Læsetid: 8 min.

Jagten på den sidste olie

Olieselskaber og olielande kan ikke længere følge med – gamle reserver tømmes hurtigere end nye findes
24. juni 2004

Under overfladen
I den nordlige del af den arabiske ørkenstat Oman, i knap halvanden kilometers dybde under sandet og udbredt over et areal på 70 kvadratkilometer, ligger Yibal olie-forekomsten. Den største i Oman og siden 1969 den vigtigste enkeltkilde til det lille sultanats nationalindkomst. Med Shell som trofast medejer og samarbejdspartner har det statslige oliekonsortium Petroleum Development Oman (PDO) nu i 35 år pumpet olie op af ørkensandet, i en mængde på op til 225.000 tønder om dagen.
Shell og PDO har løbende investeret store summer i ny avanceret boreteknologi for at øge oliestrømmen fra Yibal-feltet, og i maj 2000 erklærede Shells forhenværende bestyrelsesformand Sir Philip Watts, at »væsentlige fremskridt i boreteknik« gjorde det muligt »at udvinde mere fra sådanne modne felter«. Yibal var »fortsat landets vigtigste kilde tre årtier efter begyndelsen på udvindingen«, sagde en optimistisk Sir Philip. Og i Shells interne oversigter blev Omans oliereserver opskrevet.
Men folk, der arbejdede ved boretårnene i Omans ørken, vidste bedre. Siden 1997 var den daglige oliemængde fra forekomsten under ørkensandet ikke steget. Den var faldet. Med en dramatisk rate på 12 procent om året. I 2002 var Yibal-feltet nede på at give 95.000 tønder olie dagligt, nu menes tallet at være 40-50.000 tønder. 90 procent af det, der sprøjter op af borehullet, er vand.
Oplysningerne dukkede op på en konference for olieteknikere i Texas i efteråret 2002. Da nogen spurgte Sir Philip, hvad der var problemet med feltet i Oman, svarede han angiveligt: »En smule hikke.«
Først i januar i år kom sagens omfang frem i fuld offentlighed. Shells øverste ledelse havde ikke bare overvurderet størrelsen af oliereserven i det lille Oman med 40 procent. Sir Philip og hans nærmeste havde gennem flere år konsekvent angivet alt for høje tal for koncernens samlede, globale oliereserver. Altså sendt et signal til verdens aktiemarkeder, olieanalytikere og regeringer om en mere rigelig oliesituation, end kendsgerningerne gav grundlag for.
Den 9. januar i år måtte Shell i en stank af skandale meddele, at man nedskrev koncernens globale reserver med 20 procent, svarende til 3,9 milliarder tønder olie til en værdi af over 100 milliarder dollar. To måneder senere blev Sir Philip sat fra bestillingen og med ham flere af Shells topchefer.

Toppen af isbjerget
I dag spørger branchefolk, økonomer og politikere, om dette var en enkeltstående skandale eller toppen af isbjerget. Har også andre olieselskaber og olieproducerende lande tegnet et overdrevent positivt billede af, hvor meget der er tilbage af den billige olie? Er flere af dem i samme situation som i Oman, hvor stadig større investeringer og stadig mere avanceret teknik må sættes ind i håbet om at fastholde de høje produktionstal – uden at det lykkes? Er verden tættere på olie-æraens afslutning, end de fleste tror?
Den anerkendte amerikanske olieanalytiker Matthew Simmons, chef for den store energi-investeringsbank Simmons & Co. International, er en af dem, der siger ’ja’. Han øgede nervøsiteten betydeligt, da han for nylig offentliggjorde en stor analyse af Saudi-Arabiens oliereserver.
Saudierne er verdens olieproducent nummer ét. En tredjedel af OPEC-olien kommer fra de saudiske felter. Landet har ifølge eget udsagn sikre reserver på 262 milliarder tønder – det dobbelte af olieland nummer to, Iran, og 200 gange så meget som de danske Nordsø-reserver. Saudi-Arabien producerer for tiden næsten 10 millioner tønder olie om dagen og har forsikret verden, at man kan øge produktionen til 15 mio. tønder som fast daglig leverance de næste 50 år eller mere. Det udsagn bygger på forventninger om, at ny udvindingsteknologi og nye fund vil øge reserverne dramatisk fra de 262 milliarder tønder til måske 900 mia. tønder.
Det holder slet ikke, siger Matthew Simmons.
»Vi kan være på randen af at opleve et kollaps af 30-40 procent af deres produktion i nær fremtid. Og ’nær’ betyder et tidspunkt inden for de kommende tre-fem år – men det kan også betyde i morgen,« hævder Simmons.
Problemet med Saudi-Arabiens reserve-opgørelser er, at ingen hidtil har været i stand til at tjekke dem. Verdensøkonomien hænger på den saudiske olie, men der er ingen løbende, ekstern inspektion af, om opgørelserne er rigtige, og hvordan saudierne er kommet frem til dem.
»I en æra af dårlige energi-data er OPEC et totalt vacuum,« siger Matthew Simmons.
Hans egen analyse baserer sig bl.a. på research i Saudi-Arabien samt studiet af 200 rapporter udfærdiget af saudiske olieingeniører gennem de seneste fire årtier. Og hans konklusion er, at landets store, gamle oliefelter er i stigende vanskeligheder. Rapporterne beskriver »en meteorregn af problem på problem på problem«, siger Matthews.
Det allerstørste saudiarabiske felt – også det største i verden – er Ghawar-feltet, der har leveret olie siden 1960’erne. Matthews frygter, at Saudi-Arabiens løbende opskrivninger af feltets størrelse er ønsketænkning, og at feltet – der siges at rumme en ottendedel af verdens beviste reserver – kan være 90 procent udtømt, ikke 48 procent som saudierne siger.
Den høje daglige olieproduktion fra Ghawar-feltet og de andre gamle felter i Saudi-Arabien opretholdes i dag kun ved massiv indsprøjtning af vand for at presse olien ud. Det var også strategien i Yibal-feltet i Oman, men til sidst var der så meget vand og så lidt olie, at økonomien blev tvivlsom.
Simmons mener, at vand kan blive den kritiske faktor i Saudi-Arabien. Vandforbruget til olieudvinding er steget eksponentielt, og på sigt er der ikke ferskvand nok. Hvis man vil skifte til afsaltet havvand, kan problemet i stedet blive omkostningerne og energiforbruget til selve afsaltningen.
»Bekymringen omkring det saudi-arabiske energi-mirakel er egentlig simpel: Hele verden regner med, at Saudi-Arabien let kan påtage sig at sikre enhvers energibehov. Hvis det viser sig ikke at holde, er der desværre ingen plan b. Hvis den konventionelle visdom er forkert, står verden over for en gigantisk energikrise,« siger den amerikanske olieanalytiker.

For lidt på vej
Den britiske olie- og gaskonsulent Richard Hardman, der har været vicedirektør for efterforskning i olieselskabet Amerada Hess, foruden formand for det britiske Geological Society, deler Matthew Simmons bekymring.
»I deres officielle udmeldinger overvurderer saudierne deres oliereserver. Formentlig ved de ret præcist, hvor meget de har, men de deltager i samme spil som de andre OPEC-lande. Alle overdriver deres reserver,« siger Richard Hardman til Information.
Hardman tror gerne, at der er meget olie tilbage i Mellemøsten, men han tvivler på, at nye olieproduktioner kan etableres i en takt, der følger med den stigende globale efterspørgsel på olie og faldet i de gamle felters produktion.
»Hvis den globale efterspørgsel bliver større end den globale produktion, så har vi oliekrisen,« siger Hardman.
Mange olieeksperter deler i dag hans bekymring.
»Der er ikke tilstrækkelig mange store projekter på vej til at opveje den faldende produktion fra de gamle felter og sikre den stigende efterspørgsel,« siger Chris Skrebowski, chefredaktør for branchemagasinet Petroleum Review, der udgives af det London-baserede Energy Institute.
Ifølge Skrebowski blev der i år 2000 gjort 13 nye oliefund på over 500 millioner tønder, i 2001 blev det kun til seks nye fund af denne størrelse og i 2002 kun to. I 2003 blev der ikke gjort nogen nye fund af denne størrelse.
»Vi skal formentlig tilbage til begyndelsen af 1920’erne for at finde et år, hvor der blev gjort færre store oliefund,« mener han.
»Der er et betydeligt antal projekter, som begynder at producere olie i år, i 2005 og i 2006. Men efter det falder antallet meget dramatisk. Det lyder måske ikke så alvorligt, før man gør opmærksom på, at fra første opdagelse til første olieproduktion fra et stort felt går der typisk omkring seks år, nogle gange op mod 10 år. Det betyder, at vi i dag burde kende store nye projekter, som skal give olie fra omkring 2010-11, men det gør vi ikke. Der kommer ikke noget,« siger Chris Skrebowski.
»Olieselskaberne fortæller meget entusiastisk, at de investerer rekordstore beløb i produktioner, der kommer i gang de næste tre år, og det er en hel del. Men efter det falder tilgangen ret dramatisk. Og det afspejler et stærk fald i opdagelsen af nye store felter.«
»I op mod 20 lande, der står for mellem en tredjedel og en fjerdedel af verdens olieproduktion, er produktionen allerede for nedadgående,« siger Chris Skrebowski.
Faktum er, at den årlige olieproduktion nu i 25 år har oversteget det årlige fund af nye reserver. Udtømningen er i gang.
Skrebowski kalder det et problem, at der ikke foregår nogen løbende, international registrering af den takt, hvormed produktionen fra de gamle felter falder. Verden ved altså ikke, hvor godt eller galt, det står til.
Hans eget bedste bud er, at de pågældende gamle felters produktion nu skrumper med omkring fire procent årligt, dvs. på årsbasis med 850.000 tønder pr. dag, samtidig med at den globale olie-efterspørgsel ifølge det internationale energiagentur IEA årligt stiger med 1,5 millioner tønder pr. dag. Der skal altså årligt tilvejebringes ny produktionskapacitet på 2,35 millioner tønder pr. dag, påpeger Chris Skrebowski.

Vendepunktet
Den erfarne oliegeolog Colin Campbell, tilknyttet Oil Depletion Analysis Centre i London, har gransket informationerne om kendte reserver af konventionel olie i 64 olielande samt olielandenes produktionskapacitet, og han når frem til, at vendepunktet for den globale, klokkeformede produktionskurve antagelig nås omkring 2010. Altså at den globale produktion af billig olie begynder at falde om ganske få år. Det betyder ikke, at vi kommer til at mangle olie fra 2010, men at olieprisen vil være stedse stigende.
Richard Hardman mener, at toppunktet allerede kan være nået, uden at vi ved det.
»For nogle år siden forudsagde vi på en konference, hvor både Campbell og de store olieselskaber var til stede, at toppunktet ville blive nået i 2012 med en usikkerhed til begge sider på otte år. Det syntes der at være konsensus om, og der er ikke kommet nogen gode argumenter for at ændre den vurdering. Så vendepunktet kan altså være et hvilket som helst tidspunkt mellem nu og 2020. Personligt tror jeg, at vi har passeret det, men det er først noget vi kan se efterfølgende, altså når produktionsstatistikkerne fortæller, at den maksimale produktion lå et sted i den nære fortid,« siger Richard Hardman.

FAKTA
Det voksende oliegab
*Den årlige produktion af olie har allerede i en årrække oversteget de årlige fund af nye reserver – og dette gab forventes at vokse i fremtiden. Dermed er udtømningen af verdens oliereserver i gang, omend det går langsomt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her