Læsetid: 4 min.

Hvem skal nu betale for pensionen?

Hvorfor ikke fjerne barriererne for, at folk kan blive på arbejdsmarkedet så længe de har lyst? Det ville mindske forsørgerbyrden
3. juni 2004

Velfærdsanalyse
Velfærdskommissionen udgav i sidste uge sit debatoplæg (læs det selv på www.velfaerd.dk), hvori de beskriver de udfordringer velfærdssamfundet står overfor de næste 30-40 år. De består, kort fortalt, for det første i at den store efterkrigsgeneration er ved at nå pensionsalderen, og at de efterfølgende generationer er betydeligt mindre. For det andet lever vi længere og længere. Summa summarum: Der bliver relativt flere ældre som skal forsørges af en relativt mindre gruppe personer i den arbejdsdygtige alder. Problemet topper om ca. 30 år, men vil bestå i større eller mindre grad så længe levetiden vokser. Kommissionen har beregnet, at hvis vi skal beholde et velfærdssamfund af en kvalitet som vi har i dag om 30-40 år, så svarer det til at bundskattesatsen skal hæves med otte procentpoint, hvilket næppe er holdbart. Bemærk at det vil være de personer som er på arbejdsmarkedet om 30-40 år, altså vore børn, som især vil få denne stigning at mærke. En af velfærdskomissionens hovedpointer er, at vi bør konstruere løsninger som ikke bare sender regningen videre til næste generation, og at en sådan løsning hellere bør implementeres i dag end i morgen.

Tilbage i beskæftigelse
Alternativt skal vi reducere de offentlige udgifter med tre procent af BNP, eller hvad der svarer til de årlige udgifter til sygehusvæsenet. En anden mulighed, måske den mest ønskværdige, er at forøge beskæftigelsen med ca. 270.000 personer. Vi ved, at en forøgelse af arbejdsstyrken næsten afspejles en-til-en i en stigning i beskæftigelsen, men hvor skal disse 270.000 personer komme fra? Der er omkring 260.000 førtidspensionister, 186.000 på efterløn, 150.000 forsikkrede ledige og 40.000 i aktivering, og omkring 195.000 personer på kontanthjælp/ revalidering. Det vil sige, at ud over studerende og hjemmegående husmødre er der godt 800.000 fuldtids-personer, som ikke er i beskæftigelse. Det er klart, at en stor del af disse er nedslidte eller ude af stand til at påtage sig arbejde af andre årsager, men der er trods alt håb for at nogle af disse kan bringes tilbage i beskæftigelse. Hvis beskæftigelsen skal være så meget højere om 30-40 år, så er det imidlertid på tide at begynde at tænke over, hvordan vi kan indrette vort samfund, således at de nedslidte og udstødte stadig modtager forsørgelse, men så der samtidig er plads på arbejdsmarkedet til de, som ønsker at arbejde.
Et af velfærdskommissionens mere interessante forslag er, at vi bør justere pensionsalderen med den gennemsnitlige forventede levetid, hvilket giver god mening. Forestil jer en ekstrem situation hvor levetiden pludselig voksede til 100 år. En akademiker ville så være klar til at træde ud på arbejdsmarkedet som lad os sige 25-årig, og ville have ret til at gå på efterløn som 60-årig eller på pension som 65-årig. I alt ville arbejdslivet så udgøre 35-40 procent af den samlede livstid, og på den baggrund er det jo indlysende, at der her er en problemstilling, vi må til at se nærmere på. Hvis vi i dag skulle forøge arbejdsstyrken med 270.000 ville det formodentlig svare til, at vi skulle hæve den effektive tilbagetrækningsalder med ca. fem år. Det er naturligvis en løsning, som er svær at implementere fra den ene dag til den næste.

Fjern efterlønnen
En mulighed kunne være at fjerne den obligatoriske tilbagetrækningsalder og således åbne for at folk kan blive på arbejdsmarkedet så længe de har lyst, dog kan de tidligst modtage folkepension fra 65-års alderen. Denne løsning kunne implementeres i dag og man kunne så ret hurtigt se effekten heraf. Man kunne endog konstruere økonomiske incitamenter som belønnede folk som blev lidt længere på arbejdsmarkedet, ganske som private pensionsordninger gør det. Desuden kunne man måske tillade folk at lade sig pensionere delvist, således at tilbagetrækningen kommer til at foregå over en årrække. Endelig kunne man jo overveje at sætte pensionsalderen op til 67 igen og så hæve efterlønsalderen til 62.
Man kan også fjerne efterlønnen helt! Ikke fra i morgen, som man gjorde det sidst, hvor en masse mennesker fra den ene dag til den anden så et halvt livs planlægning gå i vasken, men man kunne annoncere en udfasning af efterlønnen således at den er væk om for eksempel 15 eller 20 år. Det ville give folk mulighed for at indrette sig derefter, og så ville de som ønsker det have mulighed for selv at spare op til en tidlig tilbagetrækning. Bemærk at de nedslidte stadig kan modtage førtidspension i stedet for efterløn.
Det har været påpeget at vi kunne holde op med automatisk at justere overførselsindkomsterne opad med lønningerne (dette er ikke Velfærdskommissionens forslag), men det har den konsekvens, at personer på indkomstoverførsler bliver relativt fattigere med tiden, og det var jo ikke meningen.
Vi kommer dog næppe uden om at der skal en kombination af flere elementer til for at løse problemet. Jeg håber, at mange forslag vil finde vej til Velfærdskommissionens hjemmeside, og herfra skal lyde en opfordring til at deltage i debatten – det kan løsningen kun blive bedre af.

*Michael Rosholm er professor ved Aarhus Universitet og tilknyttet Amternes & Kommunernes Forskningsinstitut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her