Læsetid: 4 min.

Mesterværker og milepæle

Kulturmagasinet Rolling Stone forsøger sig igen med en liste. Denne gang om de største øjeblikke i rockens 50 år lange levetid
25. juni 2004

Kodakmoments
Hvornår skrives der historie, og hvornår finder man ud af, at noget havde sådan et skrald af et nedslag, at det skilte sig ud og gjorde en forskel for eftertiden?
Svaret virker vel altid umuligt at svare på. Selv i rockens sfære kan det være svært nok. Hvad, der ender som mesterværker og milepæle, kan umiddelbart få en hård og respektløs medfart. Omvendt kan historiske parenteser snildt opleve at blive udødeliggjort i deres første uskyldige sekunder i offentligheden.
Et godt hjemligt eksempel er vel de forlængst fordampede hitmagere i Aqua, hvis debutplade kun mødte hovedrysten fra anmelderkorpset, der hældte vand ud af ørerne i bestræbelserne på at nedgøre tyggegummi-kvartetten mest muligt.
Det gik selvfølgelig ikke anderledes, end at Aqua endte med at blive det suverænt bedst sælgende underholdningsprodukt, der på daværende tidspunkt var afskibet fra de danske kyster. Adskillige nummer et-singler i uindtagelige England og sågar kommerciel succes i USA nåede Aqua i første omgang.
Da kvartetten sendte album nummer to på gaden, havde kritikere selvfølgelig en hel del at revanchere. Så der blev ingenlunde sparet på roserne til Aquarius, som opfølgeren ellers ildevarslende nok kom til at hedde. »Et ambitiøst og helstøbt popalbum, der gør en sammenligning med ABBA relevant,« hed det sig bl.a. i Jyllands-Posten, som også belønnede gruppen med fem ud af de maksimale seks stjerner. B.T. fulgte trop med roser som »Aqua er dansk pop, når det er bedst«, mens Ekstra Bladet nøjedes med at konstatere, at »både perfekte popperler og enkelte smuttere utvivlsomt [vil] gå rent ind hos millionerne derude endnu en gang«.
Halvandet år og ’sølle’ 3,5 millioner plader senere lukkede Aqua for sluserne. Det var ikke længere sjovt for de fire at programmere musik sammen. Dermed blev Aqua heller ikke det danske verdensnavn, som kunne matche svenskernes ABBA. Eller Cardigans, Roxette eller Ace of Base. Nå jo, måske akkurat Ace of Base, men altså ...
Spørgsmålet er, om der nogensinde kommer et sådant. Om det måske allerede er her?
Hvis man skal tro den top-500-liste, som kulturmagasinet Rolling Stone fik anmeldere, labelbosser, musikere og lydteknikere til at udfærdige sidste efterår, så går der mindst et par årtier, inden kontemporær rockmusik falder i nåde som ’klassikere’.
Kun to skiver fra 1990'erne havde således fundet plads blandt de 100 øverste, nemlig Nirvanas Nevermind (nr. 17 på listen) og U2’s Achtung Baby (nr. 62). Til gengæld blev hverken Radioheads OK Computer eller Dr. Dre’s The Cronic altså fundet tunge nok. DJ Shadows turntablistiske hovedværk, Endtroducing, sneg sig end ikke ind blandt de 500 fremmeste! Sådan ser det naturligvis ikke ud, når et lignende eksperiment laves igen om 10 eller 15 år. Det var 1990’erne et alt for sprælsk og multifacetteret årti til.

Måske er det top-500-listens åbenlyse mangler og konservatisme, der igen har bragt Rolling Stone på listefødder. I hvert fald præger temaet »50 moments that changed the history of rock & roll« det seneste nummer af kulturmagasinet.
Undskyldningen for endnu et skud listomania er denne gang, at 50 års-dagen (hermed forklares det valgte antal af begivenheder smart nok også) for Elvis’ første pladesession nærmer sig. Mandag den 5. juli 1954 kickstartede han på mange måder rock’n’rollen. Som Rolling Stone beskriver det øjeblik, magien og revolutionen burde være brudt ud i Sam Phillips’ Sun Records-studie i Memphis, Tennessee:
»Så – i en pause – begyndte Presley at rode rundt med en up-tempo blues af den sorte Arthur Credup, »That’s All Right« (...) Guitarist Scotty Moore og bassist Bill Black jammede sig ind. Phillips kendte den her blues, men var imponeret over, at Presley – en hvid teen-hilbilly født i Tupelo, Mississippi – kendte til Credup. Phillips kunne også høre Presleys naturtalent og vokale autoritet komme til orde. En intuitiv forbrændingsmotor, der trak på inspirationer fra landet, kirken og juke-jointen.«
Hysteriet skulle snart brede sig, men endnu begrænsede begejstringen sig altså til nøgterne plusser i karakterbogen.
Rolling Stone opremser på samme kølige facon 49 andre øjeblikke i rockens historie. I forhold til 1960’er og 70’er-nostalgien, som dominerer på top-500-listen (Beatles har fem plader blandt de 20 øverste) får nutiden en anelse mere rum. Derfor figurerer dagen i det herrens år 2000, da de abnorme salgstal for boybandet *Nsyncs andet album blev kendt, også i den historiske oversigt. Side om side med historien om Woodstock. Også timerne, da Eminem modstræbende og ydmyg indspillede signatursangen »My Name Is«, får spalteplads på vilkår med nedskydningen af John Lennon.
Af samme grund kan det måske være svært at finde proportionerne i Rolling Stone Magazines nyeste påfund. Omvendt er det forbandet forfriskende, når tingene hverken går op i nostalgi eller historieløshed. Hvem ved – måske skrives der igen pænt om Aqua i 2054?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her