Interview
Midt i besættelser, bosættelser, fristæder, gated communities og skatteparadiser er territoriebegrebet til genforhandling. På Københavns Universitet har en forskergruppe på Institut for kunst- og kulturvidenskab samlet sig om udforskningen af territorialitet.
Frederik Tygstrup fra litteraturvidenskab er initiativtager til gruppen og deltog i Greyzone-symposiet i Malmø. Han fortæller om territoriers rolle i kulturstudier.
»Studier af rum er blevet mere og mere betydningsfulde i kulturstudier i de sidste 20-30 år. Den aktuelle kunst er meget orienteret mod spørgsmål om rum kunsten indtager dels rum, men skaber også rum omkring sig.
Installationer, skulpturer, teater, litteratur skaber rum, hvor bestemte handlinger
og følelsesudtryk er tænkelige.«
Men er der ikke et stort hop fra rum til forestillinger om rum?
»Jo, men det bliver mindre, fordi vi kommer i tvivl om, hvad rum overhovedet er. Vores tids kultur tænker sig selv mindre tidsligt, på vej igennem eller mod noget, end rumligt: Vi er i et rum, som vi må analysere. Rummet er
ikke kun fysiske omgivelser huse, veje, kabler men også institutioner: det offentlige rum, det private, det politiske. Rum er også diskursive: måder at tænke og tale på. Og endelig er de imaginære: hvordan oplever vi situationer, og hvordan skaber de rum omkring os.«
Og det er litteraturens ende af rummet?
»Ja. Hvis rum strækker sig fra det mest hårdfaste hardware til det mest flygtige, imaginære software, må vores forestilling kunne omfatte alle de niveauer. Gilles Deleuze og Félix Guattari har introduceret territoriet som sådan en forestilling. Et begreb om sammenhængen mellem rum og praksis bredt forstået: ikke bare det at lægge sten oven på hinanden, men de måder vi indretter den sociale sfære, institutioner, tale- og tænkemåder og de fantasier, vi kan eller måske ikke kan udveksle. Den menneskelige livspraksis territorialiserer, indtager rum.«
Det lyder krigerisk?
»Vi er kastet ind i nogle territorier, men territorialiserer dem samtidig eller de eller reterritorialiserer dem. Til symposiet nævnte Irit Rogoff (fra visuel kultur på Goldsmiths College, -red.), at vores traditionelle forestilling om sikkerhed hører sammen med territoriale grænser: Inden for dem er der en sikkerhed, udenfor er alle de andre, og så er statens opgave bare at regulere transporten hen over de grænser. Men der er sket en ny deterritorialisering, hvor Rogoff brugte terror som eksempel: Grænserne er blevet gennemtrængelige. Vi kan ikke længere lokalisere usikkerheden og lægge den på den anden side af grænsen, den er punktvist over det hele iblandt os. Vore dages globale militære operationer kan ses som forsøg på at reterritorialise nogle områder af sikkerhed på tværs af de gamle grænser.«
Det uløste problem
»Det er meget lettere at kontrollere et fremmed territorium med et øhav af kontrolpunkter end ved at ville bo der og eje det. Det er et militært, strategisk fænomen i både Israels aggression og i Irak. Man huller et område og gør det gennemtrængeligt, indsætter undtagelsestilstande i nogle andres territorier. Det har været den amerikanske militære strategi siden den første ørkenkrig. Men at lave sikre områder er også defensive forsøg i en deterritorialiseret verden med åben cirkulation af kapital, teknologi, arbejdskraft i visse zoner og korridorer. Den globale militære strategi lige nu er at fastholde de vitale flows og på den anden side knuse infrastrukturen i alt det truende udenom. Det er en blanding af fri bevægelighed og jernhård kontrol, som er meget uholdbar og ubehagelig, fordi man kun kan få denne glatte globale smidighed, som er den globaliserede kapitalismes funktionsmåde, gennem en meget høj grad af voldsaktivitet. Der er et uløst problem: globaliseringen får ikke kun de vestlige samfunds økonomier til at køre hurtigt og ophedet, men truer også infrastrukturen. Rogoffs eksempel var den mimetiske terror, som opstår spontant, og hvor terrorteknologien ikke er styret, men spredes af medier. Så medielandskabet går på tværs ind over vores sikre øer og er med til at gennemhulle dem igen.«
Heller ikke universitetsfagene sidder længere på deres gamle territorier. Det tværvidenskabelige territorialitets-samarbejde skal være med til at skabe nye begreber for en ny virkelighed. Forskergruppen består foreløbig af deltagere fra fag som kunsthistorie, bystudier, idehistorie og litteraturvidenskab, men skal med tiden strækkes ud mod blandt andet kulturgeografi og sociologi.
