Læsetid: 3 min.

Møde på højreste sted

Og så gik budstikken til Ulrik Høy og Bent Jensen og Fonsmark og Ditlev Tamm og alle de andre glade drenge, som med røde kinder og solskin i blik hidtil begejstret havde sluttet op om Danmark som krigsførende nation
5. juni 2004

Reaktion
Der er ingen tvivl, der må have været et møde! De neokonservatives reaktion på rædslerne i Irak kan umuligt være opstået sådan hulter til bulter, de må have stukket hovederne sammen. Hvem der har rin-get først til hvem, kan man kun gætte på. Men mon ikke det er statsministeren eller spindoktoren, der har grebet knoglen? Der må i hvert fald have været en vis panik, for hvordan skulle Mr. Rasmussen dog komme af med hele den spiseseddel, han havde med til George W. Bush fuld af pålagte klagepunkter, hvis der ikke for alvor var grund til at brokke sig og være forarget? Særlig hvis han ikke havde baglandets accept. Og valgprognoserne var heller ikke for gode. Men så kom billederne, og så gik det stærkt. »Boink,« sagde det, da den turboladede vejrhane, Claes Kastholm Hansen, standsede op og jog næbbet i chancen, »her kan vi alle sammen være med«, sagde han da telefonen ringede, og så gik budstikken til Ulrik Høy og Bent Jensen og Fonsmark og Ditlev Tamm og alle de andre glade drenge, som med røde kinder og solskin i blik hidtil begejstret havde sluttet op om Danmark som krigsførende nation og nu sidder med armene indsmurt i titusindvis af irakeres og amerikaneres og englænderes og italieneres blod helt op til albuerne. Nu var der pression & porno på bordet (som om der ikke hele tiden havde været det) men nu kom det pludselig både i fjernsynet og i avisen, og så må enhver jo gribe efter brækposen eller erklære sin oprørthed og forargelse for slet ikke at tale om sin skuffelse. At Høy oplever en moralsk nedtur er forbløffende, når han ellers villigt og offentligt erkender, at han finder atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, der dræbte op imod en halv million mennesker på én gang, retfærdiggjorte, hvis de bare sparede én amerikansk soldats liv i ’45, men så oprømt var stemningen, da de neokonservative endelig fandt sammen i ruinerne af Blåtårn under Christiansborg, hvor mødet passende fandt sted, at man i ro kunne finpudse taktikken og enhver tvivl om det forbløffende kursskifte hurtigt afløses af unison begejstring: »Krigen er tabt!« brølede Jyllands-Postens chefredaktør, og Jes Lunde fra Berlingeren faldt i med ét: »Skam få Amerika!«. Der var i det hele taget en råben og en hujen og en strøm af latter og tårer over udfrielsen, en taknemmelighed over at være sluppet ud af den indespærringens galskab, de hidtil alle havde levet under, og som kom tæt på det mirakuløse. Ganske vist kunne man for enden af palaveren høre en gensidig forsikring, der gik ud på, at selvfølgelig var krigen som sådan helt ok, og derfor kan man sikkert også vente, at når stanken fra torturkamrene er drevet væk, vil alt være som det altid har været både hos de ny og gamle konservative, hvor man altid har ment, at krig er fred eller i det mindste, at krig er det bedste middel til at skaffe fred. Og at alle der ikke mener det samme er uforpligtede, flæbende humanister, som ikke hverken gider eller tør tage et ansvar. Sådan som det hed både under optakten til overgrebet mod Irak, under og efter krigen.
Altså indtil et vist punkt. Men da mødet var forbi gik alle med bøjet hoved hjem og bekendte, og på en sær måde virkede de samlede bekendelser som en form for larmende indiskretion, noget klæbrigt, det er svært at vaske af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu