Læsetid: 3 min.

Kunsten at liberalisere med socialdemokratismer

Kulturministerens manglende tro på egne argumenter og egen kulturpolitik, sætter en næsten italiensk paranoia i værk: Hvad nu hvis Fogh blev kommissionsformand og dobbelt-Madsen statsminister?
25. juni 2004

Kulturministerens manglende tro på egne argumenter og egen kulturpolitik, sætter
en næsten italiensk paranoia i værk: Hvad nu hvis Fogh blev kommissionsformand
og dobbelt-Madsen statsminister?

Kultur i skønhedskonkurrence
KVALITET: niveau for hvor godt noget er = STANDARD – høj kvalitet * kvaliteten er blevet forbedret * varen viste sig at være af dårlig kvalitet * undervisningens kvalitet * koncentrere sig om kvalitet frem for kvantitet * kvalitetsmæssig * kvalitetsbetegnelse kvalitetsbevidst kvalitetskontrol kvalitetsmærke kvalitetsmøbler kvalitetsvare kvalitetsstyring.«
Brian Mikkelsen freestyling og Politikens Nudanske Ordbog.
Kan man slå kulturpolitikken op i en ordbog? Tilsyneladende ja, for følgende citat fra et kælent interview med kulturministeren i Politiken, hvori ministeren blev tildelt et ideologisk 13-tal, opsummerer rundt regnet samtlige interviews Brian Mikkelsen har givet om sine kulturpolitiske visioner: »Konservativ kulturpolitik er at fokusere på kvalitet, talent og det spektakulære i stedet for det middelmådige.«
Det lyder til forveksling lidt som, da forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen, her i spalterne afviste debatten om subkultur versus mainstream, bred versus smal, ved at hævde, at kun én ting tæller: »Om det er en god bog eller en dårlig bog.«
Det er naturligvis et fremragende kriterium i bedømmelsen af kunst, at noget er godt og ikke skidt, og det med at fokusere på kvalitet frem for det middelmådige er både sympatisk og indsigtsfuldt. Men alt andet lige: I kulturpolitikken er der et par mellemregninger, før end det hele kan opsummeres som hjemme i Hans Ottos sofa, hvor kvalitet er godt. Hvad er – med andre ord – kvalitet?
Den anden halvdel af Mikkelsens sympatiske og indsigtsfulde kulturpolitiske filosofi hjælper ikke: De og det, som kan, skal klare sig selv på markedet. Resten tager staten sig af sig. Men nu i fraværet af (eller i bedste fald: med stærkt beskårede) smagsdommere, må man formode, at det er markedet, der borger for den omtalte kvalitet, mens ’resten’ må dække over det, som vi ellers ikke snakker om: Det smalle – altså det, der defineres ved sit publikums størrelse, og ikke ved dets kunstneriske kvaliteter.

Lukningen i sin tid af Center for Dansk Billedkunst, som Lars Grambye, der var direktør, gjorde til noget så sjældent som en veritabel succeshistorie, var også i den henseende torskedum: Her var en institution, der udelukkende understøttede kunstnernes professionelle virke, men samtidigt overlod kunstnernes privatøkonomi til markedet og til de udøvendes stamina. Ganske som kulturministeren gerne ser det, bare ikke i praksis.
Men liberaliseringen af mediemarkedet illustrerer det bedst. Markedet skal nemlig liberaliseres fordi... øhh. Se eksempelvis på dette Mikkelsen-citat, der er præcist et år gammelt :»På radiosiden handlede det om konkurrence og mangfoldighed. På tv-siden handler det om fastholdelse af public service-kvalitet.«
Her ramte han rigtigt med en ud af tre: Der kom mere konkurrence, men ikke øget mangfoldighed, og intet indtil videre tyder på, at liberaliseringen skulle give (for staten) gratis public service. Derfor tyder meget nu på, at TV 2 bliver solgt i noget så absurd som en skønhedskonkurrence. Fordi ministeren ikke længere tror på egen argumentation, og fordi det er en uskøn blanding: Liberalisering iklædt socialdemokratiske gevandter; en skønhedskonkurrence.
Ministerens spørgsmål i forbindelse med salget af TV 2 har hele tiden været: Hvor meget public service kan jeg få for ingenting. Og hvor meget kan TV 2-salget indbringe staten?
Det sidste spørgsmål er der ikke i sig selv noget galt i, men et langt bedre spørgsmål havde været:
Siden hvornår har det været statens opgave at drive ikke blot en eller to eller tre, men nu fire og inden længe fem tv-kanaler og håndfuld radiostationer? Hvor mange kanaler skal staten besidde for at kunne udbrede sin propaganda?
Spørgsmålet er naturligvis blevet bedre endnu af, at Venstres ikke-valgte spradebasse, dobbelt-Madsen, render rundt og ter sig, og med al ønskelig tydelighed gør det klart for alle og enhver, at Danmarks Radio ikke er uafhængig, i hvert fald ikke hvis det står til magthaverne pt. dobbelt-Madsen.
Og med en næsten Oliver Stone’sk paranoia eller italiensk konspirationstalent kan man jo lægge alle småtingene sammen, så som: fyringen af Christina Lage som direktør for TV 2, krisen i England om BBC, dobbelt-Madsen i fri stil i DR’s bestyrelse. Og så spørge sig selv: Er statsstyrede medier uafhængige. Er TV-Avisens redaktører helt uberørte af kritikken?
Forestil Dem situationen: At Anders Fogh faktisk blev kommissionsformand, som regeringens spindoktorer så yndigt har forsøgt at overbevise os om skulle være en mulighed, og dobbelt-Madsen overtog regeringsroret. Indrømmet: Det sker ikke, men mindre kan også gøre det. Så hellere Berlusconi og Murdoch, til hver en tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu