Et herregårdslandskab, spejl af områdets kulturhistorie. Her fandt man de engdrag og overdrev som
i resten af landet var pløjet op og ved hjælp af koncentrerede gødningsmidler og endnu mere intense statstilskud erstattet af i bedste fald nytteløse afgrøder tre-fire måneder om året. Her fandt man den dunede ringlende lilla kobjælde, selv tørveviolen trivedes et sted bag en bakke.
Lange rækker af botaniske klenodier var her lidt endnu.
Som stendigerne. Slæbt sammen af fattige folk, under trusler, mens deres helbred blev nedbrudt.
Men til berigelse af landskaberne.
Godset var rigt på klukkende bække. Åer og bække på hvis skrænter milturt sammen med bingel for alvor forkynder forår. Intet i verden er mere lindrende end en å der snor sig gennem landskabet.
Å. Vores første ord.
Å. å.
Vores eget bogstav.
Åerne skulle rettes ud! Øverste del gøres bredere, dobbeltprofiler udføres, vandføringsevne øges, vandspejlsniveau fastlægges. Mange ting at tage sig til for en mand som søger effektivitet og fremgang.
Dispensation blev søgt til dyrkning til vandoverflade! Talrige dispensationer givet. Godsejer Bardenfliid forstod at skabe respekt om sin person. Der hvor de ikke blev givet men forholdet forlængst var sat i værk fortsatte han sine diskrete henvendelser som skulle munde ud i lovliggørelse.
Eller også lod han være! Under alle omstændigheder blev tingene gjort som hensynet til effektiv drift krævede. Der blev arronderet, bevilget løs og lovliggjort. »Lovliggørelse« ved at myndighederne efterfølgende tillader hvad de oprindelig nægtede, men som ikke desto mindre i mellemtiden er blevet realitet.
De dræn som komtessefrøkenen havde ladet sande til så engene forblev ferske, fugtige og rige på dyr og deres føde skulle spules og retableres. Således ville engene atter tørre ud og lade sig tilså, kunstgøde, giftsprøjte, kunstvande, kort sagt dyrke.
Da der skulle tages stilling til om naturen skulle beskyttes eller ikke, uddelte myndighederne deres serie af dispensationer »under hensyn til den særlige situation for Rosenlund« hvormed ingen aner hvad menes, eftersom prisen for Rosenlund indlysende var præget af ikke blot at der ikke var sket nogen særlig vedligeholdelse af gods og jorder i fyrre år, men i endnu højere grad at slottet nu var omfattet af de talrige restriktioner som krævedes til beskyttelse af den natur som i mellemtiden takket være landbrugets forbløffende opfattelse af hensigtsmæssighed var blevet underbar og sjælden.
Godsejer Bardenfliid er en mand som ved hvad han vil.
Og kan hvad han vil, i øvrigt.
Allerede tre år efter hans overtagelse af Rosenlund Slot havde de røde tal skiftet kulør. Komtessen afgik ved døden på sit plejehjem for adelige frøkener året efter overdragelsen. Hendes niece hævder at hun døde af sorg. Det ville der have været god grund til at gøre.
Hans kone til gengæld var stadig i live, medtaget, but still alive. Ægteskabet fungerede ikke særlig godt. Forkert: Det fungerede sletikke. En dame i Kolding, let buttet, samt hendes lidt yngre søster i Silkeborg, også let buttet, men knap så udtalt blev med regelmæssige mellemrum frekventeret af Bardenfliid. I dagens Danmark er der jo intetsomhelst pres på nogensomhelst for ikke hurtigst muligt at skille sig af med en inadækvat ægtefælle, så nogen vil måske undre sig over at Bardenfliid ikke forlængst havde gjort dette. Hun gjorde ham intet godt. Og vice versa. Der er et par grunde til at det ikke er sket. Én af dem er at da de i sin tid giftede sig, kom han uden andet end sine overbevisende talegaver, »han taler med smørmund« advarede hendes mor, men faren stolede på svigersønnens evner som forretningsmand og sendte en ordentlig klat kontanter i måsen på datteren ved giftermålet; derfor ville det have været unaturligt for ham dengang at sikre sin situation ved at oprette særeje. Disse medgiftskontanter var forlængst ude af verden, glemt og langt overskygget af hans efterfølgende sammenhobning af midler. En skilsmisse ville koste halvdelen af hvad han ejede, 1/2 Rosenlund, 1/2 aktiebeholdning, 1/2 jordtilliggender, 1/2 huset i Vence, 1/2 huset på Rømø, 1/2 x hans store stolthed, malerierne, fy for den! tre Kirkeby, to Jorn, fire Trampedach, et Ancher og et Krøyer plus et Andy Warhol, så var der kontoen i Schweiz, nej, den kunne Klæbel nu nok holde udenfor en boopgørelse, mon ikke? Men dyrt var det og ikke pengene værd, efter hans opfattelse.
Man kan næsten tale om at hun sad på en slags tålt ophold i sit eget hjem som hun i øvrigt sjældent forlod. Der var ingen dr. Riege i hendes liv, heller ikke tilhørende Bols og mayonnaise, hun så daily television som det kaldes, Cartoon Network, programmer hvor overvægtige, understimulerede amerikanere med høj stemmeføring retter beskyldninger mod hinanden om bizarre forhold, animeret af på samme måde overvægtige studieværter; hun hjernevaskede kort sagt sig selv med imbecilt tv.
Det vil være fremgået at det er vanskeligt at beskrive godsejer Bardenfliid uden at manden tegnes som en kliché, rettere værre, han er en karikatur fra starten. Der er desværre ikke noget at gøre ved det. Det er et problem med visse personer, de er karikaturer. En livslang tragedie for den enkelte at slæbe rundt på. Og jo en umulig situation for den som prøver at forklare, forstå, beskrive ... ikke at nogen skal ynkes.
Selv karikaturer må man af og til begive sig i lag med. I denne sammenhæng uundgåeligt, eftersom manden har en central rolle at spille. Man må tage det for gode varer eller ej; synes man ikke om det, skal man hoppe af her! Et fladt og firkantet menneskesyn er ikke velset, naturligvis ikke, det er både primitivt og kedeligt. Men det lader sig ikke gøre at skrive hovedpersonen ud af fortællingen før den er begyndt! Lyve bør man heller ikke. Tag og husk det! Naturligvis fødes disse personer ikke som karikaturer, det gør ingen. Men det varer ikke længe: allerede som fem-seksårige kan de begynde at fungere som klichéer, skriger og kaster med tingene når det kniber med at sætte sig igennem, surmuler og tværer rundt i maden, tager kammeraternes legetøj og optræder uklædeligt på mange andre måder.
Tilmed er det ikke kun Bardenfliid der på denne måde er eendimensional. Måske vil det være klogt allerede nu at rejse spørgsmålet om det i virkeligheden er af denne grund historien tilsyneladende gerne vil ud og luftes, ikke sandt, den gode, gamle, forslidte historie: det gode mod det onde, retfærd overfor overgreb, den kloge som narrer den mindre kloge, den klassiske traver, iscenesat af en slem bunke røvhuller og deres hoben rygklappere, medløbere og godt med vind i sejlene.
Lige netop sort og hvidt som gud og hvermand altid påstår at tingene sletikke er. Aaaldrig er! Det kan de selv være! »Verden er jo ikke firkantet!« siger de. Vist er den så! Ind i mellem er verden så firkantet at man skulle tro det var løgn. Firkantet og flak som morlilles pandekage.
Derfor.
Sophie Ryeskilde Adelsvilje Gyldenriis til Ankersminde
Inkontinens. At have et fint slot og så sådan et kedeligt problem. Fine rokokomedaillonstole, jasminduft, og så lugt af tis oveni. Ikke sjovt.
Det slot hun var endt på, var skam et fint og nydeligt slot, man skulle være et skarn for at påstå andet. Bevares, det var ikke Læsbygaard. Dér skal også meget til, Læsbygaard er et af landets største og rigeste godser. Og Læsbygaard var det altså ikke.
Men hun skulle sandelig ikke klage, havde så mange ting at glæde sig over. Voldgrav rundt om hovedbygningen og det holdt hun meget af, selvom man selvfølgelig i dag ikke har vindebro og folk til at lukke op og i og denslags hun havde også sit vidunderlige lille orangeri hvor hun elskede at sidde i det tidlige forår når citrusblomsterne sprang ud og luften blev helt tæt derinde. Aldrig blev hun træt af at tvinge sig selv til at tage stilling til hvilken der duftede bedst. Appelsinen, selvfølgelig! Og dog.
Mandarinen! Citronen? Ja, dén. Men de dufter jo alle dejligt! Åh, hvad med clementinen ...
Hele tiden vælge om, sådan havde hun gjort siden hun var barn. Dengang orangeriet var større. Dengang det var et andet orangeri.
Hun havde også sin yndige barokstue hvis man synes om den slags overlæssede ragelse og hun havde den mest vidunderlige havestue hvorfra jasminens duft vinteren igennem bølgede ud i de omkringliggende saloner og hvor hun flere gange havde haft selveste MII til the.
Vinterhaven var på den tid af året hendes yndlingssted til aperitif. Helst et glas ældre madeira som i farens tid. Pudsigt som den slags traditioner har det med at sætte sig fast. Vandre videre ned gennem generationer og transformeres til urokkelige ritualer undervejs. Det burde vække undren, for sandheden om hendes madeira er at den smager som noget nogen har glemt bagest i et køkkenskab hvor den har fået lov at stå alt for længe, endda uden prop. Sådan smager den bare. Og den er bestemt ikke gammel, flasken bliver skiftet ud et par gange om ugen.
Og sit elskede bibliotek har hun. Adskillige uvurderlige bind som nok retteligen hører hjemme på det kongelige bibliotek; de havde været der et par gange. Ved gud om det blev i hendes dage! Ikke tale om. Hun har afgivet mere end nok.
Heller ikke egen der stod godt af vejen, nede i fangehullet, skulle de bryde sig om at røre ved. Danefæ! Det kunne lige passe!
De nævnte yndige små rokokome-daillonstole, prægtige skilderier, ja, hun havde hvad ikke mange har: et veritabelt anegalleri selvom heller ikke dét var som anegalleriet på Læsbygaard. På Læsbygaard hang hendes farfar og hendes far. Hendes søn ville ikke komme til at hænge der. Ikke af sig selv, i hvert fald.
Så må man jo se om der kan gøres noget ved det.
Inkontinens eller ej.
*Fortsættes i morgen ...
