Læsetid: 10 min.

Kierkegaards barmhjertighed

De faktiske fejl i Joakim Gaffs bog ’SAK’ er uomtvistelige og afsløres ved gedigen kildekritik. Men når Garff desuden tager ansvar for eventuelle ’moralske fejl’, må han vel sigte til sin fortolkning af Kierkegaard?
3. juni 2004

Kierkegaard
Fredag d. 28. maj kunne man i Information læse en foromtale af min bog, Kierkegaards København, som udkommer 8. juni. Af omtalen fremgår det, at bogen giver et andet billede af Søren Kierkegaard end det hævdvundne.
Som eksempel på dette nævnes bl.a., at Kierkegaard i årene 1848-52 lod snedkersvenden Fr. Chr. Strube bo hos sig med kone og to døtre. Tidligere har man antaget, at denne snedkersvend var tjener hos Kierkegaard, selvom han i forvejen havde en tjenestekarl i sit sold, nemlig den jyske bondesøn og soldat Anders Westergaard. Således måtte Kierkegaard have ført en ekstravagant husholdning med to tjenere til at drage omsorg for det magelige geni. Nu afslører grundig forskning, at Strube ikke var tjener, men et socialt og psykiatrisk tilfælde, som Kierkegaard har taget sig af.
Den angivelige dandy og flaneur viser sig med andre ord som et omsorgsfuldt menneske, der ikke viger tilbage fra at afstå noget af sin lejlighed for at kunne hjælpe et menneske i nød. Som belæg for, at denne fremstilling af forholdet mellem magisteren og snedkersvenden afviger fra den kanoniserede fortolkning, henviser Information til Joakim Garffs prisbelønnede Kierkegaard-biografi, SAK. Her læser man netop, at Strube er Kierkegaards tjener, ligesom man i øvrigt får en præsentation af deres forhold, som ikke just er flatterende for Kierkegaard.
I den anledning udtaler Garff til Information 29. maj, at han ikke er så overrasket over, at Kierkegaard også tog sig af fattige mennesker:
»Familien Strube har næppe siddet med hænderne i skødet bagest i lejligheden, men efter al sandsynlighed været aktivt inddraget i husholdningen.«
Selvfølgelig har familien Strube ikke siddet med hænderne i skødet, for snedkersvenden var netop snedkersvend, hvilket betød, at han fra mandag til lørdag arbejdede 12 timer dagligt for sin mester, C.F. Weincke i St. Regnegade. Madam Strube har lige så selvfølgeligt taget sig af sine døtre og den lille families husholdning. Desuden er hun sikkert gået til hånde hos Kierkegaard, ligesom hun tidligere – ifølge en bevaret regnskabsbog fra 1847 – af og til har tjent et par mark ved at stoppe hans strømper, sy hans skjorter og vaske hans tøj. Af samme regnskabsbog fremgår, at Strube en enkelt gang har fået to rigsdaler for at ordne gården (der gik seks mark på en rigsdaler). Formentlig har snedkersvenden ikke kunnet forsørge sin familie for mindre end 400 rigsdaler om året, så med kun fem rigsdaler i ugeløn fra sin mester har den ekstra indtjening været velkommen.
Da familien i 1848 flytter ind hos Kierkegaard, bor han i en seksværelses lejlighed i Rosenborggade 7. Lejligheden er næsten 200 kvadratmeter, så der bør være tilstrækkelig plads til at huse den lille familie sammen med magisteren og hans tjener. Garff tildeler familien et værelse »bagest i lejligheden«, som det hedder i Information. I SAK (s. 460) placeres værelset nede i sidehuset bag køkkenet: »I tilknytning hertil lå et simpelt kammer med pudsede vægge til tyendet, og bagved dette et fadebur.« Skal man tro Garff, har far, mor og to døtre levet i et kammer på kun seks kvadratmeter, mens Kierkegaard med tjener Anders har bredt sig over den resterende del af den herskabelige lejlighed.
Men har Garff en kilde til denne distribution af lejlighedens værelser? Nej, ikke hvis vi taler om kilder i videnskabelig forstand. Derimod har han en litteraturhenvisning til Chr. Elling, som 100 år senere var inde i lejligheden og beskrev den i Byens Hjerte og Digterens (Kbh. 1947). Garff afskriver stort set ord til andet Ellings fine skitse af lejligheden, som afrundes bag køkkenet: »Saa et simpelt Kammer til Tyendet (med pudsede Vægge), og bag dette et Fadebur.« Problemet er imidlertid, at denne funktionsopdeling anno 1947 naturligvis ikke tæller som dokumentation for en tilsvarende i Kierkegaards lejlighed 100 år før (i hans lejekontrakt omtales bemeldte kammer som »Pigekammer«, altså et kammer til én tjenestepige).
Kort sagt ved vi intet om, hvor meget plads Kierkegaard tilstod familien Strube, kun at i alt seks mennesker boede i hans lejlighed. På den baggrund er det påfaldende at læse den svenske forfatter Fredrika Bremers beskrivelse af hans lejlighed anno 1849 som »hans eensomme Bolig« og hans brors beskrivelse af hans liv samme år som »en Eneboers midt i Vrimlen«.

Familien Strube
Hvem var nu denne snedkersvend, som delte lejlighed med Kierkegaard i fire år? Hidtil har vi ikke vidst andet, end at han ifølge folketællingen i 1850 var en islandsk snedkersvend med hustru og to døtre på otte og 13 år. I Kierkegaards København får han sin egen biografi, som kort kan skitseres således:
Fr. Chr. Strube (1811-67) fødes på Island, men rejser tidligt til København, hvor han som kun 13-årig kommer i snedkerlære. I 1829 bliver han udlært, og samme år bliver han far til en søn uden for ægteskab. Moderen er ikke kendt, men horeungen Thor Axel har efter tidens moralske standarder været nok til at stigmatisere hans far som et socialt tilfælde. I 1837 gifter Strube sig med Elisabeth Sørum, som vist nok har været tjenestepige i Kierkegaards barndomshjem. Elisabeth er allerede gravid og føder få måneder senere en datter og fire år senere endnu en. Ved folketællingerne i 1840 og 1845 bor hele familien, inklusiv Thor Axel, i en ejendom, som tilhører C.F. Weincke. Endelig i 1848 flytter familien ind hos Kierkegaard, nu uden sønnen, som nok er kommet i lære og derfor bor hos sin mester.
Men hvorfor lader Kierkegaard pludselig en hel familie indlogere i sin lejlighed, som vi ved, han yndede at hellige sig selv og sit krævende åndsarbejde? Måske af sympati for Strube, som han selv oplyser at have kendt i 20 år, og som kan have været ramt af de dårlige konjunkturer, da den første slesvigske krig brød ud i foråret 1848. Måske af praktiske grunde, da den værnepligtige tjener Anders blev indkaldt, hvorfor han savnede hjælp til husholdningen.
Alt tyder på, at Strube har logeret gratis, sådan at Kierkegaard i stedet har kunnet regne med praktisk hjælp. Imidlertid giver snedkersvenden flere bekymringer end bekvemmeligheder, for allerede i 1848 bliver han syg og må indlægges. Hidtil har vi kun kendt til denne episode fra et par optegnelser i Kierkegaards journaler og et takkebrev, han sender til en overlæge, da Strube udskrives.
Man forstår på optegnelserne, at Strubes sygdom er psykisk. Og man forstår på brevet, at Kierkegaard drager omsorg for Strube. Han skriver nemlig til overlægen, at han har »ladet ham blive boende hos mig, da jeg nok mærkede, at det vilde bedrøve ham meget at komme nu til at flytte.« Desuden minder Kierkegaard overlægen om, at denne har lovet straks at modtage Strube på hospitalet, hvis han får et tilbagefald. Det løfte var der god grund til at minde om, for ret beset måtte en psykisk syg ikke indlægges på Frederiks Hospitalet – byens bedste – men kun på Skt. Hans Hospital helt oppe ved Roskilde. Med andre ord har Kierkegaard sikret, at snedkersvenden under sin indlæggelse kunne blive i nærheden af sin familie.

Kierkegaards almisser
Hvordan refererer SAK denne sag? Forfatteren nøjes med at citere begyndelsen af Kierkegaards takkebrev, så man får indtryk af, at han blot har glædet sig over, at Strube kunne vende tilbage til sit arbejde – som tjener hos Kierkegaard. Desuden citerer han en optegnelse, hvor Kierkegaard skriver om snedkersvenden, at han blev »paastaaelig«, »heftig« og »confus, fordi han havde grublet for meget« (s. 467). Det lyder barokt, men havde Garff ulejliget sig på Rigsarkivet, kunne han have fundet hospitalets journal og erfaret, at lægernes diagnose ikke adskiller sig væsentligt fra Kierkegaards. Strubes tilfælde beskrives nemlig som »Monomania«, altså partiel sindssyge, og årsagen til denne som »grublen over tidens opgaver i forbindelse med ærgrelser over formentlig chikane.«
Således er Kierkegaards udstrakte omsorg for et sygt menneske reduceret til bekymring for egen bekvemmelighed. Derfor kan det godt overraske, at Garff ikke er overrasket over, at Kierkegaard også tog sig af fattige mennesker. Ikke desto mindre siger han nu til Information:
»Jeg forsøger i SAK at beskrive de mange ekstremer, der gemmer sig i Søren Kierkegaard. Det er en dialektisk virkelighedsbeskrivelse. Kierkegaard er en overdådigt sammensat karakter, som både kan være blid og opmærksom på de fattige og syge, og som også kan være en nonchalant åndsaristokrat.«
Når man læser, hvad Garff skriver om Kierkegaards opmærksomhed over for de fattige, kan man dårligt forstå denne udtalelse som andet end en efterrationalisering i anledning af den kildekritiske revision i Kierkegaards København. I SAK (s. 460-462) fortæller Garff nemlig, at Kierkegaard i løbet af 1847 og første kvartal 1848 kun gav omkring 30 rigsdaler i almisse. Beløbet svarer til, hvad en tjenestepige havde i årsindtægt foruden kost og logi, så noget imponerende beløb er der bestemt ikke tale om, når man tager Kierkegaards formue i betragtning.
Garffs kilde til oplysningerne om de beskedne almisser er Brandts og Rammels bog, Kierkegaard og Pengene (Kbh. 1935). Her har forfatterne gennemgået en bevaret regnskabsbog fra perioden og talt sig frem til det nævnte beløb. Imidlertid begår de en fatal fejl, for hvis man studerer regnskabsbogen ordentligt, viser den sig at være tjener Anders’ regnskab over husholdningen, altså over de penge, som hans husbond har givet ham at administrere (en enkelt gang noterer han sågar, at han lægger ud for Kierkegaard til betaling af et foreningskontingent, som naturligvis ikke hører under husholdningsbudgettet).
Med andre ord er det Anders, der med Kierkegaards accept har givet de nævnte almisser af husholdningspengene. Derimod har han naturligvis ikke noteret det i husholdningsregnskabet, når Kierkegaard selv har taget tegnebogen frem for at give almisse. Således kan Kierkegaards overbo i Rosenborggade, skuespillerinden Louise Phister, senere fortælle, at han fast hver lørdag gav en rigsdaler til en spillemand nede i gården. Dét alene bliver til 52 rigsdaler på et år.
I stedet for at gå kildekritisk til værks, sætter Garff sin påstand om de 30 rigsdaler i relief ved at oplyse, at Kierkegaard i samme periode brugte næsten 270 rigsdaler på mad, som han fik leveret fra en madam Andersen. Når Garff beskriver menuen med andesteg, laks og lam, får man indtryk af en uhørt ekstravagance, så man næsten ser rigmandssønnen bænket ved bordet nede på Hôtel d’Angleterre. Helt så overvældende har det næppe været, for madam Andersen var Kierkegaards underbo oppe på Nytorv. Her drev hun efter sin afdøde mand et simpelt værtshus nede i kælderen.
Yderligere minder Garff om, at Kierkegaard på ét år kunne bruge 132 rigsdaler på sine yndede køreture i den nordsjællandske natur: »Almisserne belastede eksempelvis ikke budgettet i nær samme omfang som Kierkegaards allerede i samtiden berømte køreture i wienervogn.« Berømte eller ej, vi ved intet om, hvor meget Kierkegaard gav i almisse, kun hvor meget han lod sin tjener give. Hertil bør man bemærke, at Israel Levin, der ellers ikke brød sig om Kierkegaard, fortæller, at han gav fem rigsdaler i drikkepenge til kusken på wienervognen. Som nævnt svarer dette beløb til Strubes ugeløn, så nogen nærigpind var han åbenbart ikke. Det samme fremgår i øvrigt af en indsamlingsbog fra 1839, hvor Kierkegaard er noteret for at have givet 10 rigsdaler til ofrene for en stormflodskatastrofe i Nørrejylland.

Det fulde ansvar
Garff ser ifølge Information ikke umiddelbart anledning til at revidere fremstillingen i SAK. Hvis han mener, at forholdet mellem Kierkegaard og Strube fortsat er åbent for fortolkning – så åbent, at Strube stadig kan tælle som tjener, selvom han ikke er det – er det naturligvis legitimt ikke at ville revidere fremstillingen. Men hvis kilderne er éntydige, og hvis de taler SAK imod – eksemplerne herpå er langt flere end de ovennævnte – så må Garff tage konsekvensen af, hvad han skrev i forordet til sin biografi: »Hvad der fortsat må have forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, faktiske som moralske, påtager jeg mig det fulde ansvar for.«
De faktiske fejl er uomtvistelige og afsløres ved gedigen kildekritik. Når Garff desuden opererer med et begreb om moralske fejl, må han vel sigte til sin fortolkning af Kierkegaard. Således kan man tale om en moralsk fejl, når Kierkegaard fremstilles så fortegnet, at hans liv ikke giver eksempler til efterfølgelse, men kun til psykologisk dissektion. Produktet er ikke en etisk karakter, men dén abnorme skikkelse, som Klaus Rifbjerg i sin anmeldelse af SAK i Information 2. november 2000 beskriver som »den solipsistiske, monomane, forelskede, aggressive, hypersensible egoterapeut, som skånselsløst
ikke blot indsamler materiale til sine skumle gerninger ved pulten, men uden skrupler iscenesætter tilværelsen, så tragiske, komiske, ubærlige, uudholdelige situationer og scener kan bruges til at komme videre på for at få projektet til at lykkes, det eneste virkeligt interessante, det eneste, der er værd at beskæftige sig med: værket.«
Hjertets renhed er at ville ét, skrev Kierkegaard, og det var i hvert fald ikke ’værket’, han normerede som det eneste efterstræbelsesværdige, derimod at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. I den sammenhæng vidste han udmærket, at han med sit forfatterskab skulkede sig fra den større og langt vanskeligere opgave.

*Peter Tudvad er cand. mag. og realkommentator på Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Peter Tudvads bog ’Kierkegaards København’ udkommer 8. juni på Politikens Forlag

*Informations artikler om ’Kierkegaards København’ blev bragt 28. maj og 29. maj. Og kan læses på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu