Læsetid: 4 min.

Minderne har man da lov at ha’

’Evigt solskin i et pletfrit sind’ er en både morsom og rørende film om kærlighed og de minder, som gør os til de mennesker, vi er
4. juni 2004

Ny film
»Minderne har man da lov at ha’/dem kan du aldrig, nej, aldrig ta’,« synger en trist Liva Weel i sangen Glemmer du, der skildrer en ulykkelig kærlighedsaffære.
Men lader vi det være op til manuskriptforfatteren Charlie Kaufman og filminstruktøren Michel Gondry, så får vi ikke engang lov til at have vores minder i fred. Det excentriske makkerparrs seneste film, den muntert-melankolske Evigt solskin i et pletfrit sind – point alene for titlen – handler om Joel og Clementine, der slår op med hinanden og hyrer et firma, Lacuna Inc., til at slette minderne om hinanden og deres kærlighed fra hukommelsen.
Kaufman, der leverede de opfindsomme drejebøger til Spike Jonzes Being John Malkovich og Orkidétyven og til Gondrys første spillefilm, Human Nature, er også i sit nye manuskript finurlighedernes og absurditeternes mester. Men Evigt solskin i et pletfrit sind er samtidig hans mest afrundede og fuldendte værk, når det kommer til personerne og deres følelsesliv.
Joel (Jim Carrey) og Clementine (Kate Winslet) er to ensomme, skæve eksistenser, der møder hinanden tilfældigt på en strand, taler sammen i toget på vej hjem, og inden dagen er omme, har de fundet sammen – ikke mindst takket være den livlige, men lidt ustabile Clementine, som i den grad fascinerer den mere tilbageholdende Joel.

Mænd og mødre
Clementine er et attraktivt, men uforudsigeligt væsen, der lader sin hårfarve følge sit humør, og hun har svært ved at acceptere Joels rigiditet, ligesom han kæmper for at tøjle sin jalousi, når hun efter hans mening har været alt for længe i byen.
Carrey, der er fremragende i rollen, skruer helt ned for sin naturlige energi og spiller Joel som en mand, der gerne vil leve og elske, men alligevel er så bange for det, at han er gået helt i stå. Og i Kate Winslets vævre skikkelse er Clementine umiddelbart Joels absolutte modsætning, et livstykke, som meget gerne vil være sammen med andre mennesker, men også hurtigt kan blive for meget.
De elsker og kompletterer hinanden, men kan ikke selv se det, før det er for sent.
Da hun forlader ham, beslutter hun sig for at få ham fjernet fra sin hukommelse, og da han finder ud af det, beslutter han sig for at gøre det samme. Men, må Joel spørge sig selv, da processen sættes i gang, var deres samliv egentlig så skrækkeligt, og er han villig til at leve resten af sit liv uden minderne om Clementine?
Nu begynder plottet, der er visuelt veloplagt iscenesat af Gondry, at slå knuder på sig selv, ikke mindst fordi Kaufman bruger sletningsprocessen til at så usikkerhed omkring, hvad i filmen der egentlig er foregået hvornår og på hvilken måde.
I nogle både morsomme og meget rørende sekvenser oplever vi den sovende Joel i sit hoved prøve at flygte fra de stadigt større, sorte huller, som indfinder sig i hans hukommelse, mens han desperat klynger sig til Clementine – eller i hvert fald til mindet om hende.
Mest underholdende er en scene, hvor Joel og Clementine søger tilflugt i hans barndom og sammen oplever et minde om hans elskede mor, der pludselig får skikkelse af Clementine og således bliver et billede på den sejlivede myte om, at mænd i høj grad tiltrækkes af kvinder, der ligner deres mor.

Godt og ondt
Det er i scener som den, at Kaufman og Gondrys unikke visioner for alvor smelter sammen til en tilfredsstillende helhed og sætter fine billeder på noget, der ofte ellers er en meget uartikuleret, fysisk og følelsesmæssig oplevelse, nemlig det at miste og frygten for miste.
Gondry, der før Human Nature var kendt som instruktøren bag smågeniale musikvideoer for blandt mange andre Björk, White Stripes, Beck og sit eget band, Oui-Oui, falder aldrig for fristelsen til at lave en avanceret scifi-film, hvor hukommelsessletnings-teknikken fjerner fokus fra historien og personerne. Tværtimod er alting så lo-fi, at det kun understreger filmens realisme og i øvrigt giver plads til en ikke mindre vellykket sidehistorie, der foregår, mens Joel sover, og involverer de ansatte hos Lacuna.
Evigt solskin i et pletfrit sind har hentet sin titel fra et digt af Alexander Pope, der handler om muligheden for at leve lykkeligt, hvis man ikke ved, hvad man går glip af.
Men, synger Liva Weel, »livet er et kort sekund/et med både godt og ondt,« og hun beskriver meget præcist, hvad Gondry og Kaufmans film handler om: At minderne, gode og dårlige, er med til at forme os som mennesker og gør os til dem, vi er. Når de forsvinder, forsvinder vi også.

*Evigt solskin i et pletfrit sind. Instruktion: Michel Gondry. Manus.: Charlie Kaufman. Amr. (Grand, Dagmar, Empire, Palladium og Palads, Kbh. og en lille håndfuld biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu