Læsetid: 4 min.

Kinas ledelse fortrænger årsdag for massakre

Selv 15 år efter massakren i Beijing er det stadig ikke en begivenhed, Kinas ledelse vil rode op i
4. juni 2004

SHANGHAI – Kinas Kommunist Parti holder af at fejre mærkedage. KKP’s grundlæggelse i 1921. Befrielsen i 1949. Formand Maos fødsel i 1893. Men dagen i dag skulle helst komme og forsvinde ubemærket. Myndighederne gør deres for at personer, der vil genopfriske nationens kollektive hukommelse om begivenheden for præcis 15 år siden, ikke får deres budskab ud. Adskillige politiske aktivister er enten blevet arresteret eller sat i husarrest forud for årsdagen for massakren i 1989. Der skal ikke være konkurrerende synspunkter til regeringens version af, hvad der foregik – ’kontrarevolutionære optøjer’ var, hvad det var.
»Det vil jeg ikke snakke om,« var den almindelige reaktion, da Information besøgte Fudan Universitet i Shanghai. Nogle studerende havde slet ikke bidt mærke i, at årsdagen for massakren er i denne uge. »Det har jeg slet ikke tænkt på,« sagde en kvindelig studerende. Nu er Shanghai i dag heller ikke kendt for at være arnested for politisk aktivisme, men reaktionerne antyder dog, at regeringen har haft succes med at lægge et mørkt tæppe hen over begivenhederne i ’89. Selv i Beijing er det ikke et yndet samtaleemne. Det er almindeligt nok at give udtryk for utilfredshed med regeringens politik, men massakren holder man sig fra.

En anden indstilling
Natten mellem den 3. og 4. juni 1989 stormede Folkets Befrielseshær hovedstaden og satte en voldelig stopper for flere ugers demonstrationer på Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads. Antallet af ofre er endnu ukendt, men hundreder, måske tusinder, blev dræbt den nat.
Gnisten, der satte gang i demonstrationerne i foråret 89, var politikeren Hu Yaobangs død. Han var kendt som reformvenlig, og Beijings studerende benyttede hans død til at beklage den voksende korruption og magtmisbrug i det politiske system og den skrantende økonomiske situation. (Inflationen i de foregående år havde været enorm). Da der var almindelig folkelig appel i de krav, udviklede det sig til en massedemonstration, hvor stort set alle grupper i samfundet tilsluttede sig. Senere øgede de studerende kravene til en øget demokratisering.
Der er ingen tvivl om, at den økonomiske situation for kineserne er forbedret meget siden 89, men landet kæmper stadig med enorm korruption. Dog, at dømme efter udsagnene på Fudan Universitet, er det ikke politiske ændringer, der står øverst på listen.
»Det vigtigste for mig er at finde et godt arbejde, når jeg har bestået min eksamen,« sagde en matematikstuderende.
Wang Dan, en af de mest fremtrædende studerende i 1989, der i dag er i eksil i USA, sagde til nyhedsbureauet AFP:
»I 1980’erne var sammenholdet meget politisk. I dag er de unge ikke så interesserede i politik, de er mere interesserede i individuelle rettigheder.«

Ros til regeringen
Egentlig burde regeringen roses for indsatsen dengang for 15 år siden. Det var i hvert fald det, talsmanden for Kinas udenrigsministerium lagde op til tidligere på ugen:
»Den kinesiske regering greb beslutsomt ind for at stabilisere situationen til gode for Kinas udenrigspolitik og folkets velfærd,« sagde Liu Jianchao. Han mente, at regeringens handlemåde gjorde, at den var i stand til at udvikle landets økonomi og bibeholde stabilitet.
Som daværende leder Deng Xiaoping sagde umiddelbart efter massakren:
»Kina kan ikke tåle kaos.« En indstilling man til stadighed hører i kinesiske medier og som, måske af den grund, er et udbredt synspunkt i den kinesiske befolkning – »Vi sikrer jer fortsat velstand, hvis I accepterer vores styre af landet,« lader aftalen til at være KKP og befolkningen imellem.
Selvom de ledere, der befalede hæren at rykke ind i 1989, er skiftet ud med mere reformvenlige, er den nye ledelse stadig ikke klar til offentligt at revidere opfattelsen af, hvad der skete og fortælle sandheden. Daværende partisekretær Zhao Ziyang, der på grund af hans forsonlige holdning til demonstranterne blev udrenset af Partiet, sås sidste gang offentligt, da han på Den Himmelske Freds Plads bønfaldt de studerende om at forlade pladsen. Den nu 84-årige Zhao Ziyang sidder fortsat i husarrest i Beijing, holdt inde af et nervøst lederskab, der frygter, at han kan blive samlingspunkt for folkelige protester, som Hu Yaobang blev det i ’89.
Siden ’89 har massakren været en torn i siden på relationerne mellem Kina og den vestlige verden. En vestlig verden, der i flere år efter, og til dels stadig, fokuserer på billedet af en enlig mand foran en kampvognskolonne på Den Evige Freds Boulevard. Kina gik fra at være, i vestlige øjne, et åbnende håbefuldt samfund til et lukket og undertrykt samfund. Et indtryk, der hænger ved, men som kineserne for størstedelen lader til at have kastet af sig.
»Livet er anderledes i dag,« siger Jiang, universitetsstuderende i Shanghai.
»Vi er friere stillet til at gøre, hvad vi vil.«
Det er svært at forestille sig, at mindet om massakren, i hvert fald i Beijing, er blevet slettet og ikke bare lurer under overfladen.
Den kinesiske regering bygger i dag dens legitimitet på at sikre stadig højere levestandard. Men hvad hvis væksttallene falder, så kan utilfredsheden bryde ud og krav om politiske ændringer finde sted. Måske er det ikke mere de studerende, man skal vende opmærksomheden mod, men arbejderne, der klager mere og mere højlydt over deres økonomiske situation.
Om massakren i fremtiden vil blive diskuteret åbent i Kina kan måske forudses af den kinesiske forfatter Lu Xuns ord, skrevet efter en massakre i 1926:
»Dette er ikke konklusionen på en begivenhed, men en ny begyndelse. Løgne skrevet med blæk kan aldrig skjule en sandhed skrevet med blod.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu