Læsetid: 5 min.

Kong Kramer den sidste

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsens beslutning om at sige farvel til politik giver håb om en hovedstad uden bykonge
11. juni 2004

Portræt
Især et billede af Kramer har brændt sig ind i min erindring: Overborgmesteren skal i juni 1998 holde velkomsttalen på en høring på Christiansborg om byens største trafikale projekt, den kommende førerløse metro til adskillige milliarder kr. Folketingets trafikudvalg har til høringen indkaldt allehånde eksperter fra ind- og udland, bl.a. fordi en række lækkede, fortrolige rådgivningspapirer fortæller om udtalte tekniske vanskeligheder hos metroleverandøren, den italienske togproducent Ansaldo.
Den slags småtterier anfægter øjensynligt ikke Kramer, selv om han som næstformand i Ørestadsselskabets bestyrelse dybest set burde være oprørt, ikke mindst på københavnernes vegne.
I stedet rejser han sig, trækker med en øvet håndbevægelse bukselinningen op og går rask op på talerstolen, hvorfra han ironiserer over teknikernes bekymringer: Jajaja, problemer er der selvfølgelig nok af, men om få år vil alle blive glade og modstræbende erkende, at metroen bliver et kæmpeløft til København...
Situationen tegner bykongens stil: Videre, videre, videre – om få år vil alle takke mig, selv om de i dag jamrer og er utilfredse...
Som bekendt er det en profeti, der endnu mangler at gå i opfyldelse. Tværtimod måtte Ørestadsselskabet forleden offentliggøre endnu et årsregnskab med et gevaldigt driftsunderskud, og uanset hvordan man end vender og drejer billedet, så står det klart, at en investering på 14-16 milliarder kr. i det samlede Ørestads- og metroprojektet ikke har skaffet en eneste ekstra passager til den offentlige trafik i hovedstadsområdet. Og som Ørestadsbestyrelsesformand Henning Christophersen lidt syrligt spurgte på det efterfølgende pressemøde: Hvor er Kramer? Er der nogen, der har set ham?
Da Jens Kramer Mikkelsen for få dage siden meddelte, at han efter mere end 15 år som overborgmester nu vil prøve andre facetter af livet, har metroens manglende succes næppe spillet en større rolle. Og den mildest talt uheldige håndtering af de 50.000 kr., som overborgmesteren i 2001 modtog fra Ejendomsmæglernes Fond – og som Kramer måske/måske-ikke i sin takketale storladent valgte at donere til byens hjemløse – har sandsynligvis kun fungeret som udløsende faktor.

Tager vi Kramer på ordet, er det helt andre typer overvejelser, der har spillet ind:
»Jeg har beskæftiget mig med politik, siden jeg var en stor dreng, og jeg vil også gerne prøve noget, der har noget andet i sig,« udtalte overborgmesteren således i pressemeddelelsen om ikke at genopstille. I næstsidste afsnit slog han endda fast, at »det eneste, der ligger helt fast i forhold til en fremtidig karriere« er, at det ikke bliver inden for politik.
Al respekt for at selv en overborgmester har ret til privatliv og lov til at vise familiære hensyn.
Spørgsmålet er nu, hvad den uventede afgang kommer til at betyde for københavnerne?
Et håbefuldt svar kunne være, at bykongernes epoke i hovedstaden – som næsten kan føres tilbage til borgmester Nansen, der under svenskekrigene i sekstenhundredeoghvidkål sikrede sig rettigheder for byens borgere ved at alliere sig med Frederik den III (ham, der ville ’dø i sin rede’, når hans svenske fætter angreb) – forhåbentlig er et overstået, historisk kapitel.
Altså at sammensætningen af Borgerrepræsentationen på grund af vælgernes klogskab, partiernes mangfoldighed og ikke mindst politikernes ydmyghed og besindighed ikke længere vil muliggøre et autoritativt regime.
At hverken Bo Asmus Kjeldgaard (SF), Søren Pind (V) endsige Inger Marie Bruun-Vierø (R) kort sagt har ambitioner om selv at grovæde af magtens bord uden tanke for andre. Endsige via taktiske alliancer tillade andre den mulighed. At både vælgere og byrødder kort sagt er blevet fornuftigere.
Et forfængeligt håb? Vent nu og se til kommunevalget næste år. I en række jyske byer (f.eks. Århus, Randers og Hobro) er enevældige, socialdemokratiske bykonger afløst af byråd, vælgerne har pisket til at vælge forhandlingens vej.
Hvorfor gik det sådan med den unge, ambitiøse overlærer fra Grundtvigsskolen, der efter ni år som menigt socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation afløste Weidekamp som overborgmester i 1989?
Dengang troede mange, at nu var den særlige bykonge-kultur på retur. Bykonge-fænomenet, som genkendes fra adskillige kommuner, er karakteriseret ved magtfuldkommenhed og en urokkelig tro på, at egen, utaknemmelige indsats sker til fælles bedste.
Tag som oplagt eksempel Weidekamps maniske modstand mod at imødekomme unge bz’eres protester mod på den ene side boligmangel og på den anden side tomme huse og lejligheder. Det synlige resultat af Weidekamps indsats var gadekampe med tåregas, slangebøsser og møtrikker – i stedet for pragmatiske løsninger. Tankevækkende er det, at bz som københavnsk ungdomsfænomen stort set fordampede efter Weidekamps afgang. I stedet fik de unge ballademagere eget hus i Baldersgade – og hvem har siden hørt ret meget til dem?

Med Kramer kom der nemlig nye boller på suppen. Et område, hvor han har sat mærkbare og blivende aftryk, er at få stoppet og vendt børnefamiliernes exodus til parcelhusforstæderne, som i dag er delvis erstattet af trendy bevægelser den modsatte vej. Vel hænger det snævert sammen med husprisernes himmelflugt, men det har trods alt krævet bedre institutioner og flere boliger i hovedstaden – og det har Kramer sørget for. Sloganet: ’Kramer vil se kraner’ er endda endt med at give skatteskillinger i kommunekassen.
Så når regnebrædtet gøres op, har Kramer på mange måder lagt et gammeldags, stivnet system, som han overtog fra Weidekamp, i graven. Med jernhård flid og lange arbejdsdage har han erstattet det med – ja, desværre med et moderne, men lige så stift system: Hvor Weidekamp gik efter ro og orden og ikke veg tilbage fra konfrontation (og i tilfældet med bz’erne: Indsæt om fornødent alt disponibelt politi), har Kramer valgt andre og mere diskrete veje til at sikre sin indflydelse. Og ikke mindst har han forstået i tidens toneart at tage sig personligt godt betalt undervejs. Den slags følte Weidekamp sig højt hævet over.
Slår man eksempelvis efter i Kraks Blå Bog, er listen over de bestyrelsesposter, Kramer på alle indbyggernes vegne har haft sæde i, både lang og imponerende. Hvad den mand dog ikke har overkommet... Det har været i årevis været en mere skjult side af Kramers virke som overborgmester: En glubsk ragen-til-sig.
Da denne avis i 2002 opgjorde overborgmesterens årsindtægt, så regnestykket således ud: Overborgmesterløn: 750.000 kroner, Ørestadsselskabet: 170.000, Københavns Havn: 165.000, HUR: 95.000, Øresundskomiteen: 19.000, PKS Pension: 25.000, mens honoraret for bestyrelsesposten i Bella Center A/S var uoplyst.
Hvem tror på, at Kjeldgaard, Pind eller Bruun-Vierø selv anser sig for så meget værd?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her