Udstilling
Lars Nilssons nye film In Orgia virker som et kæmpe maleri, der pludselig er blevet levende. Filmen er optaget fra kun ét stationært kamera. Ingen klip. Fortællingen er så absolut minimal, hvis man overhovedet kan tale om en fortælling.
Vi befinder os i randområdet mellem by og park. En gruppe unge mennesker skændes korporligt i forgrunden af det landskabsagtige billedrum. I mellemgrunden spiller nogle drenge fodbold i lyset fra den nedgående sol. Et par turister driver forbi med deres kufferter. En dreng trasker omkring slæbende på en bærepose.
Kun en ting virker helt usædvanligt blandt disse hverdagslige aktiviteter, der på mærkværdig vis gentages uden ophør. I billedets gyldne snit på en græsplæne ligger syv personer og dyrker gruppesex. De elsker, boller, knepper. Også i den grad og på kryds og tværs. »Vi gør opmærksom på, at filmen In Orgia indeholder seksuelle scener, der kan virke anstødelige,« lyder advarselsskiltet da også ved indgangen til X-rummet på Statens Museum for Kunst.
Men det er egentlig ikke anstødeligt. Sexorgiet i In Orgia forekommer at være en selvfølgelig og ganske ubemærket del af det offentlige liv.
Lige så selvfølgelig og ubemærket som den hjemløse avissælger, der står lænet mod
en bygningssøjle i billedets forgrund, og som ligeledes ingen tager notits af.
Fanget i limbo
Lars Nilsson (f. 1956) debuterede i begyndelsen af 80erne som postmoderne maler. Det blev han ikke ved med at være. Skulptur, installation og video tog hurtigt over, men maleriet var og er stadig et centralt referencepunkt. In Orgia er godt nok en film, men værket består af ét billede og fortællingen kan derfor indeholdes i ét blik. Udpræget malerisk.
Forgrundens ubestemmelige arkitektur leder tanken hen på Giovanni Battista Piranesis arkitekturfantasier. Man associerer til en Claude Lorrain i forhold til billedets samlede komposition. Baggrundens smukke violette himmel, de orange skyer, den dunkelgrønne skov: Caspar David Friedrich måske. Meget smukt. Meget konstrueret. Det hele er en gigantisk kulisse bygget op i et nedlagt skibsværft i Malmö.
Personerne i In Orgia er til gengæld hentet direkte ud af det virkelige liv. De er 100 procent realistiske. Og dog forbliver de underligt lukkede omkring sig selv, som var de blot staffage fanget i et limbo mellem to genrer: maleriet og filmen. Som om de ikke var andet end en koreografisk forlængelse af den arkitektoniske kulisse.
I In Orgia tvinges vi således til hele tiden at se værkets filmiske elementer gennem maleriets optik og omvendt. Effekten heraf beskriver Nilsson rammende:
»Når man har set In Orgia og oplevet filmens iscenesættelse af virkeligheden, så synes jeg, at filmen efterfølgende får det almindelige gadeliv ude i virkeligheden til at fremstå som en konstruktion.«
Og det forholder sig med den tidslige struktur i In Orgia, som det forholder sig med gadelivet udenfor. Man kan betragte det et par minutter, en time eller hele dagen. Man kan gå til og fra værket, som det passer en.
For der er ikke noget i værkets struktur der afgør, hvor lang sekvensen skal være.
Et uendeligt forspil
Hvis virkeligheden nu lignede In Orgia, kunne man spørge, ville reklamen da stadig bruge sex som sit primære blikfang? Ville dens kønsdiskriminerende billedsprog stadig virke? Ville pornografien overhovedet eksistere? Hvorfor er pornografien en del af vores hverdag, mens sexorgier i parken ikke er det?
Sexorgiet i In Orgia peger på den ene side tilbage til eksempelvis Nicolas Poussins fremstillinger af dionysiske fester.
På den anden side overskrider orgiets realisme alle kunsthistoriske referencer, fordi det virkelig sker: autentisk sex til lejligheden udført af en københavnsk swingerklub.
I denne bevægelige kopulerende kropsmasse skifter mand og kvinde mellem at være aktiv og passiv part. Kroppene flettes sammen. Der eksister ikke noget entydigt dominansforhold. Ingen tvang.
Orgiet får karakter af tableau, da det er harmonisk underordnet værkets kompositoriske helhed. Set gennem en sådan barok optik opfatter man ikke orgiet pornografisk. Snarere allegorisk.
Der er ikke nogen afslutning på det seksuelle orgie i Nilssons værk, hvad der til gengæld altid er i pornografien.
Gruppen af unge i skænderi får ligeledes ikke udløb for deres aggressioner. For slagsmålets forspil bliver bare ved og ved. Som om tiden var, om ikke fastfrosset, da trukket ud i et uendeligt dvælende nu.
Et sitrende nu
I In Orgia handler det om at hengive sig til dette nu. Modsat forholder det sig med pornografien, hvor den primære forventning er centreret omkring den seksuelle akts kulmination i mandens udløsning. »Jeg kommer,« skriger manden i pornofilmen.
Men lige meget, hvor meget han kommer, oplever han aldrig en samtidighed mellem sig selv og sit begær.
In Orgia handler essentielt set om at formulere dette samtidighedens problem. Formelt såvel som seksuelt. Seksualiteten er her i positiv forstand udsigtsløs. Det handler om at suspendere fremtiden (udsigten til forløsning) for derved at kunne være slet og ret i og med hinanden i et udstrakt og fyldigt nu. In Orgia er således udtryk for en seksuel utopi, der i videre forstand knytter an til en utopi vedrørende blikket.
Dette utopiske blik, som In Orgia fremstiller, er interesseløst uden at være apatisk.
Det er et filmisk blik, men befriet fra fortællingens fatalitet. Det er et malerisk blik, men tilsat noget af filmens tidslige strøm. Fanget mellem to genrer fastholder In Orgia et sitrende nu. Ikke anstødeligt. Ikke ophidsende. Men bare dybt fascinerende.
*Lars Nilsson: In Orgia, Statens Museum for Kunst. 29 maj-29. aug.
