Læsetid: 3 min.

Lidt for arabisk for briterne

Det blev en kort visit i chefstolen for den første ’guvernør’ for det sydlige Irak, danskeren Ole Wøhlers Olsen. Hans brøde var tilsyneladende, at han inddrog lokalbefolkningen for meget, fremgår det af ny bog
1. juni 2004

Det var ikke så lidt af en overraskelse, da chef for regionalkontoret for Basra-regionen, danskeren Ole Wøhlers Olsen, fra den ene dag til den anden blev fjernet fra jobbet under en ferie til Danmark i juli sidste år. Ikke mindst for Wøhlers selv, fremgår det af interviewbogen Beduin i Laksko af Lally Hoffmann, der udkom torsdag i sidste uge. Heri fortæller han om de kaotiske tre måneder i Basra, hvor hans job var at opstarte et lokalt kontor for besættelsesadministrationen. En opgave, han som udgangspunkt var betænkelig ved:
»Personligt var jeg heller ikke begejstret for at skulle sidde og være del af en besættelsesadministration i et andet arabisk land. Det var ikke noget, der huede mig personligt,« fortæller Wøhlers, der dengang som nu er Danmarks ambassadør i Syrien.
Ole Wøhlers Olsen lod sig overtale af Udenrigsministeriet til at tage jobbet, bl.a. fordi man lod forstå, at briterne gerne ville anlægge en lav profil i det land, de også besatte fra slutningen af første verdenskrig frem til 1932. Tre måneder senere var det pludseligt alligevel ikke et problem med en brite på posten.
»Man har talt med London og finder, at tidspunktet til at skifte allerede nu er passende. Briterne ville gerne have en englænder ind som leder af kontoret. De har den rigtige mand – den britiske højkommissær i Pakistan. Man har lige skiftet tropperne ud, og det ville være passende, hvis de nye samarbejdspartnere er der inden for nogenlunde samme tidsrum,« fortæller Wøhlers om den begrundelse, han selv fik fra Udenrigsministeriet.
Britiske korrespondenter får en anden historie fra deres udenrigsministerium; nemlig at der var bekymring omkring nogle af de projekter, som Ole Wøhlers Olsen havde etableret, og i særdeleshed fordi han i for høj grad inddrog irakerne i dem.

Manglende tillid
Wøhlers, der taler arabisk, gjorde – ifølge bogen – rigtig nok meget ud af at inddrage irakerne og lytte til deres ønsker og klager. En facon, som ikke helt stemte overens med f.eks. amerikanernes, hvilket konkret resulterede i, at irakiske virksomheder og arbejdere ikke – ifølge Wøhlers Olsen – blev inddraget nok i genopbygningsarbejdet.
»Økonomisk er det også særdeles vigtigt, at få irakerne sat i gang så hurtigt som overhovedet muligt. Udbuddet af kontrakter skal formelt – i hvert fald i princippet – udbydes til irakiske firmaer, hvis der er irakiske ingeniørfirmaer eller andre, der kan lave arbejdet, det ligger i instruktionen til Bechtel og USAID. Jeg er ikke overbevist om, at det er sket indtil nu i særlig stor udstrækning,« siger Wøhlers i bogen. Han følte at amerikanerne »manglede tillid« til irakerne, da de kom.
»Det var den besejrede fjende, man går ud fra, han er fjendtligt indstillet – og det har været selvproducerende, en selvopfyldende profeti. Man har været for mistænksom, for uvenligt indstillet, den holdning har skabt flere fjender end venner.«
Ole Wøhlers Olsen roser i bogen gentagne gange briternes måde at agere på – på bekostning af amerikanernes.
»Som sagt er de (briterne, red.) vandt til fra Nordirland at patruljere i ganske små grupper med lette våben. Det er meget mere tillidsvækkende, end at man kommer bragende med store tanks og masser af tungt materiel – og når man, før man taler med nogen, peger på dem med en bajonet eller med et ladt gevær, det er ikke tillidsskabende, det skaber frygt, og det skaber fjendskab,« siger Wøhlers Olsen, som beklager, at Danmark har valgt at støtte så blindt op om USA’s politik.
»Der er sket et skift i udenrigspolitikken. Hvor vi tidligere har ligget på linje med de øvrige nordiske lande, har Danmark klart markeret sig med støtten til USA i Irak, som det eneste land i Skandinavien. Vi har også markeret os på USA’s side i forholdet til Europa, fodslaget i EU er brudt, det er første gang siden 1973, da vi kom ind i EF. Det er på en vis måde beklageligt og sårbart for EU.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu