Læsetid: 9 min.

Mennesket søger mening

Og intuitiv eller åbenbaret viden er også gyldig, mener Dorthe Jørgensen, lektor, ph.d ved Institut for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet. Hun vil have dialektikken mellem oplysning og romantik tilbage
14. juni 2004

Oplysning
Står oplysning og tro i modsætning til hinanden, spørger jeg Dorthe Jørgensen. Dorthe Jørgensen har i årevis forsket i erfaringsmetafysik, filosofisk æstetik og religionsæstetik, samt i de intellektuelles idéhistorie, og det er da også denne baggrund, hun trækker på, når hun skal vurdere den tidens oplysningsskepsis.
»Mange vil sikkert sige, at tro ikke har noget at gøre i det moderne, at der ligefrem er en konflikt mellem tro og modernitet,« siger hun. »Hele ideen om, at det moderne er sekulært har bredt sig fra forskningen og ud i samfundslivet og
offentligheden.«
Men der er alligevel ved at ske noget, mener Dorthe Jørgensen: »Hvis man går tre årtier tilbage, havde denne opfattelse nærmest karakter af dogme, men det har ændret sig.«
»Spørger man, hvordan danskerne faktisk forholder sig, så vil de fleste sige, at vi lever i et moderne, yderst sekulariseret samfund, men samtidig er de fleste medlemmer af folkekirken. Måske er de blot kulturkristne: De kommer i kirken til jul, til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er nærliggende at tro, at disse mennesker bare synes, at kirken er hyggelig at have. Men måske ligger der trods sekulariseringen mere i det. Med sine ritualer tilbyder kirken jo et element af struktur.«
– Som giver et fast holdepunkt i en kaotisk tilværelse?
»Ja, vi ved i det mindste, hvornår julen falder! Det, der er klemt, er den kristne dogmatik, ikke behovet for at tro på noget. Det kan man spore i søgningen til højskolekurser om filosofi og religion. Faglitteratur om religiøse og filosofiske emner er populær, og også skønlitteratur, der behandler overnaturlige emner, trækker læsere – tænk på Harry Potter! Moderne mennesker tiltrækkes ikke nødvendigvis af den kristne tro, men mange søger noget åndeligt.«
»Jeg tror, at vi skal finde forklaringen i, at vi som mennesker er meningssøgende. Mennesket er et tænksomt dyr, vi gør erfaringer som vækker undren og får os til at tænke, vi leder efter mening. Overalt på kloden har samfund skabt kunst, religion og filosofi som produkter af denne søgen, som er en søgen efter at forstå egne oplevelser og erfaringer.«
»I dag lever vi i og slås med den konflikt, at det moderne på mange måder er anledning til oplevelser af meningsløshed, men samtidig har vi behov for mening og erfarer også andet end meningsløshed, nemlig meningsfylde.«
– Men en dogmatisk tro kan du ikke længere få øje på?
»Nej, bortset fra den meget omtalte fundamentalisme, ikke kun af islamisk, men også af kristen karakter, ser jeg ikke megen tro på den overleverede dogmatik, den er krakeleret. Men jeg tror, at dette at nære et metafysisk behov eller et behov for mening, er helt fundamentalt for os som mennesker. Et samfund fri for religion er en illusion, jeg har i hvert fald ualmindeligt svært ved at forestille mig det, og ønsker mig det heller ikke.«

Kristen restauration
– Men du vil ikke som andre tale om en genkristning?
»Nej, men derimod nok om religiøsitetens tilbagekomst i et vist omfang.«
– Som dog lige så godt kan være i form af ’Åndernes magt’?
»Ja, eller nyreligiøse fænomener. Der er en sværmen for det mystiske, og ikke alle tilbud er lige kvalificerede. Men det er ikke det, der interesser mig, det er behovet. Og at man kommer galt af sted, hvis man undertrykker det. Kristendommen har naturligvis et stærkt ’tilbud’ i den forstand, at den i århundreder har været rammen omkring et rigt intellektuelt liv, og som vi fortsat kan have megen glæde af. ’De andre’ har ikke haft den samme tid til at udvikle sig, kunne man måske sige.«
– De andre verdensreligioner har jo lige så stærke filosofiske og historiske traditioner. Hinduisme og buddhisme er endda ældre end de mellemøstlige religioner!
»De kan fuldt ud konkurrere intellektuelt. Jeg tænkte snarere på New Age.«
– Alligevel ser man i dag tydelige tendenser til en restauration af den dogmatiske kristendom – hos en Søren Krarup og Jesper Langballe, men også Roskildes biskop Jan Lindhardt vil på sin egen måde gerne have, at kirken taler med i alle offentlige spørgsmål?
»Jeg ser det som en reaktion på modernitetens sekularisering, som en vis desperation fra kirkens side, ikke mindst blandt de meget højreorienterede kræfter inden for kirken.«
– Har kristendommen så en rolle at spille i et multietnisk samfund?
»Det kan jeg da glimrende forestille mig. På godt og ondt. For de forskellige kirkelige kræfter har grebet det forskelligt an. Der er de meget højreorienterede, der vil spænde ben for udviklingen af et multietnisk samfund – og som gør det med et vist held! Men der er også præster og bisper, der trækker i modsat retning, som vil træde ind i multietniciteten på den bedst mulige måde med næstekærlighed og medmenneskelighed. Dette er endnu en konflikt inden for en folkekirke, der i forvejen er sprængfyldt med konflikter.«
– Efterlader det kirken som kirke en rolle at spille?
»Kirken kan sagtens have en både positiv og konstruktiv rolle at spille. Det økumeniske virke har givet den både idealer og erfaring for dialog, kirken kunne være primus motor for en konstruktiv dialog med islam, og den ville på den måde blande politik og religion langt mindre sammen end Krarup og Langballe gør, når de argumenterer dogmatisk i partipolitik. Men det første sådan en bevægelse ville blive kritiseret for, ville netop være, at den blandede politik og religion.«
–Det må i så fald være en kritik, der selv som forudsætning har en politisk dagsorden!
»Præcis.«
– Holder fløjene hinanden i skak? Er vi landet i en blindgyde?
»For et par 100 år siden havde vi oplysning og romantik. Man plejer at tænke dem som modsætninger, men den gang var forholdet mellem dem ikke kun konfliktuelt, det var også dialektisk på en produktiv måde. Jeg mener, at oplysningen og romantikken stadig er grundlaget for os, men at der i dag næsten kun er konflikten tilbage. Problemet er, at oplysningen og romantikken hver især har selvstændiggjort sig som to spor, der er blevet løsrevet fra hinanden, og at de derved er blevet slette udgaver af sig selv. Oplysningstanken er degenereret til instrumentel fornuft og romantikken til sværmeri. Man kan for eksempel sværme for en kirke, der agerer, som den gjorde engang, eller for en nationalstat, der ikke har ændret sig siden 1800-tallet.«
»Samtidig har vi en global modernisering, der gennemføres med instrumentel fornuft, med den yderste pragmatisme. Jeg siger ikke, at sværmeriet er sundt, men det er en forståelig reaktion på den slette rationalitet.«
»Den manglende dialektik er et stort problem. Det bedste, der kunne ske var, at man kiggede tilbage og samlede både oplysningens og romantikkens potentialer op.«
– Hvor ser du potentialerne?
»Oplysningen er blevet opfattet som elitær og dens repræsentanter som en elite, der talte ned til folket – og der er lidt om det! Oplysningen bliver ikke udfoldet optimalt. Hvis man skal samle op på potentialerne i såvel oplysningen som romantikken, må det handle om at støve fornuften af igen for nu at praktisere den med større lydhørhed – ikke over for ’folket’, men over for andre mennesker såvel som én selv. Det handler nærmere bestemt om at lytte bedre til såvel ens egne som ndres oplevelser og erfaringer.«
– Problemet ligger i rationalisten, der ikke kan mærke sine egne følelser…
»…ja, og i romantikeren, der ikke kan tænke klart!«
»Tidligere skelnede man mellem forskellige vidensformer. Det er vi meget dårlige til at gøre i dag, hvor vi i overensstemmelse med naturvidenskaben nærmest kun opfatter empiri som viden. Vi er vant til spontant at tænke forholdet mellem tro og oplysning som et modsætningsforhold.«
»Men i for eksempel i middelalderen så man anderledes på det. Augustin sagde: »Jeg tror for at jeg kan forstå,« han opfattede åbenbaring som en forudsætning for viden.«
»Og Thomas Aquinas skelnede mellem åbenbaret og videnskabelig viden, mellem sandheder, som Gud har åbenbaret, og sandheder som kan bevises med fornuften. I det kristne middelaldersamfund var de åbenbarede sandheder naturligvis de højeste. I dag har vi til gengæld vendt hierarkiet i den grad på hovedet, at mange vil benægte, at åbenbarede sandheder overhovedet findes, eller i hvert fald bestride, at de rummer nogen som helst form for viden. Vi kan til dels takke oplysningen for denne omvending, men den skyldes dog i langt højere grad den moderne maturvidensakb og dens succes.«
»I den tyske filosofi fra det 20. århundrede er det imidlertid anderledes. Den har arbejdet videre i forlængelse af romantikken og den tyske idealisme, som selv til e vis grad videreførte middelalderens filosofi. I det 20. århundredes tyske filosofi har man egentlig ikke forkastet ideen om en åbenbaret viden, men snarere smeltet de to vidensformer sammen. Martin Heidegger kan forstås som en filosof, der vil tænke tænkningen videre ud over den videnskabelige tænkning og nærme sig den indsigt, man tidligere forstod som åbenbaret viden.«
– Er det så tænkning længere?
»Heidegger Og andre som ham, for eksmeple Th. W. Adorno og Walter Benjamin opererer med paradokser som at kunne tænke det utænkelige, formulere det uudsigelige, erfare det, der ikke lader sig erfare. De vil presse tanken til det yderste, men med bevidsthed om, at der altid vil være grænser for, hvad man kan sætte på begreb.«
– Der må vel blive tale om metaforer?
»Ja, de vil prøve at komme så langt som man kan i retning af at skabe et sprog for det uudsigelige, og det indebæer en vis ’litterarisering’ af det filosofiske sprog. Men der er stadigvæk tale om filosofi, tilmed metafysik, men af en anden slags end tidligere. I den klassiske filosofi gik man ud fra filosofiske ideer, som man så forsøgte at genfinde i erfaringen.«
»Heidegger og de andre med ham starter derimod ved den enkeltes æstetiske, metafysiske og religiøse erfaringer. De forsøger at tyde disse erfaringer – og hvorfor? Naturligvis for at forstå dem, men også for at finde mening. Eller nærmere bestemt for at forstå og begribe den mening, der allerede er givet i erfaringen, men skjult for forstanden.«

Hegel er grundlaget
»Det er imidlertid Hegel, der er grundlagsdannende for det her,« fastslår Dorthe Jørgensen.
»Han har været udskældt for at være for spekulativ, for at være den sidste store idealist. Eller også for at være en fornuftens dogmatiker, som har forvoldt meget politisk ondt i det 20. århundrede.«
–Altså for begge de to spor, du ridser op, sværmeriet og den instrumentelle fornuft?
»Ja, men det interessante er, at man lige så vel kan se ham som en af de første moderne erfaringsmetafysikere. For Hegel er det absolutte ikke en genstand…«
– …som en gammel gud oppe i himlen med langt nisseskæg?
»…sådan kan man godt formulere det. Man kan også sige, at det absolutte ikke er en ting, noget håndgribeligt. Det absolutte er for Hegel noget i vores erfaring, det er en sammenhæng, som melder sig i erfaringen selv som mening.«
Og her har han haft afgørende indflydelse på det 20. århundredes tænkning. Ikke kun på Heidegger, men også på Adorno og Benjamin. Blot bygger de ingen systemer.
– Men det uudsigelige forsvinder i dag ud af dialogen på grund af den instrumentelle fornuft og vender tilbage som uklart tænkt sværmeri?
»Ja, det er der mange eksempler på. Men der er også mange mennesker, som efterspørger en nutidig tænkning, der kan tilfredsstille deres behov for mening på en bedre måde.«

FAKTA
Oplysning som opposition
*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den europæisk offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler med danske og internationale filosoffer, forskere, politikere og kommentatorer om den miskrediterede oplysning. Tidligere artikler blev bragt den 5.-6. og 8. juni. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu