Læsetid: 5 min.

Mozart, Pele eller bare en genial knægt

Den britiske presse er gået amok sammen med den fodboldinteresserede del af befolkningen. Interessen gælder det nye unge upolerede supertalent af en fodboldstjerne, Evertons Wayne Rooney
25. juni 2004

Portræt - En usleben diamant
For bare et års tid siden syntes det ikke muligt, at verdensstjernen og reklamesøjlen David Beckham skulle kunne blive sat i skyggen af nogen anden fodboldspiller i det britiske. Men under dette EM i fodbold er det sket . Og det noget så eftertrykkeligt.
Den bare 18-årige Wayne Rooney fra klubben Everton har fået briterne hooked på en ny omgang fodbold-mania, og avisernes sportssider bugner med artikler og roser til det unge stortalent. Han scorede to mål i kampen mellem England og Kroatien i mandags (englænderne vandt 4-2) og lagde op til et af de andre. Hans stil er funklende og totalt uforudsigelig. Altid gnistrende veloplagt og teknisk imponerende. Men stilen skifter fra det aggressive (han har indsamlet flere gule kort i den hjemlige Premiership League, end han har scoret mål, som en fodboldkommentator for nyligt bemærkede) til det elegante, og han er pt. turneringens topscorer. Han spiller gerne et kollektiv spil – er en dygtig oplægger – selv om tacklingerne og rollen, som den, der går forrest, nok står ham nærmere.
Den i stilen normalt altid underspillede og af og til lidt mutte engelske landstræner Sven-Göran Eriksson sammenlignede ham forleden med den måske største fodboldspiller nogensinde, da han om Rooney sagde:
»Han er helt fantastisk. Jeg kan ikke huske nogen, der har gjort så stort et indtryk i en slutrunde siden Pelé under VM i 1958.«
Det var i denne turnering, hvor den bare 17-årige Pelé scorede seks mål – to i Brasiliens finalesejr over værtsnationen Sverige.
En anden fodboldkendis Gary Lineker sagde i sidste uge, at »Wayne Rooney er måske den mest talentfulde spiller England nogen sinde har set«.
I gårsdagens aviser fik skruen en tand opad inden aftenens kvartfinale mod Portugal:
»Wayne Rooney er et geni på linje med Mozart,« lød det i fuldt alvor fra britiske videnskabsmænd, som hermed bidrog til det, som de britiske medier har døbt ’kollektiv Roonmania’ over Englands yngste landsholdsspiller – og målscorer – nogensinde.

Dagbladet The Guardian havde i går en omfattende profil af den unge spiller, som avisen sammenfattede med sætningen »alt, der kan forbindes med Rooney skriger ’NU’«.
Avisen the Daily Telegraph offentliggjorde – også i går – et digt skrevet til hans ære af en fan. Den britiske presse ville dog ikke være sig selv uden noget ballade eller malurt i bægeret, men med vanlig sans for nationalfølelsen sørger de sædvanligvis sportsfokuserede tabloidaviser for at kritikken kommer udefra – ikke fra den engelske nation.
Således hed det i the Mirror i går, at en portugisisk avis havde dristet sig til at skrive kritisk om Rooney; han spiser alt for mange hamburgere hed det angiveligt.
Det mest dobbelttydige, der kan siges om Rooney fra den britiske presse handler om de mange paralleller til et falmet engelsk fodboldtalent, eks-stjernen Paul Gascoigne, som lige nu er på gaden med en biografi over sit eget liv. De to deler en klassisk arbejdsklassebaggrund. Rooneys far er en arbejdsløs tidligere bokser, og hans mor er kantinedame på en statsskole.

Gascoigne med tilnavnet Gazza gik – som de fleste fodboldfans vil vide – i den grad ned med flaget for flere år siden i en cocktail af sprut, amokagtig opførsel på alle barer og flyvemaskiner, han kunne komme i nærheden af, og som kronen på det triste værk, hustruvold. Hans kone forlod ham da også efter, at han offentligt havde indrømmet, at han havde banket hende.
I sidste uge advarede Gazza Rooney – der er forlovet med sin barndomskæreste fra folkeskolen, og som aldrig har været involveret i nogle offentlige skandaler. Til avisen The Daily Telegraph sagde Gascoigne til Rooney, som han har en slående fysisk lighed med: »Bliv aldrig som jeg. Hold dig fra mine fejltagelser.«
Uanset har Rooney på det sidste med henvisning til netop Gascoigne fået kælenavnet ’Wazza’. En anden tabloidavis The Sun, skrev i går, at det nyeste tilnavn skyldes en ikke-imponerende boglig indsats fra Roony, mens han fortsat gik i skole. Gazza var ligeledes kendt i skolen for ikke just at være blandt de bedst spidsede penne i pennalhuset.
Men det er ikke kun Rooneys fysiske fremtoning, det er også dele af hans spillestil, som bringer minderne frem om Gascoigne.
Og som sagt på ingen måde overhovedet om den engelske kaptajn, David Beckham, som på trods af Rooneys nye kanonsucces, nok fortsat er et bedre kort hos annoncørerne også grundet sidstnævntes nær perfekte udseende.
En fodboldkommentator i the Times gjorde sig forleden lystig over just dette med den lidt firkantet byggede Rooneys appel – eller manglen på samme – til eventuelle annoncekredse og skrev: »Beckham annoncerer for guldure, solbriller og modeundertøj. Hvad kan Rooney forestilles at kunne associeres med ? En flad kartoffel…«.
Der er med andre ord ikke meget metro-seksuel mand over Rooney.
Som Andrew Anthony – en anden bold-skribent – skrev i går i The Guardian: »Han vil næppe nogensinde gå i sarong.« Endnu en reference til Beckhams velkendte hang til det bevidst seksuelt tvetydige, når det gælder tøj.
Sportskommentatorerne er enige om, at sport på mange måder er som politik: på et tidspunkt bliver vælgerne/publikum trætte af det, de har, og pendulet svinger over til den anden yderlighed.
Efter den glatte, halv-feminine og elegante Beckham er det nu tid til ’a bit of rough’, som briterne siger, når de skal beskrive en usleben diamant – næsten altid med den obligatoriske arbejderklasseprofil, som Rooney også har dyrket yderligere gennem en solid portion gadefodbold fra sin barndoms renden rundt i Liverpool.

Det vil dog være helt uretfærdigt automatisk at skrive Wayne
Rooney ind i rækken af ’white trash’-tabere i den engelske fodbolds hall of fame.
Indtil videre har teenageren med de funklende øjne og den gadedrengede ligetil attitude på trods af sin barske baggrund og sit lidt rå ydre ikke været involveret i nogle voldsepisoder.
Det tætteste var, da han tidligere på året fejrede barndomskæresten Colleens 18-års fødselsdag, og nogle familiemedlemmer kom op at toppes og stak hinanden et par flade. Historien lyder, at Wayne Rooney lagde sig imellem.

Men uanset går sangen i de britiske pubber om Rooney lige nu:»He’s fat, he’s Scouse, he’ll rob your fucking house.«
At den upolerede Rooney også har appel til de mere avancerede verdensstjerner, så man imidlertid forleden, da den regerende mester i kvindetennis og favorit til at vinde Wimbledon, som er i gang i øjeblikket, Serena Williams ved et pressemøde under turneringen overraskende erklærede sig som Rooney-fan:
»Han er en sweetie,« lød det smilende fra Williams, som hermed bekræftede, at Rooney har universel appel: fra tilrøgede publokaler og råbende hooligans til champagnen og jordbærene i The All England Lawn tennis Club.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu