Læsetid: 3 min.

Den homoseksuelle, hiv-smittede tænkers arv

Imens Foucault hyldes, og hans død granskes, diskuteres ivrigt, hvorledes den værktøjskasse, som han efterlod sig, kommer til sin ret
26. juni 2004

Paris
Fredag var det 20 år siden, at Michel Foucault døde. Men allerede for et par uger siden, begyndte den fotogene tænkers skaldede brilleindbefattede ansigt at rydde forsiderne af de mest utålmodige magasiner og dagblade. Foucault blev født i 1926, døde i 1984 og i dag synes det i Frankrig lysår siden, at hans kollega Jean Baudrillard i 1977 udgav skriftet At glemme Foucault. Hvortil Foucault replicerede: »Mit problem er snarere at huske Baudrillard.«
I dag huskes, hyldes, efterlyses, udgives, genlæses, debatteres og videretænkes Foucault. Og som opmærksomhedens omfang bevidner, kan det ikke gå hurtigt nok med at hive hans skrifter frem af gemmerne. Udgivne og hidtil uudgivne udgivelser, der beretter om de marginaliserede, minoriteterne – de være sig skøre, fængslede eller indlagte, m.m. – byder sig til som et stadigt aktuelt projekt, der kaster lys over alternative modstands- og livsformer.
Et af skrifterne er imidlertid ikke forfattet af Foucault, men omhandler forfatteren selv; respekteret og berømmet for sine arkæologiske udgravninger på biblioteker og i arkiver.
Hans ledsager, Daniel Denfert har i samarbejde med avisen Libération nu besluttet at offentliggøre et langt interview, som behandler de nærmere omstændigheder omkring tænkerens død.

Det er historien om en homoseksuel filosof, der døde af aids i en af de institutioner, som han selv havde analyseret, hospitalsvæsnet. En filosof, der selv – i egenskab af homoseksuel og hiv-smittet – var marginaliseret, minoritær.
I begyndelsen af 80’erne, i tiden omkring Foucaults bortgang, blev den dødelige sygdom gerne sløret, forbigået i stilhed, mystificeret og den ramte brændemærket. Sandheden var mægtig, men ilde set.
Man vidste ikke meget om sygdommen. Foucault og Denfert slog tanken hen hjulpet på vej af medicinere, der »foregav ikke at vide, hvad han var ramt af«. En bjørnetjeneste, der gav Foucault mulighed for i ro og stadig tro at fortsætte sit virke.
Denfert blev vidne til magtspillet på det hospital, som tog sig af sagen:
Først blev Foucault indlagt på en stue, der ikke var desinficeret, et forhold som en sygeplejerske angiveligt ikke turde indrømme over for lægerne. Snart, efter at have pådraget sig en lungebetændelse, blev han dog flyttet, da navnet Foucault trængte manden Foucault i baggrunden. Efterfølgende bukkede sygehusvæsnet under for pressens pres, og hensynet til de pårørende blev tilsidesat. Ligeledes Foucaults ønske om at modtage vennen og filosoffen Gilles Deleuze.
»Der, hvor der er magt, er der modstand,« sagde Foucault. Efter hans død, begyndte Denfert, der selv efter måneders venten fik stillet diagnosen seropositiv, bevægelsen Aides, en bevægelse, der bekæmpede den nye sociale diskrimination og arbejdede for retten til oplysning.

I dag, hvor Denfert ser mange af bevægelsens krav honoreret, hvor homoseksuelle ikke længere betragtes som de eneste bærere af aids, fortsætter andre kampe for homoseksuelles rettigheder, nu med Foucault som sparringspartner.
Efter at den franske premierminister, Raffarin, fra Paris for nylig sanktionerede en sydfransk borgmester, der har viet to mænd, når debatten om to af samme køns ret til at blive gift nye højder.
Også i USA, hvor Foucault-læseren Judith Butler, der underviser ved Berkeley, støtter kampen. Imidlertid frygter hun, at bevægelsen kan give næring til en ny konservatisme – i hvert fald i USA: »De efterstræbte livsformer – ejendomsret, forlovelsesringe – tager afsæt i en meget konservativ forestilling om ’det gode liv’. Idéen om at bygge et alternativt liv – at eksperimentere med, hvordan man lever, der lå Foucault meget på sinde, svækkes på bekostning af en bestemt form for konformisme.«
Med henvisning til første bind i hans Seksualitetens historie – Viljen til Viden, opfordrer hun til at besinde sig på hævdelsen af en særlig identitet til fordel for en opskrivning af bøssers og lesbiskes praksis, deres måde at udkaste og praktisere andre måder at leve livet på.
Også i Frankrig deles frygten. Altimens den nedtones. Som en anden udbyder af Foucault-læsninger, sociologen Eric Fassin, anfører, handler det ikke længere om at »befri sig fra normerne, men om at spørge til dem«: »De seksuelle normer giver seksualiteten form, snarere end blot at undertrykke den.« Tænker man magten og de institutioner, der sidder på den, gennem seksualiteten, kan brylluppet måske tage del i opfindelsen af livsformer?
Gilles Deleuze betegnede Foucaults forfatterskab en »værkstøjskasse«. Men også Deleuze er gået af dage. Hvordan kassen skal bruges, i hvilke sammenhænge, forbliver spørgsmålet en tid endnu i Frankrig, hvor avisen Le Monde har udnævnt 2004 ’Foucault-år’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu