Læsetid: 4 min.

En krimi fra det virkelige liv

Politiets efterforskning af terrorattentatet i Madrid den 11. marts har afsløret, at flere faste politimeddelere havde tætte kontakter til terrorcellen
11. juni 2004

Virkeligheden overgår alt. Selv den mest intrigante krimi.
Efterforskningen af terrorattentatet i Madrid, der den 11. marts kostede 190 mennesker livet, har lag for lag afsløret ting, som der skal mere end en god kriminalforfatter til at forestille sig. Intet er, som det almindeligvis ser ud.
I mandags anholdte det italienske politi den 33-årig egypter, Rabei Osman el Sayed, i Milano. Manden, der boede i en lejlighed nær jernbanestationen, Bovisasca, havde ellers ikke skilt sig ud fra menneskemængden og arbejdede i det daglige som murerarbejdsmand. Men bag facaden af tilsyneladende normalitet var Rabei Osman angiveligt i gang med et projekt af en helt anden orden. At lave et spektakulært terrorattentat mod metroen i Paris.
Det er i alt fald, hvad det italienske politi har sluttet sig til ud fra hans telefonsamtaler med en kontaktperson i Paris, der kalder sig Mohamed. »Alt er forberedt!,« sagde Mohamed i en samtale den 29. maj, som politiet aflyttede hemmeligt. En ven fra Algeriet var klar til at levere ’145 euro’ – politiet mener, at det er kodeordet for 145 kg sprængstof – og Osman spurgte til metroen i Paris og politiets kontrol.
Samme dag, som egypteren blev anholdt af politiet i Milano, slog det belgiske politi til mod 15 personer, der menes at stå i forbindelse med Rabei Osman og være med i en sovende terrorcelle med forbindelse til det globale al-Qaeda-netværk. De skulle være med til at »ordne de nødvendige ting til en normal rejse« i Paris.

’Ideen var min’
Den italienske statsanklager har udpeget Rabei Osman som ideologisk leder for al-Qaeda i Europa. Egypteren har i en anden telefonsamtale – som det italienske dagblad La Repubblica har offentliggjort – sagt, at det var ham, der udtænkte attentatet i Madrid den 11. marts. »Tråden fra Madrid er mig,« sagde han.
»Ideen var min. Jeg kunne ikke være sammen med dem, da det skete, men jeg kunne tale med dem forinden. De var martyrer, og de var mine hjertevenner. (...) Jeg var meget trist over ikke at kunne stige op til himlen sammen med dem. (...) Det kostede mig mange undersøgelser og meget tålmodighed, og jeg brugte to et halvt år.«
Den sidste oplysning er interessant, for det understreger, at attentatet den 11. marts ikke direkte havde noget med Spaniens deltagelse i Irak-krigen at gøre – sådan som det ellers blev hævdet af den politiske opposition og visse internationale meningsdannere i dagene efter attentatet.
Det var led i en bredere ’hellig’ krig. Siden i alt fald 1998 har Osama bin-Ladens globale al-Qaeda-netværk stræbt efter at lave attentater imod vestlige knudepunkter. I december 2000 afslørede politiet i Frankfurt og Milano, at en terrorcelle havde planlagt et større attentat imod Europa-Parlamentet, katedralen og markedspladsen i Strasbourg.

Hellig jihad-krig
I den telefonsamtale, som La Repubblica har trykt sort på hvidt, forklarer Rabei Osman sin ’discipel’, at de unge skal være de første til at ofre sig i den hellige jihad-krig, at gå ind i al-Qaeda og at rejse til Tjetjenien og Kashmir for at være parate til at dø. Ordene tegner billedet af en fundamentalistisk person, der er besat af tanken om at bekæmpe de vantro. Osman er ikke bare en ordinær murer. Han har en fortid i den egyptiske hær, skal være ekspert i sprængstof, og han har i flere år været i kontakt med fundamentalistiske islamistgrupper.
Fra starten af 2001 var han i Spanien, hvor han var ven af Serhane, tuneseren, der siden blev udpeget som en af hovedmændene bag Madrid-attentatet 11. marts. Tuneseren og en håndfuld medlemmer af terrorcellen sprængte sig siden i luften, da politiet afslørede dem i en lejlighed i en forstad til Madrid.
Rabei Osman er ikke en ukendt person for politiet. I 2002 blev han nævnt i et større anklageskrift imod den mistænkte spanske al-Qaeda-celle. Men i februar 2003 skal han være taget over grænsen til Frankrig, og man mistede sporet af ham. Rabei Osman har ifølge eget udsagn konstant skiftet fingeraftryk, identitet og pas.
Den spanske undersøgelsesdommer, Juan del Olmo, der leder efterforskningen af attentatet den 11. marts i Madrid, har anmodet om at få Rabei Osman udleveret til retsforfølgelse i Spanien.

Politiets meddelere
Der er stadig mange huller i den spanske efterforskning, selv om der er en fornemmelse af, at de vigtigste hovedpersoner bag attentatet er ved at være identificeret. Onsdag anholdte politiet seks personer i Asturien, som menes at være involveret i forberedelsen af attentatet den 11. marts. De mistænkes for at have hjulpet den islamistiske terrorcelle til at skaffe det nødvendige sprængstof fra miner i Asturien i det nordlige Spanien. Blandt de anholdte er Antonio Toro, der er svoger til den indtil da eneste anholdte spanier, Emilio Suárez Trashorras – som har tilstået, at han hjalp dem til at få fat i sprængstoffet, Eco-2. Toros søster, Carmen, der er gift med Emilio, er også anholdt.
Dagbladet El Mundo skrev i gårsdagens udgave, at fem af de anholdte – herunder Emilio, Carmen og Antonio – var faste politimeddelere for den lokale politiinspektør, Manuel García Rodríguez i hjembyen Avilés. Flere telefonopkald til ham finder sted netop i de dage, hvor folk fra terrorcellen i Madrid aftaler at hente dynamitten. Meddelerne ringer dusinvis af gange til folk fra den islamistiske terrorcelle ved at benytte en offentlig telefonboks lige foran politihuset i Avilés.
»Ikke engang mesteren, John Le Carré, ville have forestillet sig, at denne telefonboks var placeret et så bemærkelsesværdigt sted,« skriver El Mundo journalisten, Fernando Mugica.
Afsløringen af de tætte bånd mellem politimeddelerne og terroristerne har fået flere medlemmer af en parlamentarisk undersøgelseskommission til at forlange, at politiinspektøren afgiver forklaring om hele affæren. Hvor meget vidste han, og hvad var hans rolle? Hvorfor kørte han personligt Emilio Trashorros til detentionen i Madrid den 18. marts – dagen inden at en af civilgardens meddelere blev anholdt som mistænkt i sagen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu