Læsetid: 2 min.

Kommuner skal skaffe job til ledige

Regeringen og DF er uenige om, hvorvidt et central punkt i kommunalreformen er et forsøg eller begyndelsen på en total omlægning
26. juni 2004

Kommunereformens mest kontroversielle forslag på jobmarkedet – et forsøg, hvor ti kommuner helt overtager ansvaret for de arbejdsløse - bliver nu genstand for en strid mellem regeringen, Dansk Folkeparti og oppositionen.
Næsten inden blækket er tørt på aftalen, er der opstået uenighed om, hvad det nye forsøg rent faktisk betyder på længere sigt. Forsøget med at lade kommunerne overtage de arbejdsløse er slet ikke et forsøg, men begyndelsen på en total omlægning af jobformidlingen, mener Dansk Folkepartis chefforhandler, gruppeformand Kristian Thulesen Dahl:
»Det er ikke bare sådan et forsøgsprojekt, som vi kan fjerne igen efter nogle år, hvis det ikke er godt nok. Der er tale om en kile ind, som jeg er overbevist om vil bryde isen,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Forsøg på ændringer
Men formanden for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, Jens Vibjerg (V), mener ikke, at regeringen har givet tilsagn om, at nyskabelsen nødvendigvis skal fortsætte:
»Det en-strengede beskæftigelsessystem skal evalueres efter en årrække. Hvis det ikke lever op til forventningerne, så bliver det ikke den model, der skal rules ud over hele landet,« siger Jens Vibjerg.
Socialdemokraternes kommunalordfører – og hovedforhandler inden sammenbruddet mellem regering og opposition var en realitet – er ikke et sekund i tvivl om, at Kristians Thulesens Dahls udlægning af situationen er den mest præcise:
»Det her er bestemt et forsøg på en helt grundlæggende ændring af hele arbejdsmarkedsområdet, og det er meget bekymrende i forhold til de lediges muligheder. Staten fratages i praksis retten til at handle og regulære beskæftigelseindsatsen. Der bliver for mange led og for meget bureaukrati, og indsaten vil blive langsommer« siger Ole Stavad.
Uenighed om netop ansvaret for de ledige var et af de punkter, der medvirkede til bruddet mellem regeringen og SR: »Det her handler jo helt grundlæggende om en stor privaticerings- og udliciteringsbølge regeringen gerne vil have til at rulle. At de blot kalder det et pilot-projekt er blot at gå en lille omvej for at nå det samme. Regeringen har jo på intet tidspunkt for alvor forladt det spor den startede ud med at køre efter,« siger Ole Stavad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her