Bagdad. 19. august 2003. Henrik Kolstrup er på sit kontor på 3. etage i FNs hovedkvarter. Han har lige fået at vide, at hans bolig er blevet klar til indflytning, så han ringer til sin hustru Elsebeth for at viderebringe beskeden.
Klokken er 15.45 irakisk tid.
Nedenunder venter Henrik Kolstrups chauffør. Det er ikke tanken, at Henrik Kolstrup vil blive særligt meget længere på sit kontor den dag.
Klokken 16.20 irakisk tid sprænger en selvmordsbomber med en yderst kraftig type sprængstof sig selv i luften i FNs hovedkvarter.
Herefter går Henrik Kolstrups liv i sort og begynder først igen, da han vågner fem uger senere.
Han har sammen med sin hustru Elsebeth måtte stykke sammen, hvad der er sket i disse fem uger. Han husker næsten intet.
Nu ni måneder senere
Her månedsvis senere har Henrik Kolstrup fået håret på hovedet tilbage efter arrene i hovedbunden er helet. Men han arbejder stadig med hukommelsen, koncentrationen og engang imellem kløjs han i ordene. Han har fået transplanteret hud på armene. Og han går med en krykke eller en hop-a-long, som han kalder det.
Henrik Kolstrup, FNs tidligere danske udsendte i Irak bærer tydelige spor af at have været igennem en længerevarende og livstruende sygdomsperiode men også af at være i bedring.
Han har skrevet sin historie ned på et stykke ternet A4 papir. Det støtter han sig til, mens han på et pressemøde, afholdt i København i går, fortæller, hvad der er hændt ham, siden hans arbejdsplads blev udsat for et bombean-greb, der dræbte 22 og sårede over 150.
Henrik Kolstrup bliver fundet i ruinerne af nogle amerikanske soldater. Hans åndedræt er så svagt, at han er ved ligeved at dø.
Heldigvis er der nogle amerikanske samaritter tilstede, som kan sørge for at han får tilført ilt. Derefter bliver Henrik Kolstrup sendt til et felthospital.
Efter bombeangrebet ved ingen, hvor Henrik Kolstrup er blevet af. Det medfører en del mystik omkring hans forsvinden, ikke mindst i de danske medier.
En af udenrigsministeriets udsendte forsøger, udstyret med et billede, at lokalisere ham på diverse felthospitaler. Men da han er fuldstændig rullet ind i bandager kan in-gen genkende ham.
To dage senere, om torsdagen, finder udenrigsministeriets udsendte ham på et militærhospital i Kuwait. Om fredagen bliver han sendt til et hospital i Tyskland og lagt på operationsbordet.
At være i live eller
Hans hustru, deres fælles datter og hendes mand rejser til Tyskland.
»Lægerne var usikre på om de kunne redde mit liv. Jeg var ikke kommet i 11. time, men i 11.1/2 time, sagde de.«
Det lykkes de tyske læger at stabilisere Henrik Kolstrup. Herefter bliver han overflyttet til Rigshospitalet i Danmark. Familien følger med.
På rigshospitalet får Henrik Kolstrups hustru at vide, at der er risiko for, at hans hjernefunktioner ikke kan reddes. Men også det lykkes.
»Rigshospitalets læger gav mig mulighed for at kunne leve et liv ikke bare at være i live. Det vil jeg bruge og nyde sammen med min familie,« siger Henrik Kolstrup, der under sin indlæggelse på Rigshospitalet, ved selvsyn har set, hvad det vil sige at være i live uden at kunne leve sit liv.
Men det kræver hårdt arbejde at vende tilbage til livet. Henrik Kolstrup går i øjeblikket både til genoptræning og hos en traumepsykolog, som hjælper ham med at forstå, at mange af hans kollegaer ikke lever mere.
»Sergio (Sergio Vieira de Mello, leder, red.) var ti meter væk fra mig, da bomben sprang, og pludselig skal jeg forstå, at han ikke er her mere,« siger han og sukker hørligt.
Uanset fysiske og psykiske mén, fortryder Henrik Kolstrup ikke.
Han har i de sidste tyve år sammen med sin hustru været udsendt for FNs udvik-lingsprogram UNDP, som bistår udviklingslande med viden, erfaringer og ressourcer i udviklingslande. Det vil han gerne fortsætte med.
»Det har for os været et klart valg at rejse til urolige og krigshærgede lande som Mozambique, Angola, Bosnien-Hercegovina og Irak. Der er igen fortrydelse der,« siger han og forklarer:
»Jeg har den naive forestilling, at jeg har været med til at forbedre nogle ting med mit arbejde.«
I øjeblikket er ambitionen dog blot at prøve at komme til at arbejde en time om ugen.
