Læsetid: 3 min.

Mindeplade for et voodoo-barn

Carlos Santana er blandt de kunstnere, der mindes guitargeniet Jimi Hendrix på nyt coveralbum
4. juni 2004

Jimi Hendrix
Han kaldte sig selv for voodoo-child, og hans status som ultimativ guitar-heksekunster er stadig ubestridt. Alligevel sidder man tilbage med indtryk, at Jimi Hendrix (1942-70) er mere omtalt end ligefrem lyttet til, og at hans musik har fået væsentligt mindre indflydelse end hans legendariske sound.
Det er for så vidt ikke så sært, for hvordan kan simple melodier konkurrere med de chokeffekterne fra Hendrix revolutionære omgang med elguitar og wah wah-pedal?
Har man én gang hørt disse ekvilibristiske excesser, glemmer man dem aldrig, men det er ikke ensbetydende med, at man har lyst til at lytte til dem igen og igen. Og de numre, der har klæbet sig bedst fast i erindringen er så ikoniske, at man skulle mene, at coverversioner af andre kunstnere – nogle af Hendrix største hits, bl. a. Hey Joe og All Along the Watchtower var i øvrigt selv covernumre, hvis original i dag er glemt – har ringe chance for succes.
Power of Soul hedder et mindealbum, der netop er udsendt af Hendrix’ familie og dets mindefond Experience. Albummet er tænkt som en hyldest til rhythm and
blues-siden af Hendrix snarere end rocken og samler covernumre fra kunstnere som Prince, Lenny Kravitz, Eric Clapton, Carlos Santana, Earth Wind and Fire, Bootsy Collins, George Clinton, Musiq, John Lee Hooker, Sting, Sound of Blackness og flere andre.

En ener
Independent har talt med Carlos Santana, der på sin skæring – Spanish Castle Magic – ledsages af bassist Stanley Clarke og den eminente Miles Davis-trommeslager, Tony Williams (som døde i 1997 og hvis kraftfulde spil i sin tid gav væsentlig inspiration til The Jimi Hendrix
Experience’s egen trommeslager, Mitch Mitchell).
»For mig er Jimi Hendrix en ener som John Coltrane, Bob Marley eller Miles Davis,« siger Carlos Santana. »Han tilhører den særlig gruppe af Beethoven’er, Stravinsky’er og Picasso’er – som transcenderer alle sin tids eksisterende stilarter«.
Den mexicanske accent i Santanas stemme er stadig udtalt, skønt han flyttede fra Tijuna til San Francisco helt tilbage i 1961, da han var 14.
»For mig var det en enorm ære – både da jeg mødte Jimi personligt, og da jeg spillede sammen med Tony Williams. Det er ikke så tit, jeg selv spiller Jimis musik – min respekt for ham er for stor – men jeg sagde straks ja til at lave nummeret, da Jimis familie, som jeg har kendt i årevis, bad mig om det.«
Det var på Woodstock-festivalen i 1969, hvor Hendrix fremførte sin legendariske mareridtsversion af den amerikanske nationalsang The Star-Spangled Banner, at gruppen Santana brød igennem som stjernenavn. På det tidspunkt havde Carlos allerede mødt Jimi.
»Jeg så ham spille første gang på San Francisco. Han var meget generøs og sagde, at han godt kunne lide mine ’tonevalg’. Dengang var jeg kun en kylling på vej til at blive ruget ud af BB Kings æg.«
For Santana var Hendrix en fuldkommen mester i alle henseender bortset fra én.
»Han havde alt – vision, indstilling, vilje. Hvad han manglede var en selvdisciplin som Wayne Shorters eller Jon Coltranes. Hans problem var, at han ikke havde den rette person, den rette kvinde ved sin side til at sige: Læg det fix til side eller prøv at tænk på, hvor du er om 20 år. Der var ingen i hans nærhed til at give ham sans for perspektiv.«

Stofmisbrug
Santana mødte også Hendrix, da hans fem år lange solokarriere var gået på hæld, og det var tydeligt, at han var plaget menneske, der led under sit stofmisbrug og dels under manglen på nye kunstneriske ideer.
»Jeg så ham i Berkeley og kunne se, at han savnede noget, som ingen kunne give ham. Nogle gange er man nødt til at træde ud af sin faste vennekreds og vanemønster – som Coltrane og Miles også gjorde – og gå ind i en periode, hvor man udkrystalliserer sin eksistens på ny. Ellers bliver man en optrædende abe. Alle giver dig mere kokain og siger at du spiller som Gud den ene aften og kalder dig elendig den næsten. Alt for få stjernemusikere under sig disse livsnødvendige pauser. Jimi tog lsd – det gjorde jeg også selv dengang – men Jimi, han anede ikke, hvor det førte ham hen.«

*Various Artists: Power of Soul – a Tribute to Jimi Hendrix, Image Entertainment

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu