Læsetid: 3 min.

Kickstart for danish design

Bruce Mau som DAC-partner, ny dansk bog om tektonik, og Koolhas’ canadiske bibspiral
10. juni 2004

Arkitekturnus
Da danish design slog internationalt igennem blev begrebet et flagskib for mindre gloriøse virksomheder.
1950’ernes danske arkitektmøbler – Wegners præsidentchair, Myren og Finn Juhls FN-mødesal – trak jyske reolfabrikker og klodsede stole med i kølvandet, PH-lamperne skinnede worldwide på kongeligt porcelæn og Jensen-sølv, så der, på knapt så velbelyste eksporthylder, også blev plads til mindre ædelt husgeråd. Og Verner Pantons interiører, blandt andet.
Møbelproduktionen var i starten delvis håndværksbaseret. Siden fulgte i større mål arkitektonisk knowhow med Arne Jacobsen og Henning Larsen og Jørn Utzon og Sprechelsens triumfbue på verdenskortet.

Social ideologi
Sådan må det gerne blive igen, mente man på DAC, Dansk Arkitektur Center, da den helt store livsstilsforsker og bogentreprenør Bruce Mau for et år siden blev bedt om at gå i dialog og reformulere omstændighederne.
For selv om Tegnestuen Vandkunsten og enkelte andre med økologiske systemer og logistik stadig står sig i udlandet, er det ikke bredt lykkedes dansk bygningskunst og danish design at holde eksportdampen oppe med nye teknologiske produkter og huse.
Mau mente, efter nogen betænkning, at 50’ernes danske designboom var nøje knyttet til opkomsten af den danske velfærdsstat. Boligindretning var dengang del af et større socialdemokratisk fremstød, som bærende værdigrundlag, og som baggrund for homogeniteten i danish design.
Den sammenhæng holder ikke længere. Eller rettere sagt: IKEA har taget over og velfærdsstaten er afløst af varesamfundet. Derfor må et nyt internationalt designfremstød tage udgangspunkt i videnbaseret formgivningskapacitet snarere end i en stil eller ideologisk identitet, siger Bruce Mau – og dennegang ikke med design som kronen på natur, kultur og forretning, men som den drivende kraft i sammenhængen mellem de tre parametre. Selv den danske natur er i dag designet, mener guruen
Lyder det tåget? Eller hyperrealistisk? Kan det bruges til noget?
Det vil vise sig, når den unge danske tegnestue PLOT i samarbejde med Bruce Mau nu til september præsenterer første Re-Think udspil i både København, Toronto og på arkitekturbiennalen i Venedig. Siden følger andre tiltag, og bag det hele står Realdania og Nykredit som sponsorer med Montana, Arkitema og Carl Bro som coaches.

Decimalkasser
I Seattle har Bruce Maus stadige samarbejdspartner, arkitekten Rem Koolhaas, tegnet et nationalbibliotek.
Det åbnede under stor opmærksomhed for et par uger siden, og er overordnet bemærkelsesværdigt ved åbne boghylder i spiralsk rundgang, så bøgerne efter arkitektens hensigt altid kan placeres fortløbende efter gældende decimalklasifikationssystem – og altså ikke efter gængs, rumligt adskilt fagopdeling.
Arealer til service og computersøgning er skudt ind i spiralvindingerne, og selv om det hele lyder dramatisk, og efter fotos at dømme også er dramatisk i gadebilledet, ser interiørerne på hjemmesidens slideshow (www.spl.-org/images/slideshow/NewCentralSlideshow.asp) meget behagelige ud.
Skandinavisk hygge er der ikke tale om, men om høje gummipuder til at sidde på ved skærmene på lysegrå gulve mellem gennemskinnelige reolhylder. Bogsorteringen er organiseret som bagagebåndene i en lufthavn, og skrå glasydervægge dominerende i huset. Et indskudt aluminiumsnet forhindrer solindfald, men gør det alligevel muligt at se ud på byen.
Men tektoniske overvejelser er tilsyneladende ikke det, der driver tegnestuen OMA som afgørende æstetisk udfordring. Det logistiske og sammenfoldet rumlige stikker mere i øjnene.
Alligevel er de færdige resultater hos Koolhaas også udtryk for tektonisk opmærksomhed, men nok mere pragmatisk end da Le Corbusier og Mies van der Rohe præciserede glat beton og stålprofiler som principielle æstetiske billeder.
Dén bygningskunstneriske problemstilling har Anne Beim skrevet en bog om. Tektoniske Visioner hedder den, (Arkitektskolens Forlag), og gennemgår seks modernistiske enkeltværker:
Mies og Corbusier får etiketten Proces og teknologi, Charles Eames og Jørn Utzon overskriften Komponent og komposition, og Louis Kahn og The Smitsons koden Seperation og integration.
Jørn Utzon kunne godt fortjene mere opmærksomhed på Sidney Operaens mangfoldige fleksible principper end på sit klodsede parcelhus-systemprojekt Espansiva. Og overraskende er i alt fald for denne læser oplysningen om, at Ray og Charles Eames’ industrielt fantasibefordrende katalogvare-hus fra de tidlige 1950’ere under stort besvær er realiseret gennem håndsværksmæssig tillempning af de fabriksfremstillede facadeelementer.
Hovedpointen i bogen er at undersøge, i hvilken grad de valgte skoleeksempler er almene byggeriforbilleder eller snævre kunstneriske udsagn. Og vægten slår stort set ud til sidst nævnte kunstneriske side.
Men dialektikken mellem kunstneriske udsagn og almene principper har iøvrigt aldrig voldt problemer i troskyldige Danmark. Arkitektarbejde er altid bare kaldt arkitektur uden skelnen mellem bygningskunst og byggeri, mellem principielle forbilleder og banal nedsivning fra kunstsfæren til dagligdagen.
Måske var æstetisk pragmatisme en vigtig del af fortidssuccesen danish design. Selv om alle sådan set godt vidste at nogen var bedre end andre til at tegne gode stole, gjorde man sit bedste inden for en nærmest moralsk formgivning.
Kan dén hjemmefødte praksis gentages i en global nutid?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her