Læsetid: 16 min.

Nu lysner det lidt for kanariefuglen

Essayet om Lasse Ellegaard blev så vidt vides Jan Stages sidste. Portrættet blev første gang bragt i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik i efteråret 2002. I anledning af Lasse Ellegaards 60 års fødselsdag bringer vi med udgiverens tilladelse portrættet, som Jan Stage skrev et års tid før sin død
24. juni 2004

Essayet om Lasse Ellegaard blev så vidt vides Jan Stages sidste. Portrættet blev
første gang bragt i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik i efteråret 2002. I anledning af Lasse Ellegaards 60 års fødselsdag bringer vi med udgiverens tilladelse portrættet, som Jan Stage skrev et års tid før sin død

Mens jeg ventede, fordrev jeg tiden med at tænke på kanariefuglen. I real life havde jeg aldrig set den, men den dumme fugl havde været i CNN. Det er godt gået. Løver, gråhvaler, tigerhajer og aligatorer, ja specielt aligatorer, optræder uophørligt på skærmen, sikkert fordi de er billige i drift og ikke kræver samme honorarer som Roger
Moore eller Gene Hackman. Men en kanariefugl skal sgu være noget særligt for at komme på rollelisten. Det var det, jeg stod og spekulerede på i lufthavnen i Nice. Hvad var det med den fugl? Jo, der havde været problemer i Toronto. Et par passagerer var blevet sat af maskinen til Tel Aviv, og det var kanariefuglen også – med bur og sand i bunden og madskåle og en pinkfarvet rangle. Muligvis drejer det sig om en terrorkana-riefugl med antraxdepoter under vingerne og en trådløs forbindelse til Bin Laden i næbbet. Under alle omstændigheder havde den fundet et godt og trygt hjem i Canada. Det var dens historie. Og det var meget gribende. »Sådan kan det gå,« tænkte jeg. »De canadiere er nu nogle flinke folk.«
Og så ventede jeg videre på den sene maskine fra Istanbul. Min hund, en tibetansk tempelhund kaldet Oskar begyndte at hale i sin læderrrem. Oskar er ganske vist født med et specielt tålmodighedsgén. Dens forfædre har vogtet kæmpebuddaherne ved Bamyian, og de har ligget langs Silkevejen og stirret på karavanerne med rifler og te og opium. Men der er en streg i sandet. Og nu vil den vide, hvad det her handler om?
»Vi venter på Jyllands-Postens korrespondent, Sheik Lasse Ellegaard,« svarer jeg.
Oskar forsøger at rive sig løs. Den vil omgående hjem til Jasmintræets skygge og madskålen.
»Det er jo din gode ven,« bemærker jeg udglattende.
»Gode venner fra Mellemøsten er dårlige nyheder,« siger hunden.
»Men Sheiken kommer fra
Istanbul.«
»Ja, der ser du...«
»Hvad mener du med det?«
»Korrespondent i Mellemøsten med bopæl i Istanbul, sig mig: søger han martyriet?«
»Istanbul er en kulturby,« forsøger jeg. »Den blå Moske, Bosperusstrædet og alle de rare tyrkere...«
»Det var ikke, hvad du sagde sidst, da du kom hjem efter et besøg hos ham.«
»Hov, hov, manden har da både lænestole og op til flere senge og tv og barskab og gryder ude i køkkenet. Og han har udsigt over Bosperusstrædet.«
»Du sagde, at det hele skulle brændes af og jævnes med jorden, før Tyrkiet kunne blive optaget i EU.«
»Sagde jeg virkelig de?«
»Sådan faldt ordene. Og du fortalte også, at ville man nyde hans meget berømmede udsigt over Bosperus, så måtte man dreje hovedet så meget, at man fik hold i nakken.«
»Jeg sagde da også, at Sheik Ellegaard tilsyneladende havde de venner over alt i byen. En mand der er så populær, lever nødvendigvis et godt liv.«
Oskar krøllede sig sammen på ankomsthallens blankpolerede gulv og hyperventilerede et par gange. Det betød, at han midlertidigt betragtede samtalen som afbrudt.
Den tyrkiske maskine lod stadig vente på sig.

MMen det havde nu været en helt fin tur til Istanbul. Jeg havde hilst på Lasses parkeringsvagt, på hans foretrukne tjener, på pigen bag disken ude i lufthavnsbaren. Jeg lyttede til dunkle beretninger om tyrkiske politikere og tildragelser helt ude i det fjerne Anatolien. Jeg havde hørt, at hans kurdiske kone havde nogle fætre, der var kommt tilrejsende med pistoler under armhulen for at fortælle ham et par alvorsord. Men det var nok bare et rygte, som de ondsindede kunstmalere på Galleri Asbæk havde sat i omløb hjemme i Københavns slud og regn, for jeg stødte ikke på en eneste vred, kurdisk fætter. Kun smil og respekt for en mand, der var så mærkværdigt skruet sammen, at han til daglig flakkede rundt i Ramallahs ruiner og så ind i mellem slappede af i Istanbul.
Og jeg blev beværtet. Min seng blev redt. Der stod en flaske single-malt på natbordet. Vi spiste skaldyr på restauranterne langs det meget omtalte Bosperusstræde. Jeg blev båret hjem uden bebrejdelser. Og i afskedens time forærede han mig seks par tyrkiske kunststofsokker.
»Ny har vi moret os i tre dage,« sagde han ude i lufthavnen.
»Men hvad så nu?«
»Hov, hov,« svarede jeg. »Vi er jo ikke gift!«
Han tilføjede, at rejsende folk som os altid burde have en plan B.
Det forekom mig lidt underligt, at netop han skulle sige det. Jeg mener: en mand der ringer til mig ud på morgenen og oplyser, at nu siger han op – kan han have en plan B? Resten af samtalen foregår nogenlunde som følger:
»Tænk lige på konsekvenserne, Lasse.«
»Fuck konsekvenserne!«
»Hyren, rejserne og repræsentationskontoen, din gamle Mercedes, huset på Falster, dine børnebørn – fornøjelserne ved at arbejde for Ejbøl, mediernes svar på Rommel – fremskudt kommandopost...«
»Fuck Rommel, jeg kan blive højskolelærer eller kommentator på Ekstra Bladet.«
»Hans Engell har ikke en gang råd til at betale din forsikrng! Og desuden: det med højskolen har du jo prøvet. Så vidt jeg husker, sagde du op, fordi du ikke kunne få Financial Times på Vejen station.«
»Lasse, din far, den gamle fagforeningsboss ville ikke synes om dette her!«
Tavshed.
En dyb brummen baner sig vej gennem mobilnettet. Hvis Mossad er med på linjen, får de prægtige mennesker noget at arbejde med. Sheikh Ellegaard er faldet i søvn!
»Lasse!«
Brummen.
»Lasse, alle der siger op mellem klokken 02 og 04 er det gået særdeles ilde, det skal du bare vide.
Han bliver lysvågen nede i Ramallah:
»Hvordan det?«
»Redaktionssekretærerne kaster sig over den mindste svaghed. De er forbitrede over, at de er på arbejde på den tid af døgnet. De vil hellere være hjemme hos deres anoreksi- og angstramte koner. De vil hellere ligge i deres Dux-senge og regne på pensionskassernes aktieposter. De er sgu da helt kolde og ligeglade med din opsigelse. De er ved at blive ruineret. De er i sandhed blevet globaliseret, Hvad der bliver planlagt i en kold og klam klippehule i Afghanistan, rammer helt ind bag ligusterhækkene i Viby...«
Lasse rømmer sig.
»Jeg kigger forresten op om din by,« siger han så. »Jeg skal først et smut omkring Saudi og så Damaskus og måske også Beirut – hvordan er der iøvrigt på Commordore?«
»Barens grå papegøje, den der kunne Marseillesen og piftede som indkommende granater, var der en snigskytte, der fik ram på. Men det ved du vel?«
»Det er history, ja... Almindelig dannelse.«
»Og den syriske hærs generalstab holdt til der gennem nogle år, så det tager sig sikkert meget syrisk ud. Men hvor befinder du dig lige for øjeblikket?«
»Tror du ikke, jeg ved, hvor jeg er!«

Det kan overgå den bedste. Tænk bare på Evelyn Waughs Scoop. Hovedpersonen ender i det forkerte land et eller andet sted på Balkan og begynder at sende artikler hjem om en krig, der imidlertid foregår i nabolandet. Men det vil den lokale regering ikke have siddende på sig. Den føler sig presset af aviserne i Fleet Street og indleder derfor en ny og fin lille krig. Sådan kan det jo gå.«
»Jeg er i Jerusalem,« vedgår han langt om længe. »Og om et par dage er jeg på vej op til Vence og et par fredelige dage.«
»Du skal være velkommen,« siger jeg.
Og det mener jeg af et helt hjerte, selv om jeg allerede forestiller mig Lasse på fri fod blandt byens overvejende pensionerede indbyggere: de danske ægtepar der uophørligt ringer hjem og fortæller venner og bekendte, at vejret er strålende, flybillletterne billige og skatterne lave, hvilket alt sammen afstedkommer misundelse, hvad der også er tilsigtet, for det er meget godt at bo ved Rivieraen, men det er bedre at bade sig i misundelse end i Middelhavet. Og så er der de midaldrene, franske kvinder med deres provins-bh’er og strutskørter og arrogante pudler. Hvad vil de ikke tænke om denne mærkværdige mandsperson, der ved solopgang minder om en bonde fra Bodrum, men som i nattemørket smiler til dem og forsøger at konversere dem på et frygteligt fransk for så at falde i søvn ved et bord på den første den bedste restaurant. Og det kommunale politi og gendarmerne og færdselspolitiet? Hvad vil de ikke tænke?
Jeg kaster et blik op på tavlen.
Turkish Airlines er netop landet.
»Der venter os nogle interessante dage,« siger jeg til Oskar.
Tempelhunden kommer på benene og begynder at mønstre de tilrejsende.
Svingdøren går op: de evige, japanske turister, ukrainske ad-hoc-livvagter, familiefædrene der vender hjem, golfspillerne, skiløberne, elskerinderne der er ude på sjov, katte i bure, hunde i snor, it-folk på kursus og endelig den tyrkiske besætning men ingen mr. Ellegaard fra et eller andet sted i Mellemøsten.
Så begynder Oskar at hale i sin rem. Den frembringer nogle begejstrede lyde og retter sin totale hundeopmærksomhed mod noget eller nogen, kun den kan se bag min ryg. Der står han, Sheikhen, og smiler triumferende. det er lykkedes ham at komme forbi mig uden at jeg har lagt mærke til det. Sådan burde det ikke være. Men måske skyldes det hans nye, tyrkisk-syede hørlærredshabit , der får ham til at falde i et med ankomsthallens gulv. Forklaringen kan også være, at han nede i Ramallah har lært at gøre sig usynlig. Eller også er jeg blot blevet gammel og nærsynet.

Lidt senere, da han har smidt sig ind på bagsædet og har tændt den første af en endeløs mængde cigaretter uden filter, vil han, blot for en god ordens skyld vide, hvad der er af nyt hjemme fra?
På Vestbredden hører man ikke så meget om Danmark. Det samme gør sig gældende i Damaskus, i Beirut, i Bodrum og i Istanbul.
»Nyt og nyt,« svarer jeg. »Det er et stort ord.« »Hvad som helst,« beder ham. »Danskerne lider af et fejlsyndrom. Det er dagens nyhed.«
»Et hvad-for-noget?«
»Tager man fejl, har det som regel negative konsekvenser. Det er der en ekspertgruppe, der har fundet ud af. Det kunne man jo tænke sig til, men nu har vi det altså sort på hvidt. Og danskerne er bange for at tage fejl, så derfor foretrækker de at træffe så få valg som muligt. Alt ved det gamle...«
»Er det alt ?«
»Vi tager også for lidt medicin, har en anden ekspertgruppe slået fast. Tusinder dør helt unødvendigt, fordi vi er blevet skræmt fra at spise piller og pulvere og ildelugtende vædsker. Men vi skal blot tage lidt mere Bezafibrat, Bifonazol, Fenoprofen, Amantadin, Ergotamin, Atromedin og Betaxolol blandet med Simvastatin og Zoladex og Bromazepam og den daglige dosis Stesolid og Noctyl. Så ser man lidt lysere på de kommende tider.«
»Det skal jeg huske at fortælle dem nede i Ramallah,« sagde Lasse. »Det vil de sætte pris på.«
Da vi var kommet ind i centrum af Vence, forlod han bilen og satte sig ved et cafebord. Han smilede tjeneren hen til sig og fik en ekspresservering. Der var endnu gang i petanque–spillet, og han sad tilbagelænet og fulgte det traditionelle skænderi om kuglernes placering.
Alt var så fredeligt.
Platanernes kroner kastede allerede deres skygge over byen.
Katedralens klokker slog to gange otte slag. Og nordafrikanerne sad ved deres egne borde og drak kaffe.
»Nej, hvor interessant,« sagde Lasse.
Det var ikke noget specielt, han fandt interessant. Det havde jeg lært. Det var det hele – sådan i almindelighed. Alt var interessant.
Formodentlig var det den indstilling, der holdt ham kørende.
Her kom han rejsende med Basras støv i lommen, Ramallahs ruindynger under sålerne og de tyrkiske politikeres vrøvl i øregangen. Og så har han overskud nok til at finde petanque-spillet i Vence interessant!
Jeg ved hjemme fra, at der er nogle, der knurrer, når de hører hans navn. Det er stort set alle dem, der aldrig finder noget som helst interessant, og som udfører deres arbejde med bitterhed og dyb forurettelse, selv om de i mange tilfælde modtager en alt for rundhåndet hyre. Det ved de godt, Lasse mener. Men han holder bøtte. Hver gang, rygtet når frem, ryster han det af sig med sit evindelige »nej-hvor-interessant«. Så fylder han avisens spalter og går ud i den by, hvor Historien nu har valgt at dumpe ham. Han finder en flaske rødvin og, hvis han er heldig, et par lyttere... Og så falder han i søvn.
»Nå, så det var, hvad du havde af nyheder,« sagde han og tilsmilede atter tjeneren på Victoires fortovscafe.
»Hun hedder Cloe,« oplyste jeg, »og hun er så langlemmet og lys, fordi hun kommer oppe nordfra, fra Annecy på grænsen til Schweiz.«
»Nej, hvor interessant.«
Og hvad nyhederne angår, bør du også vide, at ledende politikere gør sig tanker om at lade borgerne gå over for rødt lys uden at risikere bødestraf.«
»Det siger du ikke.«
»Bare vi tænker os godt om. Det er forudsætningen.«
Lasse sendte et blik efter Cloes hofter.
Så blev hans blik atter nærværende.
»Du har mødt Said Abouris?« spurgte han.
»Så vidt jeg husker, nej.«
»Men har du hørt om ham?«
»Næh.«
»Ham må du endelig møde.«

Jeg svarede, at det var klart. Enhver journalist i Mellemøsten kender en mand, man absolut bør møde. En mand der ved alt. Uden sådan en type er man en journalist uden skygge og fortabt i regionen labyrint.
»Said har skrevet den bedste Arafat-biografi. Og han har også begået en endnu bedre om Saddam Hussein.«
»Og hvor befinder din Said sig så nu?«
»Said bor nede i Nice – lige ved Promenade des Anglais.«
»Der er vel en sammenhæng?«
»Hvordan skal det forstås?«
»Jeg mener: den ene dag skriver man en Saddam-biografi, og den næste sidder man på en af
Nice’s bedste adresser.«
»Said ville føle sig såret, hvis...«
»Hvor mange body guards har Said?«
»Ingen, tror jeg.«
»Med den adresse? Ingen livvagter?«
»Jeg har i hvert fald aldrig set nogle.«
»Så er din ven enten ubrugelig eller udødelig.«
Om aftenen spiste vi på Clemenceau. Gedeost og lam oppe fra Sisteron. Og nogle flasker Bandol, det må jeg tilstå. Karen Thisted fra Ekstra Bladet var også kommet til byen. Hun bestilte vinen med en stemmeføring, som om hun snakkede med nogen nede på Sydpolen.
»Hvor ville det være spændende at skrive en bog om jer,« sagde hun.
»Det har du allerede gjort,« svarede jeg. »Du har skrevet om Lisbeth Dahl. Det kan komme ud på et.«
»Lisbeth Dahl er en ægte mand,« supplerede Lasse. »Med det nye look, hun har tillagt sig, bliver hun måske politimester i Jylland.«
Karen Thisted jublede. Hun fortalte sine venner nede på Sydpolen om Lisbeth Dahl.
Clemenceaus vært sendte bordet en omgang grappa og smilede. Han så frem til en morsom aften.
Det fik han!
»Hvor ville det være dejligt, hvis Niels Barfoed var her,« sagde hun og lænede sig til min skulder. »Tænk: Rifbjerg vil slå ham ihjel. Begå karaktermord. Helst hver dag og allerhelst i politikken. Hvor er det synd for Niels. Hver gang han kommer med et debatindlæg, skriver Rifbjjerg tre romaner og truer Johannes Riis til at udgive dem.«
»Men du må indrømme, Karen, at Rifbjerg er bedre som forfatter end som resturatør,« siger jeg. »Næsten lige så god som Kenn Andre Stilling på Victor i sin tid.«
»Rifbjerg gir’ ingen frie drinks, hvis det er det, du hentyder til. Han har ikke høgeøjne. Men han deler aldrig.«
Karen sidder længe og stirrer ind i cigaretrøgen.
»Synes du, jeg burde være mindre synlig?« spørger hun så.
Jeg måtte indrømme, at det spørgsmål kom bag på mig.
»Hvordan kan du komme på den tanke?«
»Lone Kühlmann ringede mig op og fortalte, at hun havde fået masser af penge fra en fond, der arbejder for at gøre kvinder over 50 mere synlige. Men synes du, jeg har det problem?«
»Det er der ingen, der mener, Karen. Måske de døve og de blinde. Men resten synes, at du er helt fint synlig.«
»Hvor er jeg glad for det. For jeg skal sige dig: jeg løber næsten hver eneste morgen, og stilladsarbejderne fløjter efter mig. Og forleden stod der en fyr, en pæn mand, i gadedøren. Og sagde at min mellemtid var blevet bedre.«
»Det var pænt af ham.«
»Så du mener altså ikke, at jeg skal bruge Lone Kühlmanns fondsmidler, så jeg kan blive mere synlig?«
»Nej, men du kan jo henvise hende til Hans Engell og Thøger Seidenfarden...«
»Men det er jo mænd, Jan, det er mænd, synlige mænd, mænd med magt...«
»Der er noget der hedder parykker, Karen...«

Hun skulle lige til at svare, da hun opfangede det: Lasse havde sagt noget forfærdeligt til sin borddame. Noget frygteligt. Så utilgiveligt at der ikke kunne rettes op på det. Tilbage lå der kun en flugtvej: søvnen.
Hun var yndig, borddamen. Klog. Hurtig i replikken, og hun var kun halvt så gammel som resten omkring bordet.
Der var alle mulige grunde til, at Lasse skulle være den bløde mand ved hendes side: snakke Mellemøsten, vejret i Provence, antikviteter , de små børn eller billige flybilletter. Men sådan var han ikke. Havde aldrig været det. Badegæster snakker på den måde, kunne jeg forestille mig, han tænkte. En hver anden Mellemøsten-korrespondent ville udbrede sig om massegravene i Jenin,
cafeerne i Jerusalem og skolebusserne, der pludselig bliver til ildkugler, Arafat i hans ruinhob i Ramallah og de arrogante soldater fra IDF. Men ikke mr. Ellegaard. Ingen billige points. En korrespondents rolle er at skrive. Ikke at snakke om det, man har skrevet eller agter at sende hjem. Der er ingen helte i hans univers. Allermindst ham selv.
Nu sank hans hoved ned mod bordfladen.
»Den hvide dug,« tænkte jeg. »Lammekødet fra Sisteron, den prægtige salat og årgangsvinen fra chateau Saint et-eller-andet!«
Men hans hoved trodsede Newtons lov og blev siddende et par tommer over tallerknen i en slags vægtløs tilstand.
Jean Piere, værten, fulgte miraklet ude fra køkkenet med et det-er-sandelig-nogle-gæster-der-forstår-at-more-sig smil.
Og et mirakel kommer ikke uledsaget. Pludselig kunne hans borddame godt forstå Lasse. Han kunne være hendes far. Hans ansigt var furet og krøllet, og rødvinspletterne ned over hans tyrkisk-syede habit var ved at ætse sig fast. Men han var klog, sagde hun. Det var der ikke mange mænd, der var. Og hun var glad for at have ham ved sin side – også selv om det var i sovende tilstand.
»Jeg kunne unde ham at høre det,« tænkte jeg. »Han fortjener det efter alle de håbløse år i Mellemøsten.«
Næste morgen fandt jeg ham på cafe Victoire med en kop sort kaffe og Herald Tribune. Hvis man tror på genopstandelsen, så var her et godt eksempel:
»Jeg skal hilse fra værten på Clemenceau,« sagde jeg. »Han synes, at det var en meget spændende aften.«
»Nej, hvor interessant.«
»Hvad er planerne for denne dag?«
»Jeg kører ned til Nice og snakker med Said.«
»Nåh ja, ham Said, ham havde jeg helt glemt.«
»Vil du med?«
»Nej tak. jeg kan ikke lide det der med, at din ven ikke har body guards.
Lasse betalte kaffen og kløede Oskar i nakken. Hunden så beundrende på ham.
»Vi ses i aften om gud vil,« sagde jeg.
»Om Allah vil,« rettede han.
Hvad han havde talt med denne Said om, satte han mig aldrig ind i. Men det var noget med Sheikh Yamanis datter i London og Arafats overforbrug af offentlige midler.
Lasse gik hjem på hotellet for at bade. Han ville stille til middag
kl. 20, lovede han. Det gjorde han også. Den ene halvdel i hvert fald. Hotellets bruser havde helt uventet sendt en stråle af kogende vand ned over ham, og da han stod og førte en længere samtale over mobilen, faldt apparatet ned i toilettet. Redaktionssekretæren hjemme i Viby led en grusom druknedød før forbindelsen opløstes. Og så regnede det. og Lasse kunne ikke finde vores hus. Han gik flere gange rundt om ringmuren, og indbyggerne blev i bedste fald forskrækkede, når han spurgte dem om vej, oplyste Karen, som støttede og hjalp ham under den våde vandring. men så stod han der også, foran døren med en værtindegave, en æske bon-bon’er, sikkert af tyrkisk eller syrisk herkomst. Oskar logrede med halen. Dens sande ven var kommet.

Nogle af de andre gæster ville gerne høre lidt om Mellemøsten. Men i stedet fik de et signalement af Jørgen Leths sprog under dækningen af årets Tour-de-France: »Det er svært at holde rede på disse store navne, der har skrevet sig ind i løbet. Det vigtigste er dog at er dog, at man husker at betegne dem som legendariske = store, karismatiske skikkelser med hårdhed i de arrede ansigter, der er formet af lidelser, men som alligevel gemmer på digterens bløde sind.«
Dette citat kastede han i hovedet på de noget desorienterede gæster. Især koncentrerede han sig om sin nye borddame, som både var ung og køn og begavet, men som havde sin egen mand med.
Så meget Jørgen Leth og Jimmy Hendrix og Bob Dylan trak han op af hatten, at hendes mand søgte ud i køkkenet for at tage sig en tre-dobbelt gin-tonic.
»Det er en spændende mand, ham din kammarat,« sagde han til mig.
»Ja, han er lidt særpræget...«
Og så tilføjede jeg uden helt at vide hvorfor:
»Men han er ansat på Jyllands-Posten.«
»Har de mange af den slags på Jyllands-Posten ?«
»Det kan jeg ikke forestille mig.«
»Jeg bør vist begynde at holde den avis,« sagde han.
Senere, da gæsterne var gået, og stuen mindede om Ramallah, smed Lasse sig i en sofa og sov trygt natten igennem med Oskar i sine arme. Den hund satte virkelig pris på ham. »Vi ses, broder,« sagde Lasse til afsked, da vi stod i lufthavnen.
»Hvor tar’ du hen?« spurgte jeg.
»Et eller andet sted.«
Det blev Libanon. Han ringede nogle døgn senere. Atter om natten. Han havde fået sig en ny mobiltelefon.
»Jeg er i Beirut,« oplyste han. »Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg er i Beirut.«
Under alle omstændigheder var han tilbage i Mellemøsten. Og måske lysner det lidt for kanariefuglen lang borte i Canada.

©Victor B. Andersen’s Maskinfabrik oktober 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu