Læsetid: 8 min.

Da masken faldt

En lovændring om Tyrkiets undervisnings-system vil ændre alt. Det drejer sig ikke om et par tørklæder i Irma eller Netto, nogle badeforhæng eller en flok frustrerede unge bøller på Nørrebro, men om EU’s fremtid
7. juni 2004

ISTANBUL – »Skibet sejler mod øst. På dækket løber vi mod vest.« Ordene er titlen på en klumme af Mustafa Balbay i den tyrkiske avis, Cumhuriyet d. 31. maj i år. Når jeg tillader mig at låne billedet, er det for det første fordi det er »made in Turkey«. Dernæst kan jeg ikke selv komme i tanker om ét, der klarere illustrerer den situation, som landet står i lige nu.
Jeg skriver dette i det samme hotelværelse i Istanbul, hvor jeg opholdt mig en mørk novemberaften for halvandet år siden. Det spartansk udstyrede rum med det grimme, brune tæppe kan næppe siges at appellere til ens nostalgiske følelser. Når jeg husker den aften så godt, er det fordi, der havde været parlamentsvalg om dagen. Fra det øjeblik, hvor valgresultaterne begyndte at strømme ind, sad jeg klinet til tv-apparatet.
Jeg kunne dog hurtigt løsrive mig igen. For efter mindre end en halv time var det klart, at valgets helt sikre vinder ville blive AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi, Retfærdigheds og Udviklingsspartiet).
Jeg følte mig på en gang lammet og en smule euforisk. Sådan som det kan opleves, når man endelig får en længe frygtet katastrofe bekræftet. Mine værste anelser var gået i opfyldelse. Jeg var nu sikker på, at der var ved at ske det, som jeg i mange år havde frygtet: At Tyrkiet faldt i hænderne på islamiske fundamentalister.
Ved 21-tiden forlod jeg hotellet for at gå ud at spise. I gaden var stemningen nogenlunde som inde i mit hoved. Folk gik rundt og så ud, som om de lige havde modtaget en dødsdom. Asmali Mescit-kvarteret har traditionelt været tilholdssted for intellektuelle og kunstnere, men har i de senere år har antaget en mere trendy karakter. Andre steder i byen, vidste jeg – som jeg også senere skulle komme til at se det i aviserne og på tv – var AKP-tilhængerne allerede i fuld gang ned at fejre.

Kvinderne græd
Jeg havde lyst til et glas rødvin (eller en flaske eller to!) til min mad, men i anledning af valget var der indført spiritusforbud på alle restauranter. Jeg havde dog en idé om, at hvis jeg bare fandt en restaurant på et af luksushotellerne, der hovedsageligt har velhavende udlændinge som kunder, skulle jeg nok få min rødvin.
Det fik jeg også. Og åbenbart var jeg ikke den eneste, der havde fået den idé. Denne aften var der ikke mange udlændinge i restauranten, men derimod et påfaldende stort antal yngre, tyrkiske kvinder. Flere af dem sad og græd. Og det var helt klart, at det ikke var personlige sorger, der havde kaldt tårerne frem.
AKP er blot det sidste skud på stammen af en række islamistiske partier, der under forskellige navne og ledere har ført en populistisk politik, hvis hovedformål er etableringen af en islamisk stat. Da Necmettin Erbakan i slutningen af 90’erne i en tale triumferende erklærede, at han og hans tilhængere allerede havde vundet og understregede sin triumf med ordene: »Nu kan I vælge, om det (overgangen til islamisk stat) skal blive blodigt eller ublodigt«, måtte Statens Sikkerhedsdomstol lægge sag an mod partiet og dets leder. Partiet blev lukket, og Erbakan kom i fængsel.
Det samme gjorde hans efterfølger, Istanbuls tidligere overborgme-ster og grundlæggeren af AKP, Recep Tayyip Erdogan, da han ved et stort møde demonstrerede sine litterære kundskaber ved at citere følgende verslinier: »Minareterne er vores bajonetter, kuplerne er vores skjolde og moskéerne er vores kaserner.«
Hans uoverensstemmelse med Tyrkiets retsvæsen var dog kortvarig, og selv om han ved valget for halvandet år siden ikke officielt var formand for AKP, var det reelt ham, der ledede partiet.
Derfor forstod jeg også så godt de grædende kvinder. Mørkemændene var kommet til magten! Og med mørkemænd mener jeg dette ord i dets helt bogstavelige betydning.

Med søde ord
Da Erbakan engang blev spurgt, om han, hvis han fik gennemført den islamiske statsform, han drømte om, ville tvinge kvinderne til at bære tørklæder, svarede han: »Nej da. Vi vil overtale dem med søde ord.« Hvad hans efterfølger, Erdogan angår, afslørede han allerede inden han var blevet valgt til overborgmester i
Istanbul sit syn på kvinder. »Jeg har aldrig været forelsket«, sagde han. Som om han dermed demonstrerede et specielt ædelt karaktertræk. Og fortsatte så:
»Jeg betragter min hustru som mine børns opdragerske.«
Forestil Dem engang at være kvinde i et land, hvis leder kan udtale en sådan sætning! Eller mand for den sags skyld. Jeg ville løbe skrigende bort og aldrig vende tilbage.
Faktisk havde jeg heller ikke troet, at jeg skulle gense dette værelse med dets 500 cigaretskodshuller. Men det gik ikke nær så slemt, som de grædende kvinder sad og forestillede sig den mørke novemberaften 2003. Eller i hvert fald ikke så hurtigt, som de frygtede.
Erdogans forbud mod at drive aktiv politik blev ophævet efter nogle måneder, og han blev indsat som ministerpræsident. I sin nye rolle optrådte han, som om han havde brugt al sin tid i fængslet og de politiske kulisser til at øve sig på den: I stedet for den vredladne prædikant fremtrådte nu en sleben, europæiseret politiker, der var begyndt at udtale ordet demokrati så ofte og med så stor oprigtighed i stemmen, at man ville have følt sig fristet til at tro på ham, hvis man ikke havde husket de forfærdelige ting, han havde sagt tidligere i sin politiske karriere.

Showet blev fulgt op
Det blev hurtigt klart, at hans nye image skulle ses som en del af hans strategi for at få Tyrkiet ind i EU. Men til manges forundring blev det ikke blot ved det ydre. Showet blev fulgt op af handling i form af livlig og aggressiv diplomatisk aktivitet og gennemførelse af længe tiltrængte (og af EU ønskede) lovændringer, der i årevis og under skiftende regeringer havde ligget og samlet støv som forslag, det på grund af mandatfordelingen i parlamentet havde været umuligt at gennemføre. For første gang i umindelige tider havde landet en flertalsregering. Men at det netop var en islamistisk regering, der skulle være i stand til at fjerne de værste hindringer for optagelse i EU, kom som en ganske uventet overraskelse – både i og i særdeleshed uden for Tyrkiet.
I EU-landene var reaktionerne positive men skeptiske. Det blev mere end antydet, at lovændringerne blev foretaget med det ene formål at få en fod i døren til Europa. Uanset hvor lidt sympati jeg har for AKP, må jeg understrege, at denne regering hovedsageligt har gennemført reformer, som der i størstedelen af befolkningen har været sympati for i mange år, og som andre regeringer for længst havde ført ud i livet, hvis ikke landets parlamentariske liv havde været lammet af bitre og uforsonlige kampe, hvor alle gjorde deres bedste for at spænde ben for hinanden.
Lad mig nævne kurdiske sprogkurser og kurdiske radio og tv-programmer som et enkelt eksempel.
I Europa begyndte man at mumle om en »moderat tyrkisk islam«, og i Tyrkiet var mange af Erdogans modstandere holdt op med at beskylde ham for at begå takiyye, dvs. lyve i den sande tros tjeneste, hvilket er tilladt ifølge Koranen. Ikke så få var forsigtigt begyndt at antyde, at han måske blot var en pragmatiker, der til syvende og sidst kunne være til gavn for landet.
»Så faldt masken.« Sådan lød overskrifterne i mange af landets aviser en dag her midt maj. Enhver der kender til forholdene i landet, forstod øjeblikkeligt, hvad det var for en maske, der refereredes til. Takiyye-masken, eller illustreret med et andet billede: Den habitklædte europæer, bag hvilken der gemmer sig en skægget, træskoklaprende, kalot og pludderbuksebeklædt, krumsabel og piskesvingende fanatiker. (Således fremstiller tyrkiske karikaturtegnere ofte problematikken.)

Bumbe under fornuften
Under stor modstand fra de andre politiske partier og så at sige hen over hovedet på dem havde regeringen nemlig i huj og hej vedtaget en omfattende lovændrig til reformering af udannelsessystemet.
’Reform’ er dog næppe det ord, modstanderne ville bruge. For den nye lov betyder, at en eksamen fra de såkaldte ’imam hatip’-skoler (præsteskoler kan det oversættes til, selv om der formelt ikke er noget præsteskab i islam) giver samme adgang til universiteterne som en almindelig studentereksamen.
Hvis jeg kortfattet skal opsummere konsekvenserne, kan det sammenlignes med at lægge en bombe under hele det system, der er baseret på fornuft, logik og empirisk tænkning – og samtidig med sende en hær af islamister ind centraladministrationen.
Reaktionerne lod da heller ikke vente på sig. I de følgende dage var der blandt andet talrige demonstrationer over hele landet. Universitetsprofessorer og rektorer, intellektuelle og studerende, kvindeorganisationer… alle mulige forskellige grupper var i oprør over den nye lov.
Chefen for Generalstaben (eller også var det næstkommanderende) fordømte den også i skarpe vendinger. Hvilket tragikomisk nok igen førte til reaktioner fra EU. Den tyrkiske hær, hvis blodplettede fortid er så sørgeligt velkendt, skulle sandelig ikke komme og blande sig i landets undervisningssystem!
Det er, som kommentatorer her har bemærket, interessant, at EU f.eks. følger nøje med i, hvornår de længe indvarslede kurdisksprogede radio- og tv-stationer går i gang med at sende, og skarpt kritiserer enhver udsættelse (der i øvrigt blot skyldes bureaukratisk sløseri, de fleste synes bare det er sjovt, at der kommer kurdisk tv), men tilsyneladende ikke interesserer sig for en lovændring, der vil ændre hele den tyrkiske stats fundament.
Da republikken blev grundlagt i 1923, havde den en befolkning på 15 millioner, i dag er der knapt 70. AKP’s ledere har ved gentagne lejligheder opfordret deres medlemmer til at få mange børn.
Det her drejer sig ikke om et par tørklæder i Irma eller Netto, nogle badeforhæng eller en flok frustrerede unge bøller på Nørrebro, men om EU’s fremtid.
Skal et eventuelt tyrkisk medlemskab blive en bro til Mellemøsten og Centralasien, der kan blive af uvurderlig betydning for både øst og vest, eller bliver det den trojanske hest, som de lokale karikaturtegnere lige nu synes at have gjort til deres yndlingsobjekt? Vel at mærke fyldt med føromtalte skæggede, krumsabelsvingende osv.
Indtil videre har præsident Sezer sendt loven tilbage med veto. Det betyder ikke, at den ikke kan blive vedtaget på et senere tidspunkt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her