Læsetid: 7 min.

Kampen om Læsbygaard – en adelig redelighed (3/28)

Vi hørte lidt mere til Bardenfliid, hans manierede naturopretning samt hans kone som sidder på en art tålt ophold i det fælles hjem. Også grevinde Sophie Ryeskilde Adelsvilje Gyldenriis er dukket op. Læg venligst mærke til hende, selvom hun går så diskret med dørene. Hun er kusine til ham som er vores helt, og har sit eget slot, Ankersminde. Ankersminde er et fint slot. Men ikke så fint som Læsbygaard ...
23. juni 2004

Grevens datter, Flora
Flora er blomsten i dette morads. Midt i et sammensurium af grimme gamle mænd, spækket med onde bagtanker, villige til slette handlinger. Hér dukker lykkeligvis Flora op! Ligner hun ikke en dansk høstblomst?
Med sit store røde bølgende hår, et smil der stråler og lyser som solen selv, som hun står der og læner sig op ad møggreben, i sine brune gummistøvler, foldet halvt ned på skaftet som kun gartnere og ægte bonderøve kan finde på at gøre det.
Sund og frodig, en skøn fast barm struttende under overall’en, gode lår, stærke ben, en perlerække af flotte hvide tænder.
Denne art gennemgang af en ung kvinde lyder unægtelig som forhandlerens anprisninger til forgangne tiders plantageejere på besigtigelse inden køb af egnet arbejdskraft. Det er langtfra hensigten, men i betragtning af at Flora udgør på det nærmeste primatet indenfor dansk højadel er det vigtigt at vide at de kedelige tendenser til forringet arvemasse der fortsat i nogen grad præger denne del af befolkningen, altså ikke har ramt kvinden her. Det er vigtigt af hensyn til fremtiden for det gods som hele fejden handler om.

Flora er nu 25, hverken gift eller engageret med fast installation. I de sidste år har hendes liv været omtumlet og fyldt med begivenheder som har tvunget hende til at fremtrylle ukendte ressourcer fra sit indre, når hun har måttet støtte sin far. På én dag blev hun voksen og forstod at denne mand var af en ganske anden – langt mere skrøbelig – kaliber end hun selv.

Flora bor på byens sidste tilbageværende kollegium for adelige jomfruer; så galt er hun dog næppe fat, en glad og køn pige fra landet havner som regel hurtigt i høet og på disse stiftelser foretager man ingen krænkende undersøgelser.
Dokumentet
Hvad i denne historie er vigtigere end noget andet, og dermed næsten vigtigere end alle involverede personer tilsammen, vigtigere end selv det femhundrede år gamle grevesæde som det hele handler om – det er »Dokumentet«!
Tilbage i 1724 sad en tankefuld greve på sit slot – slottet havde det i forhold til realiteterne meget beskedne navn Læsbygaard. Manden lod tankerne glide tilbage i tiden, samtidig med at han bekymret overvejede fremtiden. Det var ikke alene skinbarlig adelshygge familiens historie rummede; et slot spækket med penge & ære kan åbenbart ikke undgå at inspirere til dystre forehavender, det fremgik af de sidste hundredehalvtreds år på stedet. Indemuringen i kælderen af slotsfruen var et af grådighedens mere spektakulære udslag.
Dertil kom de klækkelige arveafgifter som ved hvert arvefald gjorde dramatiske indhug i godsets formue. Mange omliggende godser var faldet til kongen alene af denne grund, flere blevet opsplittet, jorder solgt fra med det resultat at det økonomiske grundlag efterhånden med eksponentielt stigende hast forsvandt.
En konkret anledning derudover til hans spekulationer var at hans yngre bror samme morgen havde forsøgt at forgive ham med et giftmiddel i det varme øl. Der var tidligere forekommet episoder som burde have vakt mistanke, vådeskuddet under jagten især som kostede greven det meste af et øre, men trods sin kones indtrængende advarsler havde han skubbet emnet fra sig; greven var ikke naiv, men vægrede sig stærkt mod at se i øjnene at brodermord forekom i virkeligheden. Trods alt var det ham som havde lært broren at skyde, at slås, i det hele taget gebærde sig. Hvordan kunne han så? Intriger havde han ikke undervist i, eller misundelse, grådighed, alle disse primitiviteter som han – måske vel troskyldigt – mente hørte laverestående klasser til. Adel forpligter var i denne mands ører ikke en indholdsløs frase fra en fjern og anonym fremtid: det var et konkret påbud om redelighed, ordholdenhed og en række andre honnette dyder, i dag forlængst forglemte!
Som ældste arving havde han opnået fuld dispositionsret over slottet, de enorme jordtilliggender og udstrakte skove, alt hvad der var at råde over. Inden længe fik han forhåbentlig en søn som engang skulle overtage efter ham – sådan var naturens orden, og det var der ikke grund til at lave om på.
Eller hvad? De talrige fejder og stridigheder gjorde indtryk, måske var tiden inde til at tænke i nye baner.
Han besluttede sig for at drøfte sagen med Hviidt, sin nærmeste fortrolige. Hviidt besad stor indsigt i juridiske forhold.

Efter fire møder hvor der ikke blev serveret brændevin, havde de to mænd besluttet hvorledes sagen skulle angribes, Hviidt havde sat sig hårdt igennem og vennen stolede på hans vurderingsevne. Hviidt var en fremsynet mand og efter hans bedste fornemmelse ville de familiefideikommiser som adelen plejede at båndlægge formuer århundreder frem i tiden med, vise sig uholdbare i det lange løb. Afgrunden mellem rig og fattig var for dyb, og eftersom der var flest fattige ville tilstanden før eller siden blive ændret. Derfor foreslog han i stedet at der blev oprettet en fond til at eje alle de enorme værdier. Magten blev lagt i hænderne på Godsbestyreren. Titlen – og rettighederne – som Godsbestyrer skulle gå i arv til slægtens ældste mandlige efterkommer til hver en tid – heromkring havde i øvrigt udspillet sig følgende pudsige lille intermezzo:
Hviidt havde med monoklen knebet godt fast stirret grev Dannermand-Adelsvilje durk ind i øjnene og spurgt:
– Hvorfor egentligen Mandlige, Eders Excellence?
Greven havde kikket uforstående på ham: Hvad mener Hviidt?
– Ja, hvorfor dog Mandlige Efterkommere?
– Jamen hvad ellers? svarede greven forvirret.
– Hvad ellers, ja hvem tror Greven?
– Jeg forstaaer vist ikke... Værdierne maa dog videre!
– Javist. Men hvorfor ikke lade Ma-dammerne?
– Hvad siger Hviidt? Greven nærmest gispede.
– Jae. Der har jo været en Rigelighed af Ballade allerede, ikke sandt?
Greven kikkede på ham.
– De mandlige Efterkommere har sloges en Deel, maa man sige! Det er ikke sikkert at Madammerne vilde drive det heelt saa vidt i saa Henseende!
Greven rystede på hovedet: – Er De fra Forstanden, Hviidt!
– Næh, det skulle jeg ikke mene ...

Enden på det blev at arvefølgen fulgte de mandlige efterkommere, dog kunne kvindelige arvtagere – når ingen mandlige fandtes – overtage titel og så videre, indtil den dag de giftede sig. Efter brylluppet måtte de flytte bort og overlade stedet til ældste mandlige arving af slægten Dannermand-Adelsvilje, uanset hvor fjern en slægtning vedkommende var. De afgifter som staten opkrævede ved død og arveovergang, var dermed elimineret, ejeren forblev til tid og evighed fonden. Det sikrede udover fondens fundats Christian den Femtes Danske Lov.

Med denne konstruktion håbede grev Hans Dannermand-Adelsvilje at bevare godset som en sammenhængende enhed og samtidig ved hjælp af så simple regler undgå stridigheder. Dispositioner foretaget af hensyn til personlig vinding ville forsvinde, eftersom ingen af fremtidens Godsbestyrere kom til at eje; Godsbestyreren havde fuld dispositionsret, men afkastet af givtige dispositioner skulle tilgå fonden, ingen værdier måtte frasælges udover hvad der fulgte af sædvanlig, daglig drift; sammen med Hviidt havde greven fyret op under historiens hjul, hundredvis af år frem, hér skulle tænkes langsigtet, det gjaldt sikring af en kulturskat ind i en uvis fremtid, beskyttelse af det lille samfund som var slottets. Selviskhed lyst i band.
Alt dette fremgår af Dokumentet.
Sophie Ryeskilde Adelsvilje Gyldenriis til Ankersminde’s ældste søn
Sophie Ryeskilde Adelsvilje Gyldenriis til Ankersminde har tre sønner, de to yngste er døgenigte således som man ofte bruger det i overklassen; hos den ældste derimod fejler ambitionerne ingenting, dér er det mere evnerne det kniber med. Nej, måske er det uretfærdigt blot at afskrive ham på denne vis: han kunne sikkert sagtens have gjort udmærket nytte af de evner han havde fået, hvis ikke hans sind havde været så...
Forgiftet!
Det var dét han var.

Mødre gør ofte uhensigtsmæssige ting i forhold til deres børn, ikke mindst dominante kvinder i forhold til sønner der jo fødes uundgåeligt afhængige. I dette tilfælde ligger nøglen århundreder tilbage, thi nøglen ligger i Dokumentet. Men intet dokument kan fritage en mor for ansvar.
Således startede det
Et brev var blevet afsendt fra herregården Ankersminde, adressaten det almægtige Justitsministerium på Slotsholmen. Man havde udbedt sig et møde, alvorlige ting var i gang på Læsbygaard, noget måtte gøres.
Der foreligger intet referat fra mødet og ingen af de deltagende ønsker at udtale sig om hvad der blev sagt og besluttet. End ikke en deltagerliste er tilgængelig. Det ligger imidlertid klart at Civilretsdirektoratet deltog, Civilretsdirektoratet er den myndighed som fører tilsyn med private fonde.

Omkring små ti år tidligere havde Folketinget vedtaget visse ændringer i lovgivningen om fonde. Ved overvejelserne om sådanne ændringer skal juristerne holde tungen lige i munden og det er ikke altid nemt, heller ikke for jurister. Heldigvis var det dengang man gjorde sig umage når man skrev love.

*Fortsættes i morgen ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her