Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

21. juni 2004


Burhan G. holder internationalt niveau
*Allerede fra den underspillede intro forstår man, at der er noget særligt på spil med 21-årige Burhan G. Den tidligere drengekorssanger har droppet mastrostøjet, tilvalgt isen i ørerne, og med Playground leveret Danmarks første vellykkede bud på et R&B, der holder internationalt niveau. Ikke nok med at knægten har total kontrol over sin luftige tenor – produktionerne fra Maximum Risk-holdet og Saqib prøver heller ikke for hårdt. De er simple og
smooth som de nips Beyoncé Knowles plejer at snøre om livet.
Signaturhittet »Burhan G« med dets indiske klange er fortsat stærkeste single, men titelnummeret og »Confessions« med engelske Nina Jayne på gæstevokal holder også hårdt. At hendes ultrafede landsmand, Lynden David Hall er med til at lukke Playground trækker heller ikke ned.
Det er i det hele ganske fortjent, at Burhan G har fået sig en sidste øjebliks-booking til Roskilde Festival.
Dermed ikke sagt, at Burhan G’s vej til stjernerne ligger pivåben. Først og fremmest skal han arbejde videre på sin sangskrivning – ikke mindst de trivielle tekster – så den bliver lidt mere personlig. At planke Usher på netop dette punkt er så absolut ikke noget at stile efter ...-rusk

Burhan G: Playground (BMG)

Suspekt vinder med tiden
*»Advarsel«, indleder klistermærket på frontpartiet af rapgruppen Suspekts nye dvd. »Vær vidne til 85 min. ucensureret ragnarok direkte fra det suspekte galehus«.
Det er falsk varebetegnelse. Dvd’en giver i stedet et langt mere nuanceret billede af Rune Rask, Orgi-E, Bai-D og Troo.L.S., end Albertslund-drengenes to første album har formået. Suspekt rummer langt mere end det hårdkogte drengerøvs-image, der tilfældigvis også byder på nogle af landets fedeste beats og mest avancerede produktioner.
Godt nok ser man medlemmerne kaste op inden en koncert, beskrive deres netop udbasunerede ekskrementer og lange ud efter rivaler fra den danske hiphop-scene. Men endnu vigtigere tegner Ingen Slukker the Stars-dvd’en også billedet af en flok – momentvis – intelligente iagttagere med ydmygheden i behold og et basalt behov for at lave musik, som de selv vil høre det. Den umiddelbare forråelse er altså kun den kvarte sandhed.
Højdepunktet i den til tider langtrukne halvanden times videooptagelser i pladestudiet, under video-optagelser, backstage og på tour er således, da Suspekt-drengene tager turen til en Albertslund-agtig forstad og giver en teenagefan hans livs fødselsdagsgave med en surprisekoncert for familie og venner.
Den gensidige begejstring er udtalt, og Suspekt vinder åbenlyst ved nærmere bekendtskab. Så selv om udgivelsen her henvender sig til de mest hardcore fans, vil den måske gøre sig endnu bedre blandt gruppens mange kritikere og tvivlere.
Respekt til Suspekt og 2620 Albertslund. -rusk

Suspekt: Ingen Slukker the Stars - dvd (Skudtæt/Playground)

Noget på spil på ’Gadeplan’
*I en tid, da pladeindustrien sågar sender deciderede hit-kompilationer med hiphop på gaden for at booste de sløje salgstal, inden smerten fra endnu et skudsår i foden uvægerlig melder sig, er det en udelt fornøjelse at lægge øren til DJ Typhoons udvalgte drømmehold på Gadeplan.
Over 22 skæringer beviser den pladevendende pioner, at dansk rap byder på talent til overflod.
Der er mange højdepunkter og få nedture, men Dabba Dons pubertære »G.A.N.G.S.T.E.R.« hører så absolut til sidstnævnte kategori. Ufo & Yephas »Tudser i halsen« ligeledes. I den anden ende af skalaen slår blandt andre Joe True, Rent Mel og Fred Nukes sig til gengæld løs. Både Rent Mel får tilmed langet lidt ud efter rivaler og sjovere i miljøet, uden at det bliver alt for alvorligt.
Og dog. Nukes’ hilsen til eksmakkeren i Rich Bums, Lil’ Jay, er ikke decideret venskabelig lytning. De to burde seriøst søge i parterapi:
»Vores plade var et flop / en dag sagde han Fred, jeg tror vi stopper / tog mit beat, satte mig tilbage i tiden som et Rich Bums cover / satte mig ud af spillet i et år / regnede ikke med jeg havde iver nok / men der skal mere end en slange i mit Paradis til at give op«, spytter Fred Nukes eksempelvis.
Der er med andre ord noget på spil på Gadeplan, som ikke er Deres gennemsnitlige blandingsbolche. Så det kan godt anmeldes at komme ned og bange med.-rusk

Dj Typhoon præsenterer: Gadeplan (Sonny B Recordings / Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her