Læsetid: 2 min.

Mennesket som mus

’Blind vej’ er den unge Polanskis oversete hovedværk
4. juni 2004

Polanski
Som ung var Roman Polanski besjælet af en mageløs frækhed og en misantropi så isnende, at det stadig kan løbe koldt ned ad ryggen på én, når man ser et tidligt hovedværk som Blind vej (Cul-de-Sac) fra 1966.
En opvækst i en jødisk ghetto under Anden Verdenskrig og senere under Polens kommuniststyre havde ikke ladet den unge Polanski beholde mange illusioner om menneskeheden – som det fremgår af Blind vej, der er en af de forholdsvis få af hans film, som er baseret på et orginalmanusskript (skrevet sammen med Gerard Brach).
Polanski betragter selv filmen som sin ungdoms bedste bud på auteur-værdigheden.

Grotesk ø-kuller
I Blind vej findes der hverken antydningsvis sympatiske personer eller det mindste glimt af håb forude.
Filmen er en en raffineret version af det traditionelle trekantsdrama i sin begsort humoristiske fortælling om to groteske gangstere, der efter et mislykket kup kommer på gale veje og ender på en svært tilgængelig ø ud for Northumberlands kyst – Holy Island eller også kaldet Lindisfarne. Den ene af gangsterne kradser hurtigt af, ramt af skudsår, mens den anden, en bralrende børste (Lionel Stander), med lethed terroriserer øens engelske slotsejer (Donald Pleasance) og hans unge franske kone (Françoise Dorléac). Gangsteren er brovtende og brutal; slotsherren fej og selvbedragerisk; og hustruen en drillelysten lille tæve, hvis mest forsonende moment er en galgenhumoristisk latter, når hun finder mændene særlig infantile.
Påvirkninger fra Beckett, Pinter og Ionesco spøger i baggrunden, mens den umage trio opfører deres bizarre slutspil, der havde været svært at bære, hvis ikke den frække komik i den grad var til at tage og føle på. Som når uventede gæster pludselig udløser et rolleskift, tyrannen bliver tjener og gæstevenlighedens masker gradvis falder.
Den uforglemmelige Lionel Stander med sandpapirsstemmen og det furede nøddeknækkerfjæs er et uhyggeligt godt fund som gangsteren, og Françoise Dorléac en forførende hamber dulle, når hun anbringer brændende papirruller mellem tæerne på Stander, mens han sover. Desværre er Donald Pleasance rigeligt manieret som den forhundsede ægtemand, der ender sørgeligt hulkende på en stor sten ude i vandet – til spot og spe.

I musefælden
Polanski kunne i Blind vej og debutfilmen Kniven i vandet skildre isolation og indespærring midt ude i Guds fri natur, fordi han han var (og heldigvis stadig af og til er) en artistisk suveræn instruktør, en mester i prægnant atmosfære og skarpskåren visualisering. Til gengæld foregår Chok (Repulsion) næsten udelukkende i samme lejlighed.
I denne indespærrings-trilogi fanges personerne i en musefælde og betragtes med fascination og undren, mens de vrider sig og prøver at slippe fri. Men den unge Polanski så ingen vej ud fælden, for den var så basal som selve livet.

*Blind vej. Instruktion: Roman Polanski. Anchor Bay. Lånt af Cinematekets boghandel.

*Roman Polanski Collection: Knife in the Water, Repulsion, Cul-de-Sac, 8 Shorts. Anchor Bay. Lånt af Cinematekets boghandel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu