På restaurant unsicht-Bar i Berlin spiser gæsterne i totalt mørke. En intens oplevelse,
som inviterer sanserne på vandring
Tak for mad
BERLIN Gaflen nærmer sig langsomt og forsigtigt munden. Skuffelse. Der er ingen mad. Forsøger igen og er sikker på, at der nu er kød på gaflen. Men nej, det smager mest af most kartoffel blandet med valnøddegarniture. Var det mon det sidste på tallerkenen? Mærker efter med fingrene. De andre kan alligevel ikke se det, men føler, at det er lidt snyd.
Vi sidder til bords på unsicht-Bar i Berlin, som er en af Europas tre restauranter, hvor man spiser i fuldstændig mørke. Ruderne er mørklagte og end ikke et selvlysende ur får lov at komme ind.
Som et tog i mørket
Inden vi træder ind i mørket, vælger vi vores menu mellem seks overordnede muligheder, der bliver tilberedt af seende kokke. Menuerne er skrevet som et digt, og meningen er, at smagsløgene bliver skærpede, når man ikke helt ved, hvad man spiser. Vi funderer over, hvad en chokolade symfoni med en kvindeformet frugt egentlig dækker over. Eller hvad med en lille mand med en brun hat bader i frostklar luft?
Vi bestiller menuerne med oksekød og kalvekød. Hvad tilbehøret er, kan vi ikke regne ud. Majid er vores tjener for i aften. Han følger os ind igennem en sluse til restauranten og går forrest. Vi har hver vores venstre hånd på den persons skulder, der går foran. Som et lille tog. Et rækværk hjælper på vej, og langsomt forsvinder lyset. Der bliver totalt mørkt. Øjnene knibes lidt sammen, men det er som om, at der er flimmer for øjnene. Vores lille tog drejer, og rækværket forsvinder. Vi føler straks en stærk afhængighed af at røre ved den, der går foran og vide, hvor der er et menneske. Mærke at der er en, der kender vejen. Lyden af bestik, der rammer porcelæn, og sagte tale, fortæller os, at der må være to andre hold gæster i restauranten. Dinnermusikken er svag, men samtidig iørefaldende.
Majid følger os hen til vores bord uden at støde ind i noget. Vi får anvist vores stole og kommer kejtet på plads. Vi griner og får hurtigt afstandsbedømt, hvor væggen og hvor bordets kanter er. Der ligger bestikket. Der er glasset. Der sidder de andre. På hjørnerne er der beskyttende skumgummi, så skarpe kanter er polstret, hvis man støder ind i dem.
Majid kommer med den første ret. Han stiller tallerkenen lige foran én. Hvordan kan han vide, hvor den skal stå? Tid til en tår øl, men først skal den skænkes op. Hælder og hælder. Selv om glasset er stort nok, går tankerne på, hvornår det flyder over. Det gør det ikke. Som tiden går, bliver vi mere afslappede. Vi taler om, hvordan det må være at leve i konstant mørke, og hvordan skal man beskrive en farve? Kan en person, der er født blind, overhovedet forstå begrebet farve? Er gul for den ene den samme gule farve for den anden? Af vane vender vi i starten hovedet mod den, vi taler til. Det er tydeligt, hvorfra stemmen kommer. Forskellen er stor. Opad. Nedad. Væk fra bordet.
Bump. En tjener går ind i en stol, og et andet sted lyder et rabalder, da en gæst taber noget bestik. Det måtte ske. Automatisk træder høresansen i karakter. Stemmen ved bordet til højre tyder på, at den tilhører en fuldvoksen mand. Ved et andet bord sidder helt sikkert en lille, midaldrende amerikansk kvinde.
En varm suppe bliver serveret og frygten for at spilde melder sig. Den smager lidt af bouillon. En del af tilbehøret til hovedretten er helt klart champignon, og smagen af den lettere svampede konsistens er meget saftig og faktisk lækker. Især når man normalt ikke kan lide denne grøntsag. Vi skåler. Famler os lidt frem til, hvor hinandens glas befinder sig i det mørke tomrum. Klink. Glæden er stor.
Blindes trygge hænder
»I restauranten får seende mulighed for at opleve, hvordan det er at være blind,« siger den daglige leder af stedet Martin Grüner. Hans eget syn fejler ikke noget, men de 13 fastansatte tjenere er blinde.
»Filosofien bag konceptet er, at rollerne byttes om. Vi vil gerne åbne øjnene for de seende i forhold til, at de får et indblik i de blindes hverdag. Her er de seende fuldstændig overladt til de blindes trygge hænder«, forklarer han.
Samtidig giver unsicht-Bar fuldtidsarbejde til tjenerne.
»Vi giver de blinde en oplevelse af succes. Her er de på hjemmebane, og her er et sted, hvor de er bedre stillede end de seende. Det styrker deres ego og selvfølelse,« fortsætter Martin Grüner.
Vores tjener Majid er en af de ansatte. Han er 37 år og har arbejdet på unsicht-Bar siden åbningen i 2002. Han mistede synet, da han var tre år gammel på grund af en sygdom.
»Det er ikke mit drømmejob, men jeg er glad for at have et arbejde, for det har jeg aldrig haft,« siger han.
Han har en kort pædagoguddannelse bag sig, men som blind er det svært at få arbejde, så dette er en stor mulighed for ham.
»Jeg vil ikke have de seendes medlidenhed, men jeg synes, det er vigtigt, at de forstår, hvorfor jeg er længere tid om at udføre en opgave. For mig er det normalt, at jeg ikke kan se, men her får jeg en ledende rolle, når gæsterne kommer ind i restauranten. De bliver pludselig afhængige af mig, og hvis jeg ikke viser dem, hvor
glasset står, bliver de hjælpeløse.«
De seendes privilegium
I restauranten fornemmer vi, hvor hinanden sidder. Vi kan mærke, når vi er tæt på hinanden. Som en antydning af en aura om vores kroppe af varme og energi. Vi troede, vi sad ved kanten af den ene væg, men da andre gæster kommer ind, bliver lokalet meget større, og vi får en mere realistisk rumlig fornemmelse. Det er alligevel svært at forestille sig, at restauranten kan rumme 120 gæster samtidigt.
Majid kommer ofte og spørger, om alt er i orden. Hans rolige og dybe stemme er meget tillidsvækkende. Han laver jokes og roser os for at have spist alt på vores tallerken. Vi havde vist alle tjekket efter med fingrene. Han forklarer, hvordan vi skal placere bestikket, efter vi er færdige, så han ikke taber noget, når han rydder af bordet. Han giver instrukserne. Vi fascineres, når han ubesværet går væk med vores service.
Tiden går, og vi bliver færdige med at spise. Trætheden har overtaget vores kroppe, og vi overrumples af en trang til at komme ud af mørket. Nu har vi leget blindebuk længe nok. Vi har muligheden og kan bare bede om at blive ført ud. Den tankevækkende oplevelse får os til at føle os privilegerede, og vi værdsætter vores egen situation.
To en halv time og fire retter senere har øjnene ikke helt forenet sig med mørket, selv om vi har vænnet os til at sidde der. Flimmeren er der stadig, og der er ikke forskel på, om øjnene er lukkede eller åbne. Bordet er næsten rent, og vi har stort set ikke spildt. En følelse af stolthed rammer os.
På den korte tid, vi har været blinde, har vi mistet en time i tidsfornemmelse. Vi troede, at vi havde været derinde i omkring halvanden time. Ude i vores verden med lys og farver får vi stukket løsningen på madgåden i hånden. Det, vi troede var paté og ost i forretten, viste sig at være avocado. Suppen var ikke bouillon, men lavet af portvin. Desserten havde vi gættet rigtig. En pære gjorde det ud for at være en kvindeformet frugt. Underligt at vi åbenbart behøver synssansen for at vide, hvad vi spiser og for at få smagen frem.
Vores opførsel har været civiliseret i forhold til, hvad folk ellers kan finde på. Ejer Martin Grüner fortæller, at restauranten en gang havde besøg af et kærestepar, som byttede tøj inde i mørket. En anden gang var en mand faldet i søvn, hvorefter hans gruppe glemte ham, og han blev først opdaget, da rengøringspersonalet tændte lyset efter lukketid.
Folk spørger ofte Martin Grüner, hvad de skal gøre, hvis de skal på toilettet. De skal bare kalde på tjeneren, som altid er i nærheden. Han vil føre én ud gennem slusen og ud i lyset, hvor man selv kan finde resten af vejen.
Der ligger en opslået gæstebog ved udgangen. Vi er ikke de eneste udlændinge, der har været her. Indsigten i de blindes verden bliver blandt andet viderefortalt i Moldavien, Irland, USA, Sydafrika, Australien og Kroatien. Gæstebogen taler sit tydelige sprog: En uforglemmelig oplevelse. Tak for at I har åbnet mine sanser.
Vi slutter os til koret og nedfælder et par begejstrede ord i bogen.
*www.unsicht-bar-berlin.de
