Læsetid: 8 min.

Klaustrofobi og kedsomhed

I en tid, hvor alt er luksus, er oplysningens sidste bastion ganske enkelt at lade være, siger arkitekturprofessor Carsten Thau
8. juni 2004

Oplysning
– Vil du betegne kulturradikalismen som en særlig dansk oplysningstradition?
»Ja, men man skal skelne mellem kulturradikalismens første og anden generation. Georg Brandes er del af en mere universel tradition, et europæisk storbyfænomen. Hvorimod den anden generation af kulturradikalismen, altså Poul Henningsen og folk omkring Kritisk Revy, som i dag er en meget afgørende anstødssten, er et særlig dansk fænomen, fordi den forbinder træk fra den folkelige oplysning med den mere universelle fornuftstanke fra oplysningen.«
– Kan du konkretisere forskellen?
»Georg Brandes forsvarede tit minoriteternes rettigheder. Hans horisont nåede ud over landets grænser. Den anden generation derimod var mere bevidst om at afgrænse sig fra tyske og franske inspirationer. Poul Henningsen mente om Bauhaus-folkene, at de havde en udpræget vilje til rationalisering, og at den her blev ført for vidt. Kulturradikalismen – i denne version – satsede meget mere på en kulturel identitet, og vendte sig imod en bestemt form for verdensborgerlig elegance, middagsherrens dannelsesnorm, især den borgerlige udstyrsetikette, som de betragtede som noget, der førte lige lukt i værensglemsel. De forbinder sig uden at gøre det udtrykkeligt med en position, som Grundtvig stod for, nemlig at der er en mere naturlig, folkelig substantiel identitet, som knytter sig til kultur, i modsætning til civilisationen.«
– Denne forbundenhed – hvordan kommer den til udtryk?
»Et eksempel er opfattelsen inden for møbelkunst og arkitektur, at man skal orientere sig mod fornuftige materialer, som passer til vores omgivelser og klima. Husene skal bygges grundigt, man skal gøre noget ud af beboeligheden, skabe en form for intimitet, uden at den er prætentiøs eller har en klassemæssig symbolværdi. Noget som er præcist og samtidig nøgternt og jævnt – en slags kult af det almindelige. Folkeligheden betyder her ikke en sentimental omfavnelse af det folkelige, men noget, som går dybere: Antagelsen af at man er vokset op et bestemt sted, at der er visse omgangsformer, en klang i sproget, en bestemt erfaring med årstidernes skiften, som skaber en dybdekohærens blandt de, som lever i en bestemt region, kulturens substrat, der ganske vist må reformuleres ud fra stadig nye historiske forudsætninger for at forblive intakt. I sin værdikonservative paralleludgave leder det til formodningen om et præg i mentaliteten, en prægning ned i de dybest funderede erindringsspor, afsættet for fædrelandskærlighed. Og en stadig impuls hen imod at finde hjem i kulturen, at værne om den. Kulturradikalismen er ikke uden tråde til denne opfattelse, idet den eksempelvis indenfor arkitekturen arbejder med gule mursten lavet af ler fra de danske morænelandskaber, eller andre regionale materialer som bøgetræ, egetræ, fletværk, læder.«
– Hvori ligger så dens oplysningsprojekt?
»Det er for det første en stærk demokratisk orientering – både med hensyn til frihedsgarantier og mindretalsbeskyttelse. Og i forestillingen om at gennemlyse samfundet, at skabe et transparent samfund. Dette går direkte tilbage til oplysningstiden og et projekt som den store franske encyklopædi, der jo havde en ambition om at skabe en komplet oversigt over alle kundskabsområder. I dette værks plancher ser man et nøgternt, nærmest klinisk lys falde over den menneskeskabte kultur. Og dette element finder man også i den danske kulturradikalisme: forestillingen om et samfund, som alle har ret til at participere i samt at få del i fundamentale sociale goder, som en sund lejlighed, gerne i et rækkehus med Børge Mogensen møbler, radiatorer, lys og luft. Med andre ord: Det, at den enkelte kan komme til sin ret igennem det solidariske almene og dermed træde ud af en almueagtig afmagts umyndighed. Men alt dette stilles symptomatisk af PH i et varmere lys end i den ny saglighed, der indbefatter Bauhaus – en skole, der i sin sene udgave hylder oplysning som en rent teknisk operation ind i samfundslegemet.

Sansernes intelligens
– Kan det myndige menneske betegnes som kulturradikalismens utopi?
»Ja, med de nævnte modifikationer. Og det er jo det, som modernismen bliver kritiseret voldsomt for, nemlig at den vil homogenisere samfundet i sit billede. Denne kritik gælder dog kun i behersket omfang for den danske kulturradikalisme, idet denne indebærer en bestemt fanden-i-voldsk individualisme og har arvet Grundtvigs holdning om umiddelbart at sige ja til det sanselige i verden. Sanserne er for den kulturradikale seismograf en form for sandhed. Hvilket dog snarere skal forstås som en opøvning af sansernes intelligens end som hedonisme.«
– Hvad er det så kulturkampen efter din mening går ud på?
»Det er svært at forklare det med andet end ressentiment. Venstre, det ved jeg fra min egen opvækst, er gennemtrængt af anti-hovedstads holdninger. Det er et parti præget af mindreværdskomplekser i forhold til den individuelle og kunstneriske kultur i Danmark. Samtidig har de fra andels- og højskolebevægelsen næret sympati for forestillinger om det nære samfund og det myndige, frie individ, som de endnu besynger ved festlige lejligheder.«
»Men Venstre har, med afgørende individuelle undtagelser, jo udviklet sig fra et liberalt til et neoliberalistisk parti, med en fuldstændig forgudelse af markedet. Og denne forgudelse af markedet gør, at den traditionelle folkelige kultur med dens træghed og langsomhed, dens relative konservatisme, er blevet erstattet af en folkelighed, som i dag drives af konsum og præfabrikerede moduler for det gode liv. Dermed står Venstre for det, som af de kulturradikale er blevet opfattet som discount-kultur, altså en voldsom kommercialisering af fritid, af boligindretning, fetichisme i forhold til samtale-køkkener, den lune rede, hvor man udelukkende glæder sig over, at huspriserne stiger. Lyster, som hyldes af tv-programmer – en verden, hvor alle, der taler, lyder som om, de vil sælge noget, inklusiv sig selv, som individualismens apoteose. Øverst oppe statsministeren med resolut purserkæbe bag sin glitrende plastikskærm ved pressemøder, stormagasinets fnugfri mastermind i sit showroom. I forhold til en sådan kulturradikal kritik af konsumerismen, føler Venstre, at det er udtryk for arrogance og en form for nedladenhed.«
– Er kulturkampen virkelig rent ressentiment? Har den ingen egne værdier at stå på?
»Venstres utopi er i den sidste ende global forløsning igennem markedet og vækst. Sådan set er Venstre det ultimativt konforme parti i Danmark. Det har ikke nogen modstandskraft i forhold til markedet. Det opfatter markedets egen logik som emancipatorisk, der findes intet falsk fremskridt. Dette i modsætning til konservatismen. Kulturradikalismen ville hævde, at der er tre søjler i den moderne udvikling - den teknologiske, den økonomiske og den politiske - og at disse tre søjler skal holde hinanden i skak. Og hvis der i dag endnu var kulturradikalister, så vil de formentlig sige, at den politiske søjle ikke længere kan hamle op med de to andre, som fortsat har en fantastisk dynamik.«
– Hvordan skal oplysningen i dag forsvare sig selv?
»Engang stillede Nietzsche sig selv det spørgsmål, hvad er fornemt? Og han svarede: det stille smil og den langsomme gestus! Denne langsomhed kunne være et perspektiv. Hvis for eksempel det at rejse bliver dagligdag i stedet for en luksus, hvis det, der engang var ekstraordinært bare bliver til trafik på linje med tilegnelsen af et længere tv-program, hvis luksusvarer bliver til masseproduceret konsum, så er den sidste luksus at lade være.«
»Oplysningen kan i dag påpege de risici, der findes overalt. Kulturradikalister har altid sagt, at Danmark er et lilleputland, som hygger sig i smug i forhold til konflikterne i den større verden. Og først nu er det ved at sive ned i befolkningen, at vi ikke kan immunisere os overfor konflikter, epidemier, folkevandringer. Den utopi, man kan rejse, det er slet og ret at konfrontere os med forudsigelige problemer. Det er en meget tempereret utopi, som ikke behøver at ytre sig som en sammenhængende politisk bevægelse, men kan tage form i forskellige grupper, for eksempel arkitekter, der rejser spørgsmål om arkitektur i den politiske debat.«

Arkitektur som oplysning?
– Afspejles kulturkampen også inden for arkitekturen?
»Der er grupper, som fuldstændigt følger markedet og hvor det handler om princippet ’flest mulige kvadratmeter for pengene’ – bare se på de mange æstetisk og kulturelt afdøde virksomhedsdomiciler eller boligbyggerier, som skaber en form for banal genkendelighed og fortrolig kedsomhed. Og det er jo ikke den kulturradikale, oplyste position. Den vil spørge: hvad er en fornuftig anvendelse af ressourcer og steder? Hvad har en æstetisk form, som også kan give mennesker et eksistentiel fodfæste, skabe forskellighed, det sublimt almindelige eller det fantastiske? Meget af nutidens mainstream-arkitektur er jo dødbringende for et samfund som Danmark, som skal leve af sin æstetiske og kulturelle sensibilitet. Og det er også det håbløse ved kulturkampen, at den lægger en simpel skabelon over samtalen og eksperimentlysten i Danmark. I den forstand er de to Tidehvervs-præster en form for hårdt stampende Amager-hylder. De står i nogle problemstillinger, som er heroiske i deres anakronisme. I dag må vi erkende, at vi lever i en globaliseret verden med internationale traktater, supranationale strukturer og amerikanisme, og denne kulde må vi holde ud. Men netop den dynamik og vitalitet, som også ligger i det amerikanske samfund med alle dens krydsninger og hybridformer inden for race, musik eller kultur, er jo noget, som vil blive kendetegnende for og efterspurgt over hele verden. Denne ressentiment-kultur på højrefløjen i Danmark er sådan set Don-Quijotteri, og således anskuet, både tragisk og farlig. Den har ingen kulturel alvor.«
– Kan et område som arkitektur i dag spille en oplysende rolle? Kan en utopi manifestere sig her?
»Kulturradikalismen havde en utopi, som for en tid var produktiv i den forstand, at den bidrog til det, som var en af nationens betydelige præstationer i det 20. århundrede, nemlig det net af solide hospitalsbyggerier, boliger, svømmehaller, kommunehospitaler osv., der udgjorde den håndgribelige del af velfærdsstaten, og som var, uden at vi alle tænker over det, stærkt identitetsskabende. Det kedelige ved dette, som mange over hele kloden dog måske vil misunde os, var sammenknytningen af god form med god moral.«
»I dag har vi ikke længere en sådan normativ konsensus. Den trænede æstetiske egensindighed må indrømmes et langt større spillerum, åbne for en formålsfrihed, men udgå fra en arkitektonisk kultur, der forstår, hvor fine mange ting, der blev frembragt i vores fortid, var på deres egne præmisser. Det kedelige ved den superoptimerende markedslogik er, at den erstatter det eventyrlige med en tynd hud af fascination, der fra dag ét starter med at krakelere for at erstattes af en dødlignende vægtløshed. På samme måde som kroppen efter en aften foran tv-serier med folk, der har et følelsesliv som 14-åriges, føles som et læs kød smidt hen i en krog.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu