Læsetid: 4 min.

Lomborgs kup

1. juni 2004

COPENHAGEN CONSENSUS-konferencen er overstået og de otte økonomiske ’superhjerner’ rejst hjem. Deres facitliste peger på, at det globale samfund kan gøre en strålende forretning ved at investere i bekæmpelse af aids, give kosttilskud til de fattige for at bremse mangelsygdomme samt fjerne handelsbarrierer og subsidier. Det er fremragende. Måtte politikerne straks gå i gang med at komme de fattiges sygdomsproblemer til livs og samtidig bedre verdens økonomi. Økonomerne skal have tak for det signal.
Resten fortjener de mindre tak for.
Bjørn Lomborgs konference var ikke en konference om, hvilke globale problemer der kalder på en indsats. Det var alene en konference om, hvilke problemer det er muligt at tale om i cost-benefit terminologi, og som det dertil er en god forretning at løse. Projektrentabilitet var selve kriteriet for overvejelserne, og derfor så man ikke på det globale samfunds samlede økonomiske struktur og ledte efter strategier til at skaffe nye penge til problemløsning. Eneste undtagelse var den omtalte afvikling af handelsbarriererne, hvor økonomerne – heldigvis – gentager, hvad mange har sagt i årtier. Men man så ikke på de gigantiske militærbudgetter, endsige på forslag om afgifter på flytransport, valutaspekulation etc. Man godkendte Bjørn Lomborgs tilfældige, men helt afgørende præmis om at holde sig til at investere 50 milliarder dollar i de problemløsninger, der giver det hurtigste og størst mulige afkast. Fremgangsmåden svarer til, at et par med to syge børn begynder at regne på, hvilket barn de har råd til at redde uden at inddrage den del af familieøkonomien, der var tiltænkt skiferie, sommerhus og bil nummer to.
Konsekvensen er, at udfordringer, der med den foreliggende økonomviden ikke kunne prissættes eller opvise tilstrækkelig rentabilitet, blev usynlige eller prioriteret i bund. Et problem som det fortsatte tab af klodens biologiske mangfoldighed – som FN’s generalsekretær forleden karakteriserede som »for forfærdeligt til, at man kan tænke på det« – var udeladt på forhånd, mens emner som uddannelse og bekæmpelse af korruption forsvandt fra listen og offentlighedens bevågenhed, fordi de ikke lod sig cost-benefit-vurdere.

DET BETØD også, at det, som Tony Blair for nylig kaldte menneskehedens mest presserende udfordring – den globale opvarmning – blev placeret allernederst. Af den simple grund, at økonomerne ikke kunne godkende klima-økonomen William Clines forslag om at tilkende fremtiden mærkbar værdi i beregningerne. Indgreb mod CO2-udledningerne betyder udgifter for de rige lande nu og gevinster for især de fattige på længere sigt, og den kombination appellerede ikke til de vestlige økonomer.
I stedet købte man et bizart ræsonnement fra økonomen Robert Mendelsohn om, at eftersom det først er i vore børns levetid, at klimaforandringerne virkelig vil gøre ondt, så er det bedst at give dem friheden til selv at vælge, hvad de vil gøre, når de i 2050 står i vand til anklerne. Som om panelet ikke vidste, at det er dagens CO2-udslip, der bestemmer morgendagens klima. Og at det bliver stedse dyrere at vende kurven, jo længere man venter.
Dette politiske fravalg af fremtiden får klima-indsatsen til at ligne en dårlig forretning, og derfor går der nu via nyhedsbureauerne et budskab verden rundt om, at klimabeskyttelse bør nedprioriteres. Budskabet vil begejstre de ultraliberale netværk, der i årevis har brugt Lomborg som profet, og som lobbyer intenst for at vælte Kyoto-protokollen. På det punkt kæmper de nok forgæves, men erklæringen fra Lomborgs konference kan blive et vigtigt våben i deres kamp for at blokere en Kyoto 2-protokol, som det internationale samfund snart skal i gang med at forhandle, og som er essentiel, hvis der skal være håb om at bremse de ødelæggende forstyrrelser af klimaet.

LOMBORG har siden starten på sit miljøskeptiske felttog haft bekæmpelsen af klima-arbejdet som hovedanliggende. Ved at lokke otte topøkonomer til at prioritere en stribe globale udfordringer inden for en lille cigaræskes fiktive ramme er det nu lykkedes ham at bringe international autoritet bag felttoget. »Jeg er begejstret for forløbet,« sagde Lomborg lørdag, og det forstår man så godt.
»Nyd det,« skrev miljøskeptikeren i sin første kronik for nu syv år siden. »Hedonist« har nogle siden kaldt den cola-drikkende, computerspillende og storsmilende unge mand. Hvad der end driver ham, er der én interessant iagttagelse at gøre oven på Copenhagen Consensus: Samtlige udfordringer på den oprindelige liste – med én tilsyneladende undtagelse – vil bidrage til den globale økonomis udvikling, hvis de løses. Mennesker får f.eks. ikke bare et bedre liv uden aids, de bliver også bedre i stand til at skabe økonomisk fremgang. Kun ét punkt – behovet for indgreb mod CO2-udledningerne – kan synes at udfordre vor generations umådeholdne trang til materiel udfoldelse. Kan det være dét perspektiv, der motiverer Lomborgs flot iscenesatte fortrængnings-øvelse og gør ham til manges Messias?

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her