Den største iranske filminstruktør Makhmalbaf er nu 25 år efter blevet ramt af den islamiske revolution. Information bringer i dag filmmanuskriptet og historien om ham
Makhmalbaf
Han er blevet kaldt Khomeinis Eisenstein, men islamisternes Riefenstahl ville også have været nærliggende at kalde den iranske filminstruktør, Mohsen Makhmalbaf.
Makhmalbaf startede sin politiske karriere ved som 15-årig, i den gryende revolutions tjeneste at slå en tilfældig politibetjent ihjel. En revolution og nogle år senere forlangte det revolutionære styres yderligtgående fløj Makhmalbaf død, angiveligt fordi han ikke var revolutionær nok.
Sin karriere som filminstruktør startede Makhmalbaf ved at udelukke prærevolutionære filmfolk fra den unge republiks filmscene. I dag, 25 år efter revolutionen, er det hans egne film som bliver censureret. Således udstedte det iranske kulturministerium forleden det endelige forbud mod filmatiseringen af Makhmalbafs seneste filmmanuskript: Hukommelsestab.
Den nu 47-årige Makhmalbafs seneste filmmanuskript er en utilsløret og knusende kritik af censuren i Den Islamiske Republik Iran. Filmmanuskriptet handler om en censurmedarbejder ved det iranske kulturministerium, som er blind.
Hans kone tager medicin for at glemme mandens ugerninger. Omvendt memorerer censurmedarbejderens søn de digte, som censureres af ministeriet som led i oplæsning af materialet for sin blinde far. Derfor sidder sønnen nu i fængsel.
Den 24. maj udtalte Makhmalbaf i et åbenhjertigt interview under overskriften Bekendelser til den iranske avis, Shargh, at han længe har grublet over dette manuskript:
Bekendelser
»Jo hårdere den politiske undertrykkelse er, desto mere kritiske film laver jeg. Liberaliseres situationen, mindskes min kampgejst.«
Makhmalbafs særdeles kritiske Hukommelsestab er betegnende nok for den politiske tilstand i Iran. Efter februar måneds parlamentsvalg i Iran, som takket være en blanding af Vogternes Råds kyniske manipulationer og den generelle folkelige skuffelse over den iranske præsident Mohammad Khatamis mislykkede reformtiltag førte til den såkaldte reformfløjs parlamentariske udslettelse, går reformbevægelsen i Iran en særdeles usikker politisk fremtid i møde.
Makhmalbaf udtalte videre til Shargh:
»Kvinden i filmmanuskriptet sluger valium-piller for at glemme sin mands ugerninger. Omvendt vil sønnen erindre sig faderens forbrydelser. Dette er et billede på vort samfund.«
Den blinde censur
Måske med slet skjult henvisning til sin egen skam over mordet på den sagesløse politibetjent og over at have udelukket prærevolutionære iranske filmfolk fra filmscenen i Iran fortsætter Makhmalbaf:
»Se De blot på hvor mange af vore intellektuelle, der skammer sig over, hvad de har gjort i sin tid. Det er som om det alt sammen var uundgåeligt. Historien påtvang denne generation en række erfaringer, som måtte afprøves. Sidenhen må denne generation bære historiens tvang som egne fejltagelser og må leve med skammen indtil man kommer over den. For at kunne komme over de seneste 25 års erfaringer mener jeg, at vi først skal gennemleve skammens pubertet. Vi har været statister i den historiske determinismes spil. Nu skal vi se, om det er bedst at erindre os (vore erfaringer), eller glemme dem for at komme videre. Det er to forskellige metoder.«
Om censuren i dagens Iran udtalte Makhmalbaf til Shargh:
»Den blinde mand er ikke så meget henvisning til en konkret autentisk person, som det symbolske i censurmedarbejdernes blindhed. Censuren er blind. Den vil ikke selv se noget og tror at andre også kan forhindres heri. (...) Se blot den blinde censurmedarbejders ensomhed. (Han er) afskåret fra sin kone, afskåret fra sin søn, ja selv afskåret fra den ledelse for hvis skyld han gennemfører al censuren. Ledelsen som ikke forstår at den blinde mands søn er blevet smittet på grund af de tjenester, som den blinde mand har ydet styret, og vi ser, at situationen går hen imod en sådan grad af umenneskelighed, at styret tilintetgør sin egen søn. Med andre ord bliver censuren så blind, at den ikke ser, at styret er på vej mod afgrunden.«
Spise sine børn
Revolutioner har som bekendt for vane at spise egne børn, og nu er den ved at tilintetgøre Makhmalbaf. Men selv nu er Makhmalbaf ikke parat til at tage et personligt ansvar for egne ugerninger og tilskriver dem historiens tvang og den historiske determinisme. Med denne attitude kan Mohsen Makhmalbaf vanskeligt købe aflad for sine ugerninger, ikke engang med et bemærkelsesværdigt filmmanuskript som Hukommelsestab.
Anderledes forholder det sig med hans datter, filminstruktøren Samira Makhmalbaf, som fri af sin faders forbrydelser spiller rollen som den huskende søn i Mohsen Makhmalbaf manuskript. Om hun kan redde styret fra afgrundens dyb må fremtiden vise.
*Ali Alfoneh er politolog
