Portugal
Det er Tove.«
Stemmen er heldigvis imødekommende. Tove Gerløv Dehn er det menneske, der oplever det største hul i tilværelsen efter cand. jur. og fodboldskribent Per Høyer Hansens død i 2001. I en slags journalistisk anstændighed hvis den slags findes må det være hende, man spørger, før man lægger sporet til historien ud.
»Du kan sagtens ringe til Tove,« har kredsen omkring Høyer beroligende sagt.
Jeg forestillede mig at se den afgørende puljekamp Sverige-Danmark sammen med hende. I journalistisk indiskretion ville jeg tale med hende om Høyer i en ramme, der ville udløse både minder og vemod. Men modet svigtede mig. Heldigvis. Og desværre. For hun havde nok sagt ja.
»Du kunne ikke være gift med Per, hvis du ikke interesserede dig for fodbold,« fortæller Tove Dehn.
Jeg var engang af Informations Jørn Kring blevet introduceret for Høyer til en kamp i Parken. Han virkede utilnærmelig, som værnede han sin professionalisme mod for megen overflødig hej-med-dig-godt-skrevet-journalist-overflade.
»Han var benhård i sin kritik af kollegaerne. Han kunne godt finde på at spidde folk også privat. Han havde evnen til med én enkelt sætning at få sagt alt. Han var en meget begavet mand, og han var absolut ikke til small talk,« siger Tove Dehn.
De blev gift 19. maj 1989. Det havde krævet planlægning at finde en dato, der passede ind i Høyers prioriteringer. Han kunne i løbet af et år se 270 fodboldkampe. Hans syn på fodbolden er bedst beskrevet i et interview af Egon Balsby i Weekendavisen. Høyer forklarer sin passion således: »Fodbolden afspejler jo alle de vigtigste emotioner i livet. Vi tilbydes storsindet på én gang alle de følelser vi ellers kender. Had, kærlighed, spænding, skønhed, grumhed, retfærdighed, uretfærdighed, tåbelighed og klogskab. Og som teatrets drama er det karakteriseret ved, at hver eneste kamp er ny. Vi går til kampene med vores præferencer og fordomme men ofte viser virkeligheden sig at være helt anderledes end vi tror.«
Men trods alt. Der er tidspunkter, hvor selve livet er vigtigere:
»Den 19. maj skulle han også have dækket en kamp vidst nok den engelske pokalfinale,« siger Tove Dehn.
»Men det fik han en kollega til. Kollegaen sad nede i kælderen og så kampen på tv under brylluppet. Det havde Per aldrig gjort. Han var rejst derover. Der har ofte stået en tom stol til konfirmationer og barnedåb i familien, fordi Per var ude at rejse.«
Tove Dehn er på vej fra villaen i Gentofte til gode venner i Hirtshals. Men hun er glad for, at Per bliver mindet.
»Jeg tror ikke på nogen ud over ham. Han kunne analysere en fodboldkamp. Det er
Jeg har været sammen med en meget stor personlighed. Han var fantastisk. Givende. Varm. Besværlig. Sjov. Jeg holdt meget af ham.«
Høyer valgte de arbejdspladser, hvor han kunne passe sit arbejde bedst. Lønnen var han ligeglad med. Han ville have rejser og frit emnevalg.
»Han ønskede at have friheden i sit arbejde. Det var meget vigtigere for ham end at være godt betalt,« fortæller Tove Dehn: »Når han skulle ud og rejse, boede han altid på de billigste hoteller. Også af hensyn til journalistikken. Historien er ikke på Hilton, sagde han altid.«
»Han kunne finde på at køre til Nordtyskland eller Lolland-Falster for at se en kamp på tysk tv. Og hvis der var kamp om aftenen, var alting planlagt efter det. Hans søvn. Hele hans program. Du kunne ikke tale med ham på de dage,« siger Tove Dehn.
Høyer fik interessen for fodbold fra sin far, der tog den seksårige søn med i Idrætsparken for at se KB. Som 18-årig skrev han sin første artikel. Den handlede om KB. Den blev aldrig udgivet, men står i hans arkiv i kælderen. Alt blev fotokopieret og gemt. Hans egne artikler og alle de artikler han dagligt brugte flere timer på at klippe ud fra internationale, intellektuelle aviser som The Sunday Times og Observer. Og den 20 år lange korrespondance med vennen Ebbe Traberg, der åbnede hans øjne for Portugal, som han i alt besøgte godt 30 gange. Han havde glædet sig til EM i Portugal. Han kendte landet ud og ind. Han havde besøgt det både før og efter den demokratiseringsproces, der langsomt gik i gang efter Nellikerevolutionen i 1974.
Høyers artikler har næsten altid et niveau ud over fodbolden. Derfor kunne han også skrive om politiske forhold i Albanien i Weekendavisen. Som historiefortæller var han i klasse med Paul Hammerich og Per Olov Enquist. Alle har de modtaget Publicistprisen. Hans skriveproces var magisk. Han samlede og systematiserede oplysninger men han skrev på følelsen.
»Jeg har tit siddet ved siden af han til kampe. Han skrev kun ganske få og meget korte sætninger. Måske fem-seks stykker. Når han så kom hjem, kunne han gå ud i haven og slå græsset. Han lavede hele artiklen i hovedet. Og så skrev han sine lange artikler i et stræk,« fortæller Tove Dehn.
Høyer skabte udtrykket »Søstrene Laudrup« i en sen arbejdstime i kælderen i Gentofte. Katten Sorte sad som bisidder. Måske stod der er en whisky-flaske på bordet. Klokken kunne godt være 05.00. Det var tit der, artiklerne blev afleveret. Laudrup-brødrene nægtede at optræde på landsholdet. De fleste journalister forklarede det med trænerens uduelighed. Men Per Høyer respekterede Richard Møller Nielsens arbejde. Høyer mente, brødrene var forkælede og skrev det lige ud. Han ridsede i ikonet uden tanke på, hvad andre mente og mange blev sure og forurettede.
Søstrene Laudrup. Det var næsten majestætsfornærmelse.
På gymnasiet i Birkerød blev Høyer klassekammerat med Flemming Ettrup, søn af journalisten Carl Ettrup, der arbejde på Ritzaus Bureau og samtidig redigerede Politikens blad Idrætsbladet. Carl Ettrup skaffede i 1963 Høyer en tjans som søndagsvagt på sportsredaktionen på Ritzau. Det passede Høyer ved siden af et jurastudium, der ikke interesserede ham men tingene skulle gøres færdige. Han dækkede kampe i 2. division og allernådigst 1. division, hvis der manglede folk. Skrev noter og samlede resultater ind.
I 1967 blev Høyer ansat som redaktionssekretær på Information. Han forsøgte forgæves at få gang i en sportsdækning. I april 1971 tropper Ole Lange op. Mødet besegler Høyers skæbne og bliver det afgørende vendepunkt i hans journalistiske liv. Ole Lange er netop kommet hjem fra England som historiker med idræt som bifag og har foreslået redaktørerne Børge Outze og Torben Krogh, at Information skal have sportsstof med en kritisk sociologisk vinkel.
»De havde tænkt på det selv, men havde ikke folk til det. Det var for meget for Per Høyer, sagde de. Kan du ikke gøre det? spurgte de. Det var i Informations gode gamle dage, hvor man sked på om man havde gået på fabrikken i Århus. Bare folk kunne skrive,« siger Ole Lange.
Han sagde ja, og Information begyndte at udkomme med en sportsside hver fredag. Der skulle gå et stykke tid, før Per Høyer viste sin interesse. Men en dag meldte han sig.
»Per kom om mandagen og talte gennem den smøg, han altid havde i munden: Nu har det nået et niveau, jeg kan acceptere, nu vil jeg godt være med!,« husker Ole Lange.
Entreen er typisk Høyer. Han kendte sit værd. Lasse Ellegaard har beskrevet, hvordan Høyers »mavesure stil camouflerede en udviklet sans for humor og et betydeligt talent som skribent«. Og videre beskriver Ellegaard, hvordan Høyer kunne være ualmindelig kras næste skræmmende:
»Han nursede med omhu den særlige arrogance og sans for sproglig spidsfindighed, der kendetegner procederende forsvarsadvokater, og hans belæringer til ungreporterne, som han kaldte alle, der var yngre end han selv, var sirligt ciselerede uforskammetheder: Måske skulle du tilmelde dig et kursus i elementært dansk, kunne han knurre under tilretning af en artikel, som du skriver her, vil selv dette blads generelt ubegavede og halvblinde læsere opdage din ubehjælpsomme mangel på formuleringsevne. Det burde du måske gøre noget ved.«
Sammen dækkede Ole Lange og Per Høyer blandt andet OL i 1972 i München og de udgav bøgerne Stjernerne og Vandbærerne og Fra München til Montreal. De markerede en epokegørende ny sportsjournalistik.
»Per adskilte sig fra andre sportsjournalister ved at have en stor viden og være kritisk. Han var ikke interesseret i sportspolitik, derfor havde han også et ambivalent forhold til Informations venstreorienterede læsere. Det var dramaet og spillet, der interesserede ham,« siger Ole Lange.
Per Høyer besad litterær dannelse og lagde sig i forlængelse af den tradition, Knud Lundberg havde skabt med analytisk sportsstof. Han bevægede sig sjældent ned i omklædningsrummene med de andre journalister. Han lavede sportsjournalistik, der ikke lugtede af armsved.
Duoen i Store Kongensgade blev hurtigt upopulær blandt kollegerne, der havde et nærmest logeagtigt sammenhold, som Per Høyer og Ole Lange blev holdt ude af. Men de var heller ikke voldsomt interesserede i at blive en del af gruppen.
»Mange af sportsjournalisternes levede fuldt ud op til vores fordomme. De sked mere end de åd, sagde vi. Det vil sige, at de skrev interview med folk, de
ikke havde talt med. Det var stridt og dårligt meget af det,« siger Ole Lange.
I 1974 overtog Per Høyer rollen som sportsredaktør, mens Ole Lange bidrog med artikler. Høyer vandt langsomt anerkendelse, alene fordi han var umulig at se bort fra.
»Ja, hold da kæft, hvor han er savnet, selv om adskillige af hans daværende kolleger af og til bandede over ham. Han satte et niveau, de ikke selv mestrede, og som de blev hånet for ikke at kunne leve op til af kolleger på andre stofområder og chefredaktionen. Han var elitær og havde et ambivalent forhold til det folkelige. Men han vandt spillernes tillid. Han kunne pleje Elkjærs store ego ved at sidde og se alle hans mål på video og samtidig lytte til Elkjær,« siger Ole Lange.
Da Gunnar Nu Hansen sidst i 70erne skulle pensioneres som leder af sporten i Danmarks Radio, overvejede Per
Høyer Hansen at søge stillingen.
»Men han lod være. Sporten i DR bestod dengang stort set kun af drukmåse. Og Per Høyer var afskrækket ved tanken om de kolleger og intriger, han vidste ville følge med. Vi var også mange der sagde til ham, at han var solist og risikerede at brække halsen på det,« siger Ole Lange.
Men Per Høyer ville væk fra Information, blandt andet fordi rejsebudgettet på avisen ikke levede op til hans forventninger. Han havde en voldsom flyskræk, men den havde han overvundet for at kunne se kampene. Og nu ville han gerne se mere. Ved siden at arbejdet på Information havde han skrevet freelance til Tipsbladet. Og da dette blads gamle redaktør døde, ringede den nye redaktør efter Høyer.
Jeg tænker meget på Høyer i de her dage. Det var sgu lige før Portugal var hans hjemmebane. Han kendte jo både ambassadøren og sømandspræsten i Lissabon. Jeg bliver helt vemodig. Han havde været helt forrygende dernede fra,« siger Carsten Andreasen, der i 1978 overtog redaktørstolen på Tipsbladet.
Noget af det første han gjorde, var at arrangere et møde med Høyer på Ålekroen ved Silkeborg.
»De laver landets bedste ål, og vi skruede en aftale sammen. Høyer var en hel ny dimension i dansk fodboldjournalistik. Når det ikke skulle være 1 x 2 det hele, så var han jo den eneste. Han var ikke en dyr dreng, han ville bare have de rigtige betingelser.«
I de første år hang den akademiske fortid på Information ved Høyer. Når journalisterne på Tipsbladet spillede fodbold på redaktionen med de franske døre som målstolper, optrådte Høyer altid under navnet F.C. Spinatfuglen. Han fremstod som en ægte original.
»Du skulle lige vende dig til ham og hans form, forstå mig ret. Han var enormt elskelig og en god kollega. Men førsteindtrykket kunne godt være, at han var utilnærmelig,« siger Carsten Andreasen.
Ud over imaget som spinatfugl havde Høyer også taget en anden ting med sig fra Information bevidstheden om stram økonomi. Han havde mange rejsedage, men belastede sjældent budgettet. Engang boede han på hotel i Bruxelles for 230 kroner om dagen,
»Han afleverede fakturaen indrammet som gave til den nærrige redaktør,« fortæller Carsten Andreasen.
»Hans humor var jo vidunderlig. Engang fik han 11 guldfisk til sin dam i Gentofte. De blev opkaldt efter landsholdet. Laudrup, Elkjær. Den største og fedeste kaldte han for Mølby. Den blev senere ædt af hans kat Sorte.«
Op mod EM i 2000 i Holland og Belgien fik Høyer ondt i ryggen.
»Han nægtede at opsøge en kiropraktor. Han havde en nærmest kvindelig intuition, og han vidste, den var gal med ham. Og han ville til det EM,« mindes Tove Dehn.
Igen opsøgte Høyer de fattigste kvarterer og de skæveste karakterer hvilket blandt andet udløste denne beskrivelse, der skulle blive en af hans sidste:
»Luderne nede i Charleroi gik forgæves til borgmesteren for at kunne holde biksen åben en time længere end angivet i forskrifterne, fordi kunderne har så travlt med al det fodbold, at de dårligt har haft tid til livets andre glæder. Pigerne fik imidlertid afslag på deres ansøgning og forhåbentlig har borgmesteren fået en caféstol i nakken, før eller efter England mødte Tyskland dernede. Visse engelske tilskuere er som bekendt europamestre i caféstolekast.«
Vinteren efter EM blev Høyer opereret på Gentofte Amtssygehus. En uge senere døde han 59 år gammel af en blodprop. Det var en tidlig fredag morgen i januar 2001. Den sidste kamp, han så, var en venskabskamp mellem Danmark og Tyskland 15. november 2000. Danmark vandt 2-1.
Ved hans begravelse var kirken fyldt med fodboldspillere med Morten Olsen i spidsen. Tove Dehns søn holdt en tale, hvor han mindedes en af Per Høyers Hansen samtaler med naboens to tvillinger:
»Unger, hvis I ser min sorte kat, så sig til den, at der er telefon. Og en af ungerne svarede: Det skal vi nok Per. Med tilføjelsen: Hvad skal vi sige, hvis vi ikke ser din sorte kat?. Der blev Per for én gangs skyld mundlam, det skete ellers sjældent,« siger Tove Dehn.
»Han elskede børn. Vi var på besøg hos min søn i USA, da Per var syg. Han vidste, han skulle dø, tror jeg. Og han ville savne min søns børn. Han sagde: Tove, jeg vil savne den lyd af små fødder, der løber hen over gulvet.«
Vi slutter med et udsagn fra Tove Dehn. Det passer måske ikke ind i helheden, men er alligevel en del af den:
»Han havde det ikke altid let med sig selv. Han var meget spekulativ. Og angst.«
