tuschtegninger produceret på det af Johannesson ledede Galleri Cannabis (1966-69) i Malmö over 70’ernes helt-fremme-i-skoene digitale eksperimenter og frem til 80’ernes og 90’ernes mere velkendte digitale psykedelika. »Counterclockwise Circumambulation« lyder udstillingstitlen. En cirkel er sluttet: Johannesson viser sin første store retrospektive udstilling på det sted, hvor han i sin tid blev kastet (eller kastede sig selv) ud i kulden...

Tiden er gået
Den revolutionære og hallucinatorisk visionære atmosfære, der i 60’erne herskede i omegnen af Sture Johannesson (en fortættet atmosfære, der kondenserede sig uforudsigeligt i kunstværker, som den dag i dag endnu fremstår som elektrisk ladede undfangelser af tiden) genskabes naturligvis ikke på Lunds Kunsthal.
Tiden er gået. Hvad, vi hér ser, er først og fremmest reminiscenser: visuelle brændemærker og nostalgiske tegn efter en bevidsthedsudvidende kunstnerisk brusen tilført revolutionære paroler.
Svagt nostalgisk bliver man. Måske endda trist. For i dag fremstår det hele blot som en ufarlig historie skrevet på kunsthallens hvide vægge med den velmenende og sympatiske kulturforbruger som modtagergruppe. Her kan byens borgerfruer med tid til overs finde stof til et ‘dristigt’ konversationsemne ved det ugentlige middagsselskab: ‘der var hashplanter på udstillingen, siger jeg dig, men de blev nu altså også fjernet af politiet. Men billederne var da flotte. Sikke farver!’
Og ja, sikke farver! – For gu’ fanden er Sture Johannessons plakater, malerier og tegninger flotte. De står distancen: kompositorisk knivskarpe, teknisk overbevisende, humoristiske og både vidunderligt naive og til det karikerede tidstypiske. Hampens og LSD’ens lyksaligheder er det hellige evangelium, mens de politiske budskaber i Johannessons værk – fornuftigt nok – fortoner sig i psykedelikaens abstrakte ekstase. Som de røg-inficerede Che Guevara-ansigter på Hashflicka. Eller rettere sagt: psykedelikaen er det politiske budskab. »Don’t talk about it. Take it! Take it!,« som der står på en plakat.

Censur
Men lige denne plakat må være blevet overset af den svenske dagspresse. For udstillingens 75 bortcensurede hampplanter, der meget uskyldigt befandt sig i kunsthallens indre gård, har skabt en frygtelig masse omtale i pressen.
Johannesson har med de (i øvrigt THC frie og dermed urygelige hampplanter) ville kommentere 60’ernes censur, men forventede den næppe gentaget. Hampen er et symbol, et arbejdsmateriale, en naturlig del af hans kunst. So what? Er det dét, der provokerer? Ja, så synes spørgsmålet ikke længere at være, om offentligheden kan være tidens kunst bekendt, men snarere om tidens kunst kan være offentligheden bekendt.
På Sture Johannessons retrospektive udstilling i Lund får man et fint billede af, at sande kunstneriske bevægelser faktisk sker i randområdet, i periferien, i undergrunden, hvor kulturens socialt utilpassede elementer tilkæmper sig et åndehul. Herfra opstår en kunstnerisk utopi, men kun for at fordampe øjeblikke efter. Tilbage står en håndfuld billeder. De taler til gengæld hinsides øjeblikkene og principielt til alle mennesker til alle tider. Hav modtagelighed. For disse værker vil os noget.

*Sture Johannesson: Counterclockwise Circumambulation. Lunds Konsthall. Til 22 august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her