Læsetid: 3 min.

MedieOverblik

4. juni 2004


Tv-værtinde mishandlet
*Den saudiarabiske Tv-værtine Rania al-Baz er kendt både i hjemlandet og internationalt, fordi hun har nægtet at tildække sit ansigt foran kameraet. Men efter at hendes mand har mishandlet hende, kan hun ikke længere vise sig på skærmen. Manden, Mohammed al-Fallatta, bankede hendes ansigt mod gulv og væg, tog kvælertag og fortalte hende, at hun skulle bede sin sidste bøn. Rania al-Baz har efterfølgende været igennem 12 operationer, skriver The Guardian. Mohammed al-Fallatta blev i den forløbne uge idømt seks måneders fængsel og 300 piskeslag. Sagen vækker opmærksomhed også internationalt, fordi Rania al-Baz er stået offentligt frem for at fortælle hvad der skete og den saudiske presse har vist billeder af hendes groft mishandlede ansigt. Til en journalist fra Associated Press har Rania al-Baz fortalt, at hun valgte at bruge sin egen tragedie til at skabe opmærksomhed om volden mod kvinder i Saudi Arabien. /nt

Internationalt møde om public service
*Hvor ligger mulighederne, og hvor ligger truslerne for public service-stationerne i de kommende år? Det drøfter en række medieforskere og mediefolk i disse dage. Konferencen er arrangeret af RIPE (en organisation af nordiske og nordamerikanske medieforskere og mediepraktikere), mens DR og Institut for Informations- og Medievidenskab (IIM) på Aarhus Universitet er værter for konferencen. På konferencen vil deltagerne blandt andet skulle drøfte, hvorfor det stadig er vigtigt med public service-stationerne. Et andet tema på konferencen er det, der internationalt kaldes 'The Cultural Commons' - nemlig public service-stationernes rolle i forhold til at skabe, støtte og udvikle kulturelle fællesskaber. /nt

TV 2 fattes penge?
*Den ulovlige statsstøtte på 628 mio. kr. plus renter, som TV 2 efter en afgørelse i EU skal betale tilbage til staten, får stationen ikke nødvendigvis igen krone for krone, som det ellers var forventet. Den erkendelse er Kulturministeriet kommet til. I Odense kan der ifølge Berlingske Tidende spores en vis nervøsitet hos TV 2's adm. direktør Peter Parbo. Han var overbevist om, at TV 2 havde en garanti fra staten på, at Tv-stationen ville blive holdt skadesløs. Kulturminister Brian Mikkelsen er i dag i samråd i Folketingets Kulturudvalg for at forklare, hvorfor regeringen mener, at EU-kommissionens afgørelse er 'overraskende' og hvorfor sagen ikke ankes. /nt

Sky Radio er størst
*Den forsat omdiskuterede radiostation Sky Radio har lagt sig i spidsen for de kommercielle radiostationer med en markedsandel på 5,9 pct. Sky Radio overgås med 1,1 mio. lyttere kun af DRs P3 og den populære kanal P4. De har henholdsvis små 2 mio. lyttere og 2,4 mio. lyttere ugentligt. Det fremgår af de nyeste lyttertal fra april måned, der netop er offentliggjort af Gallup. »Sky Radio har på meget kort tid formået at positionere sig som Danmarks næstmest aflyttede radiostation med over en million lyttere. Vi er glade for, at de nye lyttertal viser, at det ikke kun er nysgerrige lyttere, der i de første sendemåneder har været forbi Sky Radio,« siger Sky Radios adm. direktør Kasper Krüger. Hos DR hilser man konkurrencen velkommen. »Vi er glade for konkurrencen, men også stolte over at så mange vælger P3 med dens mere varierede programudbud,« siger DR-radiodirektør Leif Lønsmann. /nt

Kortest muligt
*Ny britisk undersøgelse viser, at bredbåndsforbindelser til internettet nedsætter tv-forbruget, mens det hverken rammer avis- eller radioforbruget. /nt
*Tv-værten Amin Jensen udlodder på sin hjemmeside 10.000 kr. til den, der rammer Se & Hørs Henrik Qvortrup, i hovedet med en lagkage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her